Borestander: Borestanderen er genial til at lave helt præcise boringer i krævende emner.

Borestanderen er genial til at lave helt præcise boringer i krævende emner.

For bare 300 kroner kan du købe en borestander i en fin kvalitet, og den er et suverænt og helt uundværligt stykke værktøj, når du skal bore meget præcist.

Borestanderen giver høj præcision

Du sidder måske og undrer dig over, hvad du dog skulle bruge en borestander til boremaskinen til hjemme i dit lille hobbyværksted. Svaret er: Mere end du umiddelbart tror. Borestanderen holder din boremaskine fast i et jerngreb og styrer den med en præcision, du aldrig kunne opnå med en håndholdt boremaskine.

Det kan borestanderen bruges til

Borestanderens præcision og nøjagtighed kan udnyttes til mange forskellige boreopgaver. Her er nogle eksempler:

  • Bore dyvelhuller – borestanderen rammer dybden perfekt,
  • Udføre tapsamlinger – borestanderen rammer dybden perfekt,
  • Bore i runde emner – emnet kan holdes fast, mens du med stor sikkerhed fører boret,
  • Bore i metal – bores føres roligt, sikkert og meget præcist ned i emnet.

Borestanderen gør det med andre ord betydeligt nemmere at udføre en række krævende præcisionsopgaver, og du kan derfor for en ret lav pris få langt større fornøjelse af din almindelige boremaskine.

Borestander: Krævende emner kan fikseres under borestanderen, så resultatet bliver helt præcist.

Krævende emner kan fikseres under borestanderen, så resultatet bliver helt præcist.

Borestanderen har svært ved store emner

Med borestanderen kan man lave diverse opstillinger og bore i mange forskellige emner. Men den har et problem. Afstanden fra boret til borestanderens søjle er typisk på 12-15 cm, og det giver problemer, når du skal bore huller midt på større emner. Her kan du i stedet bruge en mobil borestander

Boremobil – borestanderens mobile fætter

Borestanderen findes også i en mere mobil udgave, som hedder en boremobil. Den er bygget op efter samme princip som en overfræser, hvor det roterende bor er centreret over en fod. Boremaskinen styres mellem to søjler, og den kan på den måde dykkes ned i emnet, mens boret holder sin hældning.

Boremobilen er nem og fiks, men uanset hvad producenterne skriver i deres brochurer, kan den aldrig erstatte borestanderen. Den fungerer dårligt på små emner og på emner af metal. Til runde emner kan den heller ikke hamle op med en borestander til boremaskinen.

Borestander: Den største fordel ved boremobilen er, at den kan flyttes derhen, hvor du skal bore. Selv inde midt på store plader kan du bore meget præcist.

Den største fordel ved boremobilen er, at den kan flyttes derhen, hvor du skal bore. Selv inde midt på store plader kan du bore meget præcist.