Lap en utæt samling i tagrenden

Tagrender påvirkes meget af varme og kulde, og derfor sker det ofte, at de bliver utætte i samlingerne, som det er tilfældet her. Men det er hurtigt og nemt at reparere.

Alt, hvad du skal bruge, er et lille stykke af samme type tagrende. Her saves der et stykke på ca. 5 cm af med en nedstryger. Det er en god idé at skrabe savsnittet rent med fx en hobbykniv.

Nu klippes vulsten af med fx en pladesaks. Alternativt kan du også save den af med nedstrygeren. Fagmanden kontrollerer, at stykket passer i den utætte tagrende. Sørg for, at tagrenden er helt tør og ren, der hvor den skal lappes.

Der skal smøres en speciel tagrendelim langs kanten af lappen hele vejen rundt. Tagrendelim fås til både plastic-, metal- og zinktagrender og sælges bl.a. under navnet silikonelim.

Sæt lappen på plads, og pres den godt ned i tagrenden. Limen skal nu tørre i ca. 6 timer. Samme reparationsmetode kan selvfølgelig også bruges, hvis der er kommet et hul i tagrenden.

    Andre læser lige nu ...