Hvor ofte man har brug for denne stangkædesav fra Ryobi til ca. 1000 kr., kan nok diskuteres. Den vil højst sandsynligt stå parkeret længe, så for os at se er den nok bedst egnet som et deleredskab mellem flere haveejere. Ikke desto mindre fungerer Ryobi RPP750S efter hensigten, og når du først har brug for den, bliver du taknemmelig.
Savens rækkevidde kan udvides til knap tre meter. På billedet foroven ses grensaven i mindste længde, som er knap to meter. Der medfølger et forlængerstykke til den, som nemt indsættes i samlingen mellem greb og hoved.
Ved hovedgrebet findes stikket til elforsyningen samt startaftrækkeren. Strømmen til motoren overføres af stikforbindelser i stangens og forlængerens samlinger, for motoren befinder sig oppe ved kædesavens lille sværd. Dermed har grensaven et ret tungt hoved. Det betyder dog ikke så meget, da saven jo typisk hviler på den gren, der skal skæres.
Sværdet står i en 15° vinkel til bærestangen. Den udformning letter brugen af saven, som i øvrigt er forsynet med en 750 W motor og efter vores vurdering har godt med kræfter. Med frisk kæde og skær får grensaven da også meget hurtigt afkortet selv 10 cm tykke grene. Godt gået! Det er dog en ulempe, at selve snittet bliver forholdsvis groft, mens gartnere anbefaler et fint og glat snit for at gøre mindst mulig skade på træet og begrænse risikoen for svampeangreb i såret.
Betjeningen af grensaven kan generelt siges at være enkel. Den kræver således ikke megen øvelse og fungerer i princippet som enhver anden elektrisk kædesav, med kædejustering og et smøresystem, der skal påfyldes kædeolie.