Plastplader til tag

Et tag af plast er oplagt til udestuen og vindfanget, så lyset ikke forsvinder inde i selve huset. Og til carporten, drivhuset og overdækningen er det også en fordel med et tag, der lader lyset passere. Men skal det være tyndt eller tykt, klart eller tonet, af PVC eller polycarbonat? Få overblikket her.

Plastplader til tag: Plastplader er lette at håndtere og nemme at montere. Desuden findes de i både slagfaste, isolerende og varmeafvisende varianter.

Plastplader er lette at håndtere og nemme at montere. Desuden findes de i både slagfaste, isolerende og varmeafvisende varianter.

HVAD BRUGES PLASTPLADER TIL?

OVERDÆKNINGER OG CARPORTE Til en overdækket terrasse eller en carport er plastplader oplagte. Typisk skal de blot sørge for ly for regn og dug, og til det formål er enkeltlagsplader rigeligt.

DRIVHUSE M.M. I drivhuse, orangerier og vindfang gælder det om at få så meget lys ind som muligt. Fordelen ved plast frem for lamineret glas er lavere vægt og større brudstyrke.

UDESTUER Et termotag af plast er det oplagte valg til udestuen, da det giver isolering uden kondens. En opalhvid variant er oplagt, da det giver et behageligt blødt lys.

Hvordan bruges plastplader?

Plastplader er drilske at save i. Bliver de for varme, kan de smelte sammen med klingen. Derfor gælder det om at vælge det rette værktøj: en stiksav med en klinge til PVC eller en vinkelsliber med metalskive.

Gælder det trapezplader, betaler det sig desuden at fastgøre pladen (eller flere lag plader) med en tværgående lægte, så den ikke kan bevæge sig, mens der saves.

Sådan bruges plastplader: Plastplader er drilske at save i. Derfor gælder det om at vælge det rette værktøj: en stiksav med en klinge til PVC eller en vinkelsliber med metalskive.

En vinkelsliber er perfekt til at skære i plastplader.

Monteringssystemerne varierer fra producent til producent, når det gælder plastplader af polycarbonat. De fleste har dog en eller anden form for kliksamling.

De billige trapezplader af PVC monteres ens uanset producent. Pladerne samles med overlap (typisk to bølgetoppe og en bølgedal), og pladerne skrues fast med selvskærende skruer.

Plastplader til tag: Trapezplader skal altid samles med et overlap. Typisk to bølgetoppe og en bølgedal som vist her.

Trapezplader skal altid samles med et overlap. Typisk to bølgetoppe og en bølgedal som vist her.

VARIANTER AF PLASTPLADER

TRAPEZPLADE
En tynd bølgeformet plade, der fastgøres med skruer igennem pladen. Trapezplader af PVC er de billigste, men også noget mere skrøbelige end trapezplader af polycarbonat.

BØLGEPLADE MED KLIKLÅS
En kraftig etlagsplade i polycarbonat med en indbygget samlingslås (vulstlukning) i begge sider. Samlingerne klikkes nemt ned over særlige beslag. Pladerne er 20 cm brede.

GLASLIGNENDE ENKELTLAG
Plastplader af polycarbonat fås i varianter, der er 3 mm tykke, gennemsigtige og glasagtige. Typen er stærk og har relativt lang holdbarhed. Samlingen sker i særlige beslag.

TYND TERMOPLADE
Ca. 10 mm tykke plader i flere lag polycarbonat. Isolerer og hæmmer dannelsen af kondens. Pladerne monteres typisk i gummilister, der holdes fast foroven med en aluliste.

TYK TERMOPLADE
Termoplader i polycarbonat findes også i en tyk (ca. 30 mm) udgave med mange lag i en såkaldt M-struktur, der giver en ekstra høj isoleringsevne. Monteres med gummibånd eller alulister afhængigt af typen.

TERMOPLADE MED KLIKLÅS
Termoplader med flere lag polycarbonat fås også i en variant med kliklås (vulst) i begge sider. Pladen er 46 mm tyk og er stærk og har lang holdbarhed.

GLASLIGNENDE TERMOPLADE
Denne type termoplade af polycarbonat minder om glas, men er meget lettere. Den er stærk og behøver ikke understøtning i helt op til 120 cm’s bredde. Monteres med et alulistesystem.

Dimensioner

Målene på tagplader af plast varierer en del fra producent til producent. Men som tommelfingerregel kan man regne med, at de fleste plader er enten 20 cm, 60 cm eller godt 1 meter brede. Pladerne – med enkelte undtagelser – fås i længder fra 2 til 7 meter.

Gennemsigtighed

PVC-pladerne fås i en klar og en blåtonet variant. Den klare lukker ca. 85 procent lys ind, mens de blålige typisk lukker ca. 20 procent mindre lys ind. Pladerne af polycarbonat fås også i to varianter: en klar og en opalhvid. De fleste af de klare lukker 55-75 procent lys ind. De glaslignende varianter lukker helt op til 90 procent af lyset ind. De opalhvide plader lukker mellem 30 og 55 procent af lyset ind.

Vigtigt om plastplade!

Et uv-filter, der beskytter mod solens nedbrydende stråler, er afgørende for pladens levetid. Der findes plader, der er forsynet med ekstra uv-filter på den ene side, og de er oplagte til tage, der vender mod syd og dermed er i direkte sollys.

De billige plastplader af PVC er populære, og de kan være et rigtig udmærket valg til udhuse og carporte, hvor udseendet ikke er afgørende. Vær dog opmærksom på, at de er mindre modstandsdygtige over for tryk, fx fra sne, eller slag fra sne eller grene.

    Andre læser lige nu ...