Komplet værktøjssæt på batteri til 3.000 kr.

Seks maskiner, to 18-voltsbatterier og en lader – så meget får du for pengene, hvis du vælger budgetmærket Falke fra Jem & Fix. Vi har testet dem, og selvom kvaliteten selvsagt ikke er i top, så er de stærke nok til at klare de fleste gør det selv-opgaver i hverdagen. Køb eventuelt en dyrere maskine af de typer, du bruger mest, og lad Falke tage sig af resten.

Falke værktøjssæt

Du kan købe værktøjssættet for kun 3.000 kr.

SKRUEMASKINE

Specifikationer

  • Moment: 50 Nm
  • Omdrejninger: 1.500/min.
  • Borepatron: 13 mm

Det har vi testet

  • Styrke: Vi tog tid, mens fem spånskruer på 5 x 60 mm blev skruet i bund i en trykimprægneret fyrretræsstolpe. Resultat: 15,5 sekunder
  • Udholdenhed: Vi borede 40 mm huller i 2 x 22 mm MDF-plade, indtil batteriet var helt fladt. Resultat: 16 huller

Konklusion
Den kulfrie motor var relativt hurtig til at få de fem store skruer i. Vi forsøgte os også med karmskruer på 7,5 x 72 mm, men her måtte skruemaskinen opgive, da der stadig stak 2,5 cm op. Med to batterier i sættet kan maskinen lave 32 af de krævende huller. Det er mere end rigeligt til langt de fleste opgaver.

Pris

  • 798 kroner med lader og batteri
Falke: Skruemaskine

Den selvspændende borepatron kan holde om bor på op til 13 mm.

STIKSAV

Specifikationer

  • Slaglængde: 16 mm
  • Slagtal: 2.400/min.
  • Skæredybde: 50 mm

Det har vi testet

  • Styrke: Vi tog tid, mens vi i højeste gear savede et spor på en meter i 22 mm MDF-plade.Resultat: 140 sekunder
  • Udholdenhed: I den samme MDF-plade fortsatte vi med at save, indtil batteriet var tømt. Resultat: 10,5 meter

Konklusion
Håndtaget sidder højt over emnet, der saves i. Det gør det lidt svært at styre saven præcist, når det skal gå stærkt. Sættes tempoet en smule ned, går det dog meget nemmere. Den havde ikke problemer med at save i de kompakte MDFplader, og skal du fx save ud til vasken i køkkenbordspladen, kan saven nemt klare opgaven.

Pris:

  • 498 kroner
Falke: Stiksav

Klingens bevægelse frem og tilbage har fire indstillinger.

RUNDSAV

Specifikationer

  • Klinge: 165 mm
  • Omdrejninger: 4.000/min.
  • Skæredybde: 52 mm

Det har vi testet

  • Hastighed: Vi tog tid, mens vi savede et spor på en meter i 22 mm MDF-plade. Resultat: 16 sekunder
  • Styrke: Vi pressede saven ved at lægge to 22 mm MDF-plader oven på hinanden og save en meter på tid. Resultat: 89 sekunder

Konklusion
Ergonomien er god, og knapperne er fornuftigt placeret. Spindellåsen virker solid, og parallelanslaget ligger højt nok til at føre saven langs en kant uden problemer. Den savede i 22 mm MDF-plade uden de store problemer. De 44 mm MDF-plade kom den også igennem, selvom det var krævende og derfor tog en del mere tid.

Pris:

  • 398 kroner
Falke: Rundsav

De to håndtag giver et godt og sikkert greb.

VINKELSLIBER

Specifikationer

  • Skive: 115 mm
  • Omdrejninger: 7.000/min.
  • Støj: 88 dB

Det har vi testet

  • Styrke: For at teste styrken skar vi et 1/2" nippelrør over fem gange, mens vi tog tid. Resultat: 330 sekunder
  • Udholdenhed: Efter at vi havde lavet de første fem snit, fortsatte vi, indtil batteriet var helt tomt. Resultat: 30 snit

Konklusion
Det er vigtigt, at man har et godt og sikkert greb om en vinkelsliber. Og det har man her. 30 snit på en opladning er ganske pænt, men hvis saven presses for meget, går den i stå. Lettere opgaver går som en leg, men når du skal skære i tykkere emner, tager det tid og kan komme til at sætte din tålmodighed på en prøve.

Pris:

  • 448 kroner
Falke: Vinkelsliber

Håndtaget kan monteres på begge sider af maskinen.

MULTICUTTER

Specifikationer

  • Oscillation: 3,2 grader
  • Svingninger: 19.000/min.
  • Variabel hastighed: Ja

Det har vi testet

  • Styrke:
    Et fodpanel i fyrretræ på 15 x 91 mm blev skåret pænt og præcist efter en streg, mens vi tog tid. Resultat: 48 sekunder

  • Slibning:
    En halv meter hvidmalet indfatning på 65 mm blev slebet ned til råt træ med korn 80. Resultat: 208 sekunder

Konklusion
Hastighedsreguleringen og en forholdsvis lav vægt gør det nemt at styre multicutteren. Den får arbejdet gjort – dog uden at sætte nogen hastighedsrekorder. Den mangler power, og større opgaver tager lang tid at komme igennem. Til mindre opgaver er den dog ganske fin. Det kræver værktøj at skifte jern.

Pris:

  • 398 kroner
Falke: Multicutter

Med maskinen følger slibesål, klinge og skraber.

SLIBEMUS

Specifikationer

  • Svingninger: 12.000/min.
  • Slibesål: 140 x 140 x 80 mm
  • Vægt med batteri: 1.250 gram

Det har vi testet

  • Styrke: En halv meter hvidmalet indfatning på 65 mm blev slebet ned til råt træ med korn 80. Resultat: 90 sekunder
  • Udholdenhed: Slibemusen fik lov til at arbejde så længe som muligt, indtil batteriet var helt tomt. Resultat: 38 minutter

Konklusion
Slibemusen er kompakt, og den har en form, der er nem og behagelig at holde om. Den er stærk nok til at holde svingninger oppe under arbejdet, og derfor er den også relativt hurtig til at fjerne malingen. Det er også værd at bemærke, at knappen til tænd og sluk er beskyttet bag en støvhætte, så den holder længere.

Pris:

  • 198 kroner
Falke: Slibemus

Knappen sidder beskyttet bag en støvhætte.

Priserne på værktøjerne er alle fra august 2019.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Værktøj