Sådan bruger du en havevandingscomputer
Der er i sagens natur forskel på, hvordan man betjener de mange forskellige vandingscomputere, der findes ude i byggemarkederne. Uanset hvilken model du vælger, må du følge vejledningen. Her kan du se de grundlæggende principper i, hvordan systemet SensoTimer ST6 Duo eco!ogic fra Kärcher betjenes.
Skru vandingscomputeren fast på en udendørs vandhane, og sæt batterierne i computeren og jordfølerne. Den første jordføler, du sætter batteri i, styrer studs 1. Og den anden, du sætter batteri i, styrer studs 2.
Så snart computeren får installeret sit batteri, tænder skærmen. Producenten oplyser, at batterierne holder i cirka et år, før de skal skiftes. Her starter opsætningen med det samme, og du skal indstille tiden, vælge, hvornår vandingerne skal starte (fx 6.00 om morgenen og 20.00 om aftenen), hvor længe der skal vandes, og også, hvor fugtig jorden må være, før vandingen springes over. Computeren betjenes med de fem knapper under skærmen. Husk at tænde for vandhanen!
Sidste punkt er, at du skal “plante” jordfølerne. Sørg for at placere dem, hvor du normalt vander og er sikker på, at vandet vil ramme dem. Det er også vigtigt, at de plantes et sted, der er helt plant, og ikke i en fordybning eller på en forhøjning.