Det vigtigste er UNDERTAGET

Dit tag er ikke helt tæt, derfor er undertaget så vigtigt. Det holder vand og fygesne ude af tagkonstruktionen og forlænger husets levetid. Derfor er det også vigtigt, at du ofrer både tid og penge på at få et undertag, der holder lige så længe som resten af taget.

Intro

Hvis du lægger (eller får lagt) et nyt tag, som kan holde i over 60 år, så skal du sikre dig, at undertaget kan holde tæt i hele tagets levetid og holde fugt ude af tagkonstruktionen.

At lægge tag er ikke for begyndere

At lægge tag er ikke for begyndere, men uanset om du selv skal lægge det, eller du får andre til det, så er der god økonomi i at vide, hvad der er bedst. Skal du hyre et tagfirma, er det godt hvis du i forvejen ved, hvad det koster i længden, hvis du vælger en alt for billig løsning med kort holdbarhed.

Vælg det mest holdbare undertag

Det kan godt være, du umiddelbart vil vælge et (billigt) undertag af banevarer med 20 års garanti, men hvad nu hvis undertaget bliver utæt, før du skal have nyt tag på (igen)? Skal du så pille taget (og lægterne og afstandslisterne) af for at skifte undertag? Og selv om garantien måske stadig kører, kan du så være sikker på, at tagfirmaet stadig eksisterer?

Sådan har vores tømrer gjort

Vores tømrer har lagt et undertag af rupløjede brædder, dvs. brædder som er ru på den ene side og forsynet med fer og not på alle kanter. Han har brugt brædder i stedet for krydsfinerplader, da pladerne kan give skimmelsvamp i nogle tilfælde. Ovenpå har han lagt Icopal Fast Safe undertagspap med en lang levetid.

Hårdt, halvhårdt eller blødt undertag?

Undertage kan deles op i 3 typer: De hårde, de halvhårde og de bløde. Du skal vælge undertag, afhængigt af hvilken slags overtag du lægger. Et tegltag holder 60-75 år, og hvis du vil undgå at skifte undertag inden da, så skal du lægge brædder med tagpap.

Træfiberpladerne holder også længe, ca. 50 år, men kræver en taghældning som er over 18°. De er hurtigt lagt, men kan være svære at tætne omkring rør, skotrender og vinduer.

Banevarerne er ganske vist blevet stærkere de sidste år, men 20 års garanti siger intet om produktets holdbarhed.

Hårdt, halvhårdt eller blødt undertag?

Hårdt: tagpap på brædder
Kunststofmembran, som lægges på bræddetag.

  • Lang levetid
  • Afstiver huset
  • Meget tæt
  • Stort arbejde
  • Relativt dyrt

Halvhårdt: træfiberplader
Overfladebehandlede træfiberplader, som sømmes fast.

  • Rimeligt billigt
  • Lang levetid
  • Nemt at lægge
  • Svært at tilpasse i hjørner og ved rør

Blødt: banevarer
Trædesikker, blød kunststofmembran som hænger frit.

  • Billigt
  • Nemt at tilpasse
  • Fylder kun lidt
  • Kort levetid ved forkert montering

Vejledning

01
Brædderne 5 Trin

Et fast undertag består af brædder beklædt med tagpap. Her bruger du brædder som er høvlet på den ene side og forsynet med fer og not langs sider og i enderne. De samles til en sammenhængende flade, som er med til at afstive hele taget. Brædderne sømmes fast forskudt for hinanden, og saves af, hvor de rager ud over taget.

1

Brædderne har fer og not i enderne. Det betyder, at du ikke behøver samle enderne oven på et spær, men kan gøre det ”frit svævende” imellem dem uden at det går ud over undertagets bæreevne.

2

Brædderne bankes forsigtigt sammen med en hammer. Læg evt. en træklods mellem brættet og hammeren, så du ikke ødelægger feren.

3

Alle brædder sømmes til alle spær. Brug to søm til hvert bræt, der hvor det ligger på et spær.

4

Køb eller lej en sømpistol. Der skal slås uhyggeligt mange søm i til et helt tag, så lej en sømpistol. Du sparer nemt en uges arbejde.

5

Enderne samles forskudt, så svækker de ikke taget. I gavlene saves overskuddet af, når alle brædder er lagt.

02
Vigtige detaljer 3 Trin

1

Du skal kunne gå sikkert rundt på taget. Derfor skal du skrue en række lægter fast til brædderne med en passende afstand. Lægterne bruger du som trin, så du ikke skal bruge for mange kræfter på at kravle op og kure ned.

2

I gavlene saves brædderne af til sidst. I stedet for at stå og måle ud og save nøjagtigt af, så er det meget nemmere bare at lægge brædderne, så de rager 20-40 cm ud over kanten og så save dem rene i kanterne efter en føringsskinne (eller et lige bræt).

3

Langs tagfoden monterer du tagblik, som leder vand fra undertaget ned i tagrenden. Fodblikket monteres, efter du har fræset rendejern ned i undertaget, og normalt først når du har lagt alt pappet. Så slipper du for at dække taget af med presenninger, hvis der kommer en byge, mens du bakser med rendejernene.

03
Pap, lister og lægter 8 Trin

Når alle brædderne er sømmet fast og skåret til i gavlene, skal der lægges tagpap. Der er flere forskellige typer at vælge imellem, men denne tagpap er let at lægge, fordi den først gøres fast med hæfteklammer. Senere holdes pappet fast af afstandslister og lægter.

Rendejern til tagrenderne skal først monteres, når tag-pappet er lagt.

1

Streg op til nederste bane pap, så du ved, hvor den øverste kant af banen skal ligge. Mål en banebredde op fra kanten af tag foden og mærk af i hele tagets bredde med en kridtsnor. Læg banen på, og giv den et par hæfteklammer

2

Næste bane lægges så den lapper ind over den første. Producenten har kommet bitumenklæber (lim) på banerne i overlappene.

3

Beskyttelsesfolien fjernes fra de to baner, når de ligger rigtigt.

4

Samlingen trykkes godt sammen. Man kan evt bruge en træklods og slå på den med en hammer, men hvis det er lunt i vejret, smelter de to lag bitumen fint sammen.

5

Banerne skal også samles i enderne. Der, hvor to baner samles i enden, skal de limes. To striber bitumenklæber påføres med en limpistol.

6

Endesamlingerne sikres med et par hæfteklammer. Et såkaldt ”kødben” er et fantastisk stykke værktøj til hæfteklammer.

7

Så skal der afstandslister på. De skal være min. 25 mm tykke og trykimprægnerede, da de kan komme i kontakt med vand, som løber ned ad undertaget.

8

Til slut sømmes / skrues taglægterne på med den afstand, tag-stensproducenten har foreskrevet.

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du dykkerpistolen

I videoen her lærer du om dykkerpistolens funktioner og indstillingsmuligheder. Pistolen er en stor hjælp til en lang række opgaver, hvor du gerne vil sømme hurtigt og med en hånd fri til at holde på emnet, fx ved montering af fodpaneler, gerigter, skyggelister, forskallingsbrædder og udhængsbrædder.

VÆRKTØJ: Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Undertag