7 svar fra eksperten

Hvor hurtigt hærder epoxylim? Hvad skal jeg isolere kælderen med? Hvornår skal jeg fjerne mos? Her får du ekspertens svar på en håndfuld gode spørgsmål!

Hvor hurtigt hærder epoxylim?

Hurtigt! Ved en rumtemperatur på 20 grader har du 15-20 minutter at arbejde i efter påsmøring, inden limen er så hærdet, at du ikke kan finjustere. Ved en temperatur, der er 10 grader lavere, kan du vinde 5-10 minutter mere. Det er dog værd at notere, at limen først er helt gennemhærdet efter cirka et døgn. Så den skal have lov til at stå, selvom den virker solid og gennemhærdet.

Hvad skal jeg isolere kælderen med?

Kældervægge tilføres ofte fugt udefra, og derfor er det vigtigt, at du ikke lukker væggen inde bag noget, den ikke kan ånde igennem.

Det er måske nok fristende at bygge et lægteskelet og fylde det op med mineraluldsplader, men det er en rigtig dum løsning, da murværket vil blive vådt og udvikle skimmelsvamp.

Derfor skal du isolere med eksempelvis et lag multiporplader, en særlig type af gasbeton, hvis du vil undgå at isolere udefra. Med sådanne plader kan væggen nemlig ånde, og fugten bliver ikke spærret inde i murværket.

Hvornår skal jeg fjerne mos?

Marts og april er faktisk gode måneder til at bekæmpe mos, såfremt sneen er væk.

Det skyldes, at mospuderne ligger løst oven på græsset, og derfor er de nemmere at bekæmpe, inden de får fat i jorden. Med hensyn til at bekæmpe mosset, så findes der flere våben, du kan tage i brug. Du kan rive græsplænen med en løvrive med jerntænder. Du kan også tage maskiner til hjælp og leje eller købe en elektrisk vertikalskærer.

Endelig kan du også prøve med pesticider beregnet til at bekæmpe mos.

Kan mit trægulv klare en slibning?

Det kan du finde ud af ved at måle lidt på gulvbrædderne. Stik en tynd spartelklinge ned i samlingen mellem to brædder, og sæt et lille mærke på spartlen ved træet. Der skal være mindst 4 mm ned til samlingen af fer og not, hvis du skal slibe gulvet. Ellers bliver samlingerne i gulvet for udsatte, og gulvet for svagt. Det samme gælder for lamelgulve, der dog typisk ikke kan slibes så mange gange, da gulvenes slidlag ofte er ret tynde.

Er der PCB i mit hus?

Er dit hus bygget eller renoveret mellem 1950 og 1977, er der stor risiko for, at der er brugt PCB. Man har brugt de farlige PCB-stoffer i mange byggematerialer gennem årene, men i dag er de fuldstændig forbudt. Få professionelle til at undersøge huset for dig. Finder de PCB, skal du være opmærksom på, at materialet skal fjernes af fagfolk ved renovering.

Hvor meget maling skal der på rullen?

Det er svært at sige, men du opdager det hurtigt, hvis der er for meget maling. Så bliver der nemlig løbere. Og er du for nærig med malingen, kan du nemt se gennem malingen, når den er tør. Vores bedste tip er at dyppe rullen ofte, så den altid er mættet.

Pas på ikke at trykke for hårdt, da det fører til løbere. Og husk selvfølgelig at male vådt i vådt – så slipper du for synlige overgange i malingen, som er lette at se.

Kan jeg ikke bare fastgøre vinduet med byggeskum?

Byggeskum er genialt, men det er ikke nok til at fastgøre et vindue. Der skal bruges karmskruer, isolering og fugebånd, så vinduet bliver helt tæt og ordentligt fastgjort til karmen.

PU-skum bliver porøst med tiden, og det kan spærre fugt inde i både vindue og træværk. Så der er ingen nemme genveje her.

    Andre læser lige nu ...