Billig strøm med integrerede solceller i taget

Hvis du alligevel skal skifte tag, så vælg en tagplade med indbyggede solceller. Det er pænt og let at lægge, og så producerer det masser af gratis strøm.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
5 dage.
Pris
280.000 kroner

Intro

Her monterer vi et flot, sort tag samlet af rektangulære plader, der leder tankerne hen imod et tag af skifer eller måske stål. I virkeligheden er pladerne dog hovedsageligt af glas, og på sydsiden af huset er der desuden solceller nok gemt i glasset til at dække ejendommens strømforbrug.

En ny løsning

Et tag med indbyggede solceller er interessant for dig, der faktisk skal skifte tag og samtidig drømmer om solceller. Tagpladerne, som fremstilles af Solartag (solartag.dk), er nemlig dyrere i indkøb end et tag af fx tegl, og almindelige solceller er billigere pr. watt.
Men har du den rigtige kombination af behov, tilbyder Solartag og tilsvarende produkter en meget moderne løsning, hvor det grønne aspekt er diskret integreret i en bygningsdel.

Vi starter halvvejs

Det er kun den halvdel af tagfladen, der vender mod syd, som får nok sol til, at tagpladerne med indbyggede solceller kan betale sig. Den nordlige side af huset er i stedet belagt med inaktive glasplader, som dog ligner de aktive på en prik. I denne artikel viser vi, hvordan den aktive del af taget er lavet. Den inaktive del skal laves på præcis samme måde, undtagen det arbejde med kabler, der indgår på den aktive side.

Et optimalt udgangspunkt

Pris, sværhedsgrad og tid afhænger af taget. Her er der allerede blevet konstrueret et korrekt og vandtæt undertag, før arbejdet med Solartaget begynder.
Tagets og pladernes dimensioner går desuden fint op uden det store tilskæringsarbejde.

Vejledning

01
Før du starter 2 Trin

Før du kan lægge et Solartag, skal du have bygget undertaget. Er taghældningen under 15 grader, skal det være et fast undertag. Over 15 grader er et banevareundertag nok. I områder med stort snefald skal man være opmærksom på, at der kan komme fygesne ind under tagpladerne. Derfor er et solidt undertag en forudsætning.

Undertaget skal udstyres med tagfod, sternrender og en ventilationsliste i bunden af tagfladen, klemlister og taglægter. Det er vigtigt, at den nederste taglægte ligger snorlige og parallelt med tagfoden. Den styrer montagen.

Solartag: Undertaget skal være vandtæt 1

Undertaget skal være vandtæt, med vandrette T1-taglægter. Lægteafstanden skal være 38,5 cm (+/- 1). Nederste lægte placeres, så overkanten er 44,5 cm fra midten af tagrenden, så pladerne får et overlap.

Solartag: Husk sternrende (1), tagfod og fodblik (2) og ventilationsliste (3) 2

Husk sternrende (1), tagfod og fodblik (2) og ventilationsliste (3). Producenten er underordnet, så længe lægterne kan stødes ind mod sternrenden som her. Fodblikket skal desuden være plant med lægterne.

02
Første række 14 Trin

Alle tagpladerne er i princippet monteret ens: ved hjælp af særlige krogede beslag og skinner, som hægtes sammen uden skruer.

Den første og nederste række skiller sig dog ud, da de beslag, der holder tagpladerne, faktisk skal skrues fast.

Det er ekstremt vigtigt for slutresultatet, at placeringen af montagebeslagene på første række er meget præcis og vinkelret på taglægterne.

Der skal desuden trækkes et kabel fra den første tagplade til tagryggen med det samme. Kabelenden skal isoleres, da solcellerne producerer strøm, når solen er oppe.

Tag med solceller: Start fra bunden. Siden er underordnet 1

Start fra bunden. Siden er underordnet. Der skal trækkes et kabel (D) fra inverteren til første plade via tagryggen. Kablet skal ikke tilsluttes inverteren, men bør sikres med tape, da det bærer spænding.

