Vælg den rigtige mejsel til din borehammer

Vi hjælper dig finde den rigtige SDS-Plus mejsel til netop opgaven, uanset om du skal smadre en væg, fjerne et tæppe eller rille ud til kabler i letbeton.

Vælg den rigtige mejsel til din borehammer

Din borehammer kan mere end blot lave huller. Med den rigtige mejsel i SDS-plus format kan du fx. Fjerne fliser, skære et linoleumsgulv op eller smadre en let væg.

Med en borehammer, der kan tage SDS-plus værktøj og den rette mejsel kan du løse en bred vifte af opgaver, uanset om det så drejer sig om at bryde en skillevæg ned, fjerne fuger eller stemme træ ud til store tapsamlinger, så er der en mejsel til opgaven.

Tre overordnede typer

Groft sagt kan mejsler til borehammer deles op i tre kategorier.

1: Smadrearbejde

Der laves en del mejsler med det fælles formål at smadre ting, groft og hen synsløst, uden at passe på.

  • Hvordan ser de ud?
    Nedbrydningsmejsler skal kunne lave huller og splitte stort til småt. Derfor er de spidse eller af begrænset bredde, så de kan få hul på opgaven.

  • Hvor skal de bruges?
    Med en lille borehammer bagved bruges denne type mejsel til tynde betondæk og lette mure.

2: Skrabearbejde

SDS-plus-skrabeværktøj er din genvej, når du skal fjerne et toplag, fx fliser, uden at skade det, der ligger under.

  • Hvordan ser de ud?
    Skrabere har et bredere hoved end nedbrydnings mejsler. Nogle er tunge og vinklede, mens andre er lavet af tyndt stål, som “skærer” bedre end de tykke.

  • Hvor skal de bruges?
    Skrabere er velegnede til at fjerne puds, fliser, linoleum, tæpper og fliselim m.m

3: Specialarbejde

Der findes en del forskellige specialmejsler med relativt specifikke formål og udformninger.

  • Hvordan ser de ud?
    Specialmejsler ligner det, de kan, og det er ofte at grave i eller formgive halv hårde materialer, så du eksempelvis kan føre kabler i letbeton.

  • Hvor skal de bruges?
    Specialmejsler bruges i begrænset omfang og primært til murarbejde i lette materialer

1. Smadrearbejde

Spidsmejsel:
Den første mejsel, de fleste køber. Mejslen er ideel til at skabe de første brudflader, når du skal ødelægge et gulv eller en mur.

Fladmejsel:
Den lidt bredere profil gør mejslen til det rigtige valg, når du allerede har fået hul på nedbrydningsarbejdet, og til at skille større stykker fra fx en let mur.

2. Skrabearbejde

Bredmejsel:
Den simpleste skrabemejsel har et bredt hoved med en spids vinkel, som gør det nemt at skrabe fx puds af en væg i brede baner.

Flisemejsel:
Når det er ekstra vigtigt at beskytte underlaget – hvis du fx skal skifte et fliselag – så vælger du en flisemejsel, som egentlig er en bredmejsel udstyret med en vinkel, som gør det nemt at undgå, at mejslen slår i underlaget. Vinklen er også praktisk, hvis du skal arbejde langs gulv eller loft i en fornuftig stilling.

Skraber:
Hvis du skal fjerne bløde materialer som linoleum eller tæppe, så bruger du en skraber. Modsat de fleste andre mejsler er stålet tyndt og fleksibelt, så det er skarpt nok til at skære i elastisk lim, og så er skraberen udstyret med små knive på kanten, som kan skære et linoleumslag ud i baner.

3. Specialarbejde

Hulmejsel:
Hvis du skal rille ud til elkabler eller pex-rør i letbeton, så kan du bruge en hulmejsel, som er lavet til at skære en kanal.Til mursten bruges en rilleskærer, som vibrerer mindre. Det er sundere for muren.

Hulmejsel med vinger:
Hvis det er bydende nødvendigt, at den rille, du laver, ikke varierer i dybden, bruger du en hulmejsel med vinger, der fungerer som dybdestop.

Stemmejern:
SDS-plus-stemmejern bruges af håndværkere, der fx skal lave store tapsamlinger på tagkonstruktioner i forbindelse med restaureringsarbejde.

Fugemejsel med karbidtænder:
Denne type mejsel er beregnet til at grave fuger ud mellem mursten uden at ødelægge stensætningen. Derfor er den udstyret med hårdtmetaltænder, der både knuser og fjerner mørtel.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Bore- og skruemaskiner