Oplagte steder at bruge strips
Styr på ledninger.
Det siger næsten sig selv: Strippene er designet til at holde styr på ledningerne, fx til computeren. De billige udgaver klarer opgaven fint.
Rygsæklås.
Inden du tjekker rygsækken ind på bagagebåndet, kan du låse den, så den ikke går op ved et uheld. Brug bare en billig strip.
Opbinding af planter.
Til opbinding i kortere tid kan de helt billige strips fungere. Skal de holde i lang tid, bør du gå efter uv-bestandige udgaver.
Styr på sammenrullede kabler.
Her kan de billige udgaver fint bruges. Til ophæng af installationskabler o.l. skal du ofre lidt på kvalitetsudgaverne.
Piskeris til maling.
To-tre strips spændt på et langt bor, så har du et piskeris til maling o.l. Den opgave klarer selv de billigste strips.
Hold presenningen på plads.
Du skal gå efter kraftige strips i en god kvalitet. Skal de holde længe, så gå efter uv-bestandige udgaver.
Hold styr på stumperne.
Skal du transportere flere lægter eller lignende, så spænd dem sammen – her er flere strips sat ind i hinanden, så de kan nå rundt om lægterne. De billige strips er gode nok her.
Holdere til armering i støbt beton.
Strippen kan sagtens støbes inde uden at ødelægge noget. Og de billige strips er fine.