Sådan lægges et Decra-tag

Decra-tag er et godt alternativ til tegltag. Tagpladerne er bygget op omkring en stærk stålkerne, men er alligevel meget lettere end tegl. Decra-tag kræver til gengæld, at du er uhyre præcis med såvel opmåling som placering af taglægterne.

Lægterne til et Decra-tag skal sidde med præcis 36,9 cm’s afstand målt fra fra lægternes nederste kant. Fagmanden starter med at måle op til den nederste lægte, som skal være kortere, da den skal gå ud i tagrenden. Herfra skal der måles præcist 36,9 cm op til underkanten af den næste lægte. Krydset markerer at lægten skal ligge over stregen. Det er afgørende at dette mål overholdes. Ellers er det ikke muligt at placere pladerne korrekt.

De samme præcise mål sættes på spæret i modsatte side. Med et vaterpas eller en retskinne placeret på de to mærker kan han nu strege op på den midterste lægte. Lægterne er 73 x 38 mm og monteres med 5 x 100 mm spunskruer. Det er nok at give lægterne en enkelt skrue over hvert enkelt spær.

Vær hele tiden opmærksom på, at lægterne placeres med den nederste kant på stregen. Ved tagrygningen monteres et 25 x 100 mm bræt, hvorpå der senere skal placeres et stykke Decra-plade, hvor vulsten er skåret af. Der skal nemlig ikke være vulst på den plade, der går op til tagrygningen. Det vil gøre det umuligt at lukke taget korrekt i toppen.

Den første plade lægges op til den øverste lægte, og fagmanden måler nu, hvor bred pladen op til tagrygningen skal være. Målet tager han fra overkant af tagrygningen – kippen – til underkanten af lægten. I dette tilfælde altså 23 cm. Nu kan pladerne monteres, men fagmanden kontrollerer lige en ekstra gang, at den nederste plade kommer til at ligge korrekt med 3 cm ind over tagrenden.

Decra-plader lægges fra toppen af taget og ned og i hele tagets bredde. Du bør altid bruge beskyttelsesbriller og handsker, da granulatet på pladerne er skarpt og kan springe op i øjnene under montering.

Derefter lægges det 23 cm brede stykke, hvor vulsten er skåret af, op til kippen. Pladerne kan skæres med en Decra-pladeskærer, der kan lejes, eller med en langsomt kørende rund- eller dyksav med specialklinge. Nu kan de første plader sømmes på. Det gøres nemmest med en speciel Decra-sømpistol, som kan lejes i byggemarkeder.

Sømmene skal skydes i overlappene mellem de to plader og ind i lægten. Det er nok at skyde et søm ind i hver anden bølge. Og nu går arbejdet hurtigt. Den næste plade lægges under den foregående, således at bunden af den første plade lægges over toppen af den næste plade. På den måde bliver taget helt tæt.

Kontrollerer, at pladen ligger korrekt og støtter til lægten, inden den sømmes fast. Her bruger vi søm, der matcher farven på pladerne. Det er nemt at fastgøre pladerne med en sømpistol, men pladerne kan også skrues i, hvis man hellere vil det. Pladerne kan i de fleste tilfælde lægges direkte oven på fx gamle tagpap- og eternittage, hvilket gør pladerne attraktive, når taget skal renoveres.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Tag