Tag med solceller: Tagpladerne monteres med T-beslag (A), som også kaldes T-hooks 2

Tagpladerne monteres med T-beslag (A), som også kaldes T-hooks. De hægtes på lægterne og bærer pladerne. Der er dog ingen lægter langs tagfoden. Skær derfor den store “krog” af den nederste række beslag.

Tag med solceller: Bor for til skruer 3

Bor for til skruer. I mangel på lægter langs tagfoden monteres de nederste T-beslag (A) på ventilationslisten med skruer. Læg skinner (B) og beslag sammen, og bor to Ø3 mm huller 1-2 cm fra toppen af T-beslagene.

Tag med solceller: Læg gummilister (C) i skinnerne (B) 4

Læg gummilister (C) i skinnerne (B). Skinnerne skal samles med et gummiprofil. Profilet passer i den midterste udfræsning i skinnerne. Hvis det er svært at samle skinner og profiler, kan du bruge glittevæske.

Tag med solceller: Skinnerne skal ligge vinkelret 5

Skinnerne skal ligge vinkelret. Brug en kridtsnor til at slå en streg på langs af nederste lægte. Placér stregen 41 cm fra tagfladens bund. Brug en vinkel til at placere skinnen vinkelret på lægten ved stregen.

Tag med solceller: Skru skinne og T-beslag fast 6

Skru skinne og T-beslag fast. Løft forsigtigt gummilisten til side. Sæt 4 x 40 mm skruer i de forborede huller. Justér skinnen og T-beslaget igen, og spænd så skruerne uden at klemme ventilationslisten.

Tag med solceller: Hver tagplade bæres af tre beslag 7

Hver tagplade bæres af tre beslag. Som udgangspunkt monteres de med 58,5 cm’s afstand, dvs. langs kanterne og midt under tagpladerne.

Tag med solceller: Langs sternen placeres første beslag (A) forskudt 8

Langs sternen placeres første beslag (A) forskudt. Det yderste beslag placeres yderst på taglægten ved sternrenden (1), så tagpladen overlapper en smule, her ca. 5 cm.

Tag med solceller: Find den første tagplade frem 9

Find den første tagplade frem. Træk de to kabelender under taglægten. Forbind den ene kabelende til det forsyningskabel, der skal trækkes ned til inverteren via tagryggen. Den anden forbindes med næste plade.

Tag med solceller: Læg en tagplade på skinnerne 10

Læg en tagplade på skinnerne. Pladen kan vippes let ind under T-beslaget i bunden. Tagplader, der ligger ved siden af hinanden, deler skinnerne imellem sig. Derfor samles pladerne hen over gummilisterne.

Tag med solceller: Næste række T-beslag holder tagpladerne på plads 11

Næste række T-beslag holder tagpladerne på plads. Hver plade fikseres med yderligere tre T-beslag i toppen. De placeres, så de griber sikkert om plade, skinne og gummiliste uden at skulle skrues fast.

Tag med solceller: Forbind kabler løbende 12

Forbind kabler løbende. Hver gang du lægger en ny plade i rækken, er det vigtigt, at du forbinder den til dens nabo. Det er heldigvis let, da ledningerne er lige til at klikke sammen.

Tag med solceller: Tjek spændingen løbende 13

Tjek spændingen løbende. Tagpladerne er serielt forbundet og fungerer kun, hvis alle kabler er korrekt forbundet. Hvis der pludselig ikke er spænding på kablerne, så skal du arbejde baglæns og finde fejlen.

Tag med solceller: Gentag, til du når enden af nederste række 14

Gentag, til du når enden af nederste række. Tagpladerne skal, som her, ligge på en lige række. Hver tagplade bæres oppe af tre T-beslag, skinner og gummilister, hvoraf to deles med nabotagpladerne. De holdes desuden på plads med yderligere tre T-beslag.

03
Midterrækkerne 8 Trin

Rækkerne mellem tagfoden og tagryggen er lettest at montere, og det går stærkt. Udfordringen er at holde tempoet nede og sikre, at hver eneste plade er sat helt på plads og korrekt forbundet med sine naboer.

