Dekupørsav - genial til de små detaljer

Dekupørsaven er perfekt til det helt fine arbejde, uanset om det er i træ, plast eller metal.

Måske kender du den håndholdte dekupørsav. Det er en sjov lille sav, som har en høj buet ramme og en meget fin klinge – som nemt knækker! Den er god til de helt små hobbyprojekter, men den har altså sine begrænsninger.

Med en stationær dekupørsav, derimod, kan du lave kurvede udskæringer i emner med en tykkelse på op til 52 mm. Dekupørsaven, vi viser dig her, er alsidig og meget præcis. Med saven kan du lave alt fra puslespil til gulvreparationer, og med den rette klinge kan du faktisk også skære i både plast og metal.

Læs med, og se, hvad saven kan, når vi udfordrer den ved at skære i hårdttræ.

Betjening

Styreslæden justeres nemt op og ned med en fingerskrue og sikrer, at emnet ikke hopper.

Fingerskruen låser landet i den ønskede vinkel. Spændet går fra 0 til 45 grader.

Pustefunktionen holder konsekvent savsmuldet væk fra stregen.

Støvsugeren kan nemt tilkobles, så skærearbejdet bliver så støvfrit som muligt.

Hastigheden justeres på en regulator, der sidder lige ved siden af tænd-sluk-kontakten. Maskinen har et interval på 400-1.600 omdrejninger/minut.

Sådan saver du

Her demonstrerer vi, hvordan du arbejder med dekupørsaven ved at skære en sløjfe af træsorten cumaro.

En planke i et plankebord arbejder hele tiden lidt. Det kan få en vindridse til at udvide sig – medmindre du nedfræser en sløjfe eller to. Ud over at det er funktionelt, så er det også dekorativt.

Det er ideelt at bruge hårdt ædeltræ til sløjfe, fordi det arbejder minimalt.

1

Vendes sløjfen denne vej i forhold til træets åreretning, vil sløjfen kunne “rives” fra hinanden, når den store planke arbejder.

2

Vend sløjfen denne vej, så åreretningen er på langs af sløjfen. På den måde er den næsten umulig at trække fra hinanden.

3

Indstil styreslæden, inden du går i gang med at skære. I hårdttræ som her presses maskinen og klingen en smule, og træet kan derfor nemt komme til at hoppe. Det er ikke hensigtsmæssigt, når der skal laves præcisionsarbejde.

4

Start med at skære de små hjørner fra. Undgå at presse saven for meget – det kommer der kun brændt træ og skæve snit ud af.

5

For at få et helt skarpt hjørne skæres der ude fra kanten og ind endnu en gang.

6

Træet er meget nemt at styre på den stabile sav, men det er en god idé at stoppe saven helt, når du skal trække træet fri af klingen.

7

Det er nemt at lave små justeringer på sløjfen til sidst. Du starter igen helt udefra, for at sikre at skæringspunktet i midten af sløjfen bliver helt skarpt. Resultatet er en sløjfe med knivskarpe kanter. Det gør det meget nemmere at fræse den ned i bordpladen med et tilfredsstillende resultat.

Lister og “lus”

Dekupørsaven kommer også til sin ret, når det gælder de mere almindelige byggeprojekter. Bl.a. ved karm- og gulvreparationer er den god at have ved hånden.

“Lus” til dørkarm

Det er af og til bedst at fremstille en lille “lus” af træ frem for at spartle en masse gange. Det fine arbejde kan være svært at udføre med en almindelig stiksav. Her kommer dekupørsaven igen til sin ret.

Ny stav i lamelgulvet

En ny stav til parketgulvet skal tilskæres helt præcist. Det klares hurtigt på en dekupørsav.

Tilpasning af smålister

Små fejelister og en skæv væg kan være svære at få til at arbejde sammen. Det er uden tvivl pænest, hvis listen er tilpasset væggen, i stedet for at mellemrummene bare bliver fuget. Her er dekupørsaven igen en kæmpe hjælp, fordi landet kan vinkles, så listen kan tilpasses perfekt.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien El-save