Hjulskift i en fart

Hvis du skifter dæk med det udstyr og værktøj, der fulgte med bilen, er det både bøvlet og tidskrævende. Men fire velvalgte opdateringer til din værktøjssamling betyder, at hele operationen kan klares på mindre end et kvarter. Det lover vi!

Hvis du bare en gang har forsøgt at skifte dæk med det udstyr og værktøj, der fulgte med, da du købte bilen, så ved du, det er en bøvlet og noget tidskrævende affære. Det fungerer fint i et nødstilfælde, men hvis du to gange om året skal skifte alle fire dæk, er det noget af mental prøvelse. Sådan behøver det dog ikke være.

Hvis du er villig til at bruge omkring 1.000-1.500 kroner på fire velvalgte værktøjsindkøb tager hele operationen ikke mere end et kvarter.

Du skal bruge:

  • En donkraft, der kan løfte bilen fra jorden
  • En momentstav der sikrer, at du ikke kommer til at overspænde hjulboltene
  • En slagnøgle, der nemt kan løsne og spænde hjulboltene
  • En slagtop, der passer til hjulboltene og kan holde til slagnøglens slag

Donkraften

Donkraften med hydraulik er betydeligt hurtigere end den saksedonkraft, der ligger sammen med reservehjulet i de fleste bagagerum. Du skal naturligvis vælge en donkraft, der passer til bilens vægt. Vælger du en med en løfteevne på 2 tons, starter prisen omkring 350 kroner. Husk at placere donkraften korrekt under bilen. Typisk er der små mærker eller hak i undervognen, hvor donkraften skal placeres. Inden du løfter bilen fra underlaget, er det en god idé at løsne boltene en smule på det hjul, du skal skifte.

Momentstaven

Momentstaven er afgørende for, at du ikke kommer til at overspænde hjulboltene. Den lange stav vrider en smule, når spændingsmomentet bliver for højt. De små vrid absorberer slagnøglens slag, så den ikke kan levere mere power, end momentstaven tillader. En momentstav koster typisk omkring 150-250 kroner. Du skal købe en, der passer til spændingsmomentet på dine hjulbolte. Det præcise tal finder du i bilens manual, men som tommelfingerregel skal stålfælge spændes med cirka 100 Nm, mens alufælge skal spændes med mellem 110 og 120 Nm.

Slagnøglen

Slagnøglen er genial, når du vil sætte fut under hjulskiftet. I stedet for bare at skrue leverer slagnøglen omkring 2.000-3.000 små, hurtige og kraftfulde slag hvert minut. Det giver en enorm styrke, og hjulboltene bliver banket i eller ud så nemt som ingenting. Prisen starter omkring 500 kroner uden batterier og oplader, og du bør vælge en slagnøgle til 1/2"- eller 3/4"-toppe, der kan levere 200 Nm eller mere – og det kan langt de fleste.

Slagtoppen

Slagtoppen, der kan holde til slagnøglens mange, kraftfulde slag, er en god investering, da en almindelig top nemt kan blive slået i stykker og flække. Prisen for en enkelt slagtop starter omkring 50-100 kroner.