Omtrent halvvejs i montagen, dvs. når der er lagt 88 aktive tagplader, skal der startes et nyt kredsløb, som forbinder de resterende 87 tagplader.

Endelig er det vigtigt at få kablerne, der danner de to kredsløb, ført op under taglægterne og ind gennem taget, så de kan føres frem til inverteren.

Nyt tag med solceller: Start række to 1

Start række to. Taget lægges i halvforbandt, og derfor starter rækkerne skiftevis med hele aktive tagplader (E) og halve passive plader (F). De halve plader behøver kun to sæt skinner og beslag.

Nyt tag med solceller: Du behøver ikke længere at måle op 2

Du behøver ikke længere at måle op. De T-beslag og skinner, der bærer de efterfølgende rækker, skal blot placeres på tagpladerne for at ligge korrekt.

Nyt tag med solceller: T-beslagene skal sidde som perler på en snor 3

T-beslagene skal sidde som perler på en snor. Hvis en klemliste kommer i vejen for en række beslag, så skæres bunden af T-beslaget, som bagefter skrues fast.

Nyt tag med solceller: Tagplader og beslag skal helt i bund 4

Tagplader og beslag skal helt i bund. Arbejdet går stærkere på midterrækkerne, men det er vigtigt, at tagpladerne sættes omhyggeligt fast i T-beslagene, så begge dele trykkes ned mod tagpladerne på rækken under. Ellers risikerer du, at rækkerne langsomt løber skævt.

Nyt tag med solceller: Vær opmærksom på gummilisten (C) 5

Vær opmærksom på gummilisten (C). Det er vigtigt, at tagpladerne slutter tæt til midten af gummilisten. På midterrækkerne er skinnerne, der holder gummilisterne, ikke skruet fast og kan bevæge sig, så hold øje.

Nyt tag med solceller: Gentag processen opad, men stop tre rækker før rygningen 6

Gentag processen opad, men stop tre rækker før rygningen. Der er mindre plads på taget nu, og i dette tilfælde er alle de aktive tagplader lagt. Her er anvendt 175 samlet i to kredsløb. Før du fortsætter, skal kablerne føres gennem loftet og ned til inverteren, som typisk sidder tæt ved eltavlen. Samtidig bør logistikken omkring arbejdet tænkes igennem, så der ikke opstår trafikpropper.

Nyt tag med solceller: Før kablerne ned gennem taget 7

Før kablerne ned gennem taget. De fire kabelender tapes sammen to og to med deres modparter. Bagefter føres de ned gennem et hul i undertaget og frem til inverteren. Elektrikeren står for tilslutningen.

Nyt tag med solceller: Hullet i taget lukkes tæt 8

Hullet i taget lukkes tæt. Vand, der løber ned ad undertaget, må ikke kunne dryppe ned igennem hullet. Derfor er hullet beskyttet af en plastikkrave og vandtæt tape.

04
Rygningen 9 Trin

Rygningen og den øverste række tagplader er lavet i aluminium, så rygningen kan skrues fast til pladerne under, som holdes fast af de T-beslag, der også holder resten af taget. På den måde låser rygningen faktisk hele taget fast.

Det er ukompliceret arbejde at montere rygningen, men pladsen på taget bliver trang.

Tag med indbygget solceller: Øverste række laves af aluplader 1

Øverste række laves af aluplader (G). Fremgangsmåden er næsten ens, men den sidste række T-beslag skal dog vendes på hovedet. Pladerne skal være af aluminium, så rygningspladerne kan skrues fast i dem.

Tag med indbygget solceller: Buk rygningspladerne 2

Buk rygningspladerne (H). De er udstyret med en fals, der løber på langs af pladerne midtfor. Pladerne bukkes, så de får en lidt stejlere hældning end selve tagfladen.

Tag med indbygget solceller: Rygningspladerne trykkes let på plads 3

Rygningspladerne trykkes let på plads. Læg rygningspladerne op, og centrér dem over tagryggen. Tryk dem så på plads, så de antager den rigtige vinkel. Undlad at bruge for mange kræfter.

