Køb den bedste bitsholder

Den perfekte bitholder findes ikke. Men DeWalts DT7522-QZ er meget tæt på, og der er en verden til forskel fra den almindelige bitholder.

Bitholderen for enden af skruemaskinen er en af de dimser, du for alvor får øjnene op for, når du investerer i en blot lidt dyrere model end den helt billige.

DeWalts DT7522-QZ har godt fat i bitten, som stadig er nem at trække ud. Magneten sikrer, at skruerne ikke stikker af, og så kan du uden bekymringer benytte bitholderen med din slagskruetrækker, som nemt kan få almindelige bits og -holdere til at splintre.

DeWalts DT7522-QZ

  1. Magneten i bunden af bitholderen sikrer, at bitten holder ekstragodt fast på skruen.
  2. Tykkelsen på bare 11,7 mm gør det nemmere at komme ned i smalle passager.
  3. Låsen sikrer, at bitten bliver i bitholderen. Når du trækker tilbage i den mørke krave, frigives bitten, så den nemt kan trækkes ud.
  4. Halsen kan vride en smule og på den måde absorbere toppen af slagskruetrækkerens kraftfulde slag. Det forlænger levetiden på både bits og bitholder betydeligt, hvis du benytter en slagskruetrækker.

Gør Det Selv's andre favoritter

Som nævnt har vi stadig til gode at finde den helt perfekte bitholder. Derfor har vi fundet to interessante alternativer til vores favorit fra DeWalt. Begge bitholdere shiner, hvor DT7522-QZ kommer til kort.

Wera 889/4/1 K Rapidaptor

Det er uden tvivl den korteste bitholder, vi endnu har prøvet. Det betyder, at skruen holdes tæt på maskinen, så ergonomien og balancen i maskinen holdes intakt.

+ Kort
+ Lås holder godt på bitten
- For tyk til smalle passager
- Høj pris

Set til 198 kroner

DeWalt DT7505-QZ

Den vipbare bitholder gør det muligt at komme til på besværlige steder og fx skrue skruer i langs en væg eller lignende. Leddet kan låses, så den også fungerer som en “almindelig” bitholder.

+ Lav pris
+ Vippeled, der kan låses
- “Almindelig” bitholder er mere stabil

Set til 79 kroner