Intro
Det skal du bruge
Skal arbejdet gå gnidningsfrit, kræver det en sav med en kraftig benzinmotor på minimum 50 cm³, men gerne mere. Vi har brugt en Stihl MS 661 C-M, der med sine 91,1 cm³ har masser af kraft i overskud.
Vi bruger et sværd med en længde på 50 cm, hvilket selvfølgelig kan varieres, alt efter hvor stor en stamme der skal skæres. På sværdet monterer vi en såkaldt kløvekæde, som er beregnet til at skære på langs af stammer. Stihl MS 661 C-M koster fra 10.700 kr. inkl. 50 cm sværd og kløvekæde.
Til at styre saven med bruger vi et lille transportabelt savværk af typen Alaskan Sawmill. Savværket måler 32 x 90 cm og vejer 6,5 kilo. Et lignende savværk fås fra 900 kroner.
Sådan virker savværket
Vejledning
01
Fæld et træ
7
Trin
Har du et træ, der alligevel skal fældes, er det oplagt at skære det op til planker. Vores træ står i en lysning som et af de yderste i skovbrynet. Vi behøver derfor ikke være nervøse for at ramme hverken hus, hæk eller terrasse. Vi vil dog gerne have træet til at falde pænt ud i lysningen, så det ikke beskadiger de øvrige træer.
Vi skærer derfor et hak i træet efterfulgt af et vandret snit, hvorefter vi vælter det med håndkraft. Når træet er væltet, skærer vi alle grene væk og placerer stammen på et par interimistiske bukke.
Skær et såkaldt forhug i stammen. Vinklen på forhugget skal gerne ligge mellem 40 og 60°. Snittet sørger for, at træet kommer til at mangle støtte fortil og derfor vil vælte i netop den retning.
Skær et vandret snit i bagsiden af stammen. Snittet skal gerne ligge 4-5 cm over den nederste del af forhugget. Du skal ikke skære stammen helt over, men standse, så der stadig er 4-5 cm tilbage.
Skub stammen i retning af forhugget, og gå væk, når det begynder at knage. Der skal som regel ikke så meget til, før træet giver efter og vælter.
Skær alle grene væk, så det kun er stammen, der er tilbage. Prøv at skære så tæt på stammen som muligt, men uden at lave dybe hak.
Vi skærer et par V-formede hak i en stamme og deler den i to, så vi får to stabile “bukke” at lægge stammen på. Det kan gøres på mange andre måder. Det vigtigste er, at stammen ikke kan rulle nogen steder.
02
Skær plankerne
11
Trin
For at det første snit bliver nogenlunde lige, bygger vi en lille ramme af træ og skruer den fast i stammen. Nu har savværket en plan flade at hvile på ved det første snit. Herefter fjernes rammen og den første planke, hvorefter vi kan skære resten af stammen til planker.
Vi har valgt en tykkelse på 3,5 cm, men savværket kan justeres, så du kan skære planker med en tykkelse på helt op til 30 cm.
Læg trærammen til rette på stammen, og tjek med et vaterpas, at den ligger nogenlunde lige. Bliver det første snit lige, bliver det nemlig væsentligt nemmere at lave de næste snit lige.
Skru rammen fast i stammen. Vær opmærksom på, at skruerne ikke må være så lange, at de kan gå igennem den øverste planke. Da vi bruger 38 x 73 mm lægter, er 5 x 50 mm skruer velegnede.
Indstil savværket til en planketykkelse på ca. 10 cm. På den måde tager vi højde for trærammens tykkelse, samtidig med at vi kommer ca. 6 cm ned i stammen, så vi kan få lidt bredde på plankerne.
Træk savværket stille og roligt gennem stammen med den ene hånd på savværkets håndtag og den anden på motorsaven. Sørg for, at savværket hele tiden hviler på rammen, når du trækker.
Fjern den øverste planke, og indstil saven til den ønskede planketykkelse, nu hvor trærammen ikke skal bruges længere. Vi vælger en tykkelse på 3,5 cm.
Placér så meget af savværket som muligt på stammen, og skær dig langsomt igennem. Når du er 15-20 cm inde i stammen, bliver det nemmere, da hele savværket så kan hvile på stammen.
Træk saven gennem resten af stammen, og slå eventuelt et par kiler i, hvis du fornemmer, at planken klemmer om motorsavens sværd. Risikoen for dette stiger typisk med længden af plankerne.
Træk saven det sidste stykke, og sluk den, lige så snart kæden kommer til syne. Her gælder det om ikke at trække for hårdt, så saven risikerer at “smutte”, når den slipper stammen.
Løft den første hele planke af. Det skal gerne være sådan, at overfladen er plan uden hak og riller. Skulle der være lidt ujævnheder, kan det klares med en tykkelseshøvl, når plankerne er tørret helt op.
Gentag processen, og skær så mange planker, som stammen tillader. Når først du har det rette håndelag, tager det ikke mange minutter at skære en planke.
Materialer
- Et par lægter
- En flaske sulfovand
Specialværktøj
- Savværk
- Motorsav m. kløvekæde
- Ringgaffelnøgle
Tidsforbrug
En times tid, når træet er fældet.
Pris
Lignende savværk fås fra 900 kr.
Sværhedsgrad
Er du fortrolig med en motorsav, er det en nem og sjov opgave.