Tag med indbygget solceller: Sigt over tre plader 4

Sigt over tre plader. Det sværeste er at få rygningen til at ligge helt lige, da pladerne er korte. Det er nemmere at sigte hen over tre plader. Pladerne er lavet med en læbe i den ene ende, der overlapper den næste plade.

Tag med indbygget solceller: Skru rygningspladerne (H) fast 5

Skru rygningspladerne (H) fast. Montér dem direkte på den sidste række tagplader (G). Anvend selvskærende facadeskruer med en vandtæt pakning under skruehovedet. Skruerne skal sidde 3 cm fra bunden.

Tag med indbygget solceller: Montér øverste række tagplader og rygningen på én gang 6

Montér øverste række tagplader og rygningen på én gang. Det er lettest at komme til, hvis du bevæger dig gradvist baglæns langs tagryggen, imens du arbejder på rygningen og øverste række plader.

Tag med indbygget solceller: Taget er færdigt 7

Taget er færdigt, når rygningspladerne er skruet fast. Fra 40 meters højde er det svært at se forskel på den aktive, sydvendte del af tagfladen i bunden af billedet og den inaktive, nordvendte del i toppen af billedet.

Tilslutning til eltavlen

Før du for alvor kan få glæde af den strøm, dit nye tag producerer, skal det kobles til de eksisterende elinstallationer, dvs. din eltavle. Det må du ikke selv rode med, så der skal du have fat i en autoriseret elektriker.

Strømmen skal dog gøre et stop på vejen til tavlen. Solceller producerer nemlig jævnstrøm (DC), ikke vekselstrøm (AC), som du skal bruge. Inverterens opgave er at konvertere spændingen fra jævn- til vekselstrøm.

Bagefter kobles inverteren til eltavlen. Hvis der indgår et batteri i løsningen, så kobles det også til eltavlen.

  • 1. Inverter
  • 2. Eltavle/elmåler
  • 3. Batteri

Inverteren installeres enten indenfor tæt på eltavlen eller udenfor, da den kan støje. Kablerne fra taget føres frem til inverteren og videre til eltavle og batteri. Batteriet her installeres på ydersiden af boligen af hensyn til brandsikkerhed og plads.

Materialer

175 m² Solartag

  • T-beslag (A), 912 stk.
  • Montageskinner (B), 912 stk.
  • Gummilister (C), 912 stk.
  • Solcellekabel, 6 kvadrat, 100 meter (D)
  • Inverter, fx Solplanet ASW 12K-LT-G2 Pro
  • Aktive Solartag-plader af hærdet glas (E), 1.160 x 435 x 5,5 mm, 175 stk.
  • Inaktive Solartag-plader af hærdet glas, 1.160 x 435 x 5,5 mm, 166 stk.
  • Inaktive Solartag-plader af hærdet glas (F), halv størrelse, 576 x 435 x 5,5 mm, 12 stk.
  • Solartag-tilskæringsplader af aluminium, 1.160 x 435 x 5,5 mm, 33 stk.
  • Solartag-tilskæringsplader af aluminium (G), 1.500 x 435 x 5,5 mm, 33 stk.
  • Solartag-rygningsplader af aluminium (H), 1.500 x 435 x 5,5 mm, 14 stk.

Desuden:

  • Selvskærende facadeskruer med gummipakning
  • Vandtæt tape
  • 4 x 40 mm rustfrie skruer
  • Glittevæske

Eventuelt:

  • Batteri, fx Xolta 10 kWh

Specialværktøj

  • Dyksav med kort skinne
  • Voltmeter
  • Crimptang til kabelstudser

Tidsforbrug

4-5 dage.

Pris

Ca. 280.000 kroner Prisen dækker materialer til 175 m² Solartag med en maks. effekt på ca. 11.000 Wp. Prisen dækker ikke undertag og lægter.

Sværhedsgrad

De enkelte opgaver er ikke svære, men projektet er i sin helhed udfordrende.

Tegning

Video

Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

Video

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.