Sådan virker svejseværket
For at kunne svejse to stykker jern sammen skal der til en start tilføres noget varme. Det gøres ved hjælp af elektricitet.
Den ene pol, som regel den negative, sættes fast på emnet med en klemme af samme type, som der sidder på et startkabel til en bil. Når den anden pol føres hen og berører emnet, løber strømmen igennem, og det skaber høj varme. Strømmen er med lav spænding (volt) og høj styrke (watt), så du får ikke livsfarligt stød, selvom du rører ved det stykke jern, du svejser i.
Ud over varme skal der tilføres noget materiale. Det kan enten være i form af en tråd eller en pind af metal, som smelter ned i svejsningen og danner selve svejsesømmen.
For at undgå at svejsningen bliver ødelagt af den ilt, som er i luften, skal der også være noget, der holder ilten væk fra svejsningen, mens metallet er flydende. Og det er her, den største forskel på CO₂-svejsning, elektrodesvejsning og gasfri svejsning findes.
CO₂-svejser
CO₂-svejseren er uden sammenligning den letteste at arbejde med. Når du trykker på knappen, starter den med at svejse, og takket være et konstant flow af CO₂ er det nemt at lave en pæn svejsesøm. Du behøver knap nok at kigge på svejsestedet – du kan simpelthen høre, når den kører godt. Desværre er CO₂-svejseværket også større og langt dyrere end de to andre. Og ud over svejsetråd skal du også påregne udgiften til CO₂.
Pris: 8-10.000 kr. for et godt svejseværk inkl. CO₂-flaske
Fordele:
- Nemt at arbejde med.
- Velegnet til tynd plade.
Ulemper:
- Dyrt at komme i gang.
- Uegnet til tykkere emner end 6 mm.
I et CO₂-svejseanlæg er det, som navnet antyder, gassen CO₂, der løser opgaven med at holde ilten væk. CO₂’en opbevares i en separat gasflaske, der står ved siden af anlægget.
Inde i CO₂-svejseren sidder en rulle med svejsetråd, og selve svejsearbejdet foregår ved hjælp af et håndtag, hvor der kommer både strøm, svejsetråd og CO₂, når man trykker på knappen.
Øverst: 6 mm jern. Sømmen er pæn og er brændt ned i materialet.
Midt: 3 mm jern. Sømmen er flot og er brændt langt ned i materialet.
Nederst: 1,4 mm jern. I tynd plade er det nemt at lave en flot søm.
Elektrodesvejser
To ting kræver øvelse, når du skal svejse med elektroder. Dels kan det være svært at starte svejsningen, fordi pinden nemt sætter sig fast, når den rammer emnet, dels kræver det en rolig hånd at styre en svejsning, der er 35 cm væk fra din hånd. Til gengæld kører det rent og jævnt, når først du kommer i gang. Hvis du skal svejse i mange forskellige tykkelser jern, skal du have en større samling af forskellige elektroder.
Pris: 1.500 kr. for et fint anlæg
Fordele:
- Velegnet til tykkere materialer.
- Stabilt, når det først kører.
Ulemper:
- Svært at komme i gang med.
- Dyrt at have flere slags elektroder på lager.
Til elektrodesvejsning bruger man en såkaldt svejseelektrode. Det er en op til 35 cm lang metalpind, der ligner en stor stjernekaster, og som smelter og bliver kortere, når man svejser med den.
Elektroden er belagt med et stof, som holder ilten væk, når det smelter. Strømmen sluttes til, og svejsningen går i gang, når elektroden rører ved emnet. Processen efterlader en slagge oven på svejsesømmen, som skal slås af med en spids hammer.
Øverst: 6 mm jern. Sømmen ligger flot og er brændt godt ned i metallet.
Midt: 3 mm jern. Pæn svejsesøm, der er brændt godt ned.
Nederst: 1,4 mm tynd plade. Her kniber det med at få en jævn svejsesøm.
Gasfri svejser
Gasfri svejsning er let at komme i gang med. I samme øjeblik du trykker på knappen på håndtaget, kommer der strøm på, og svejsetråden føres automatisk frem. Og så er du i gang med at svejse. Det svære er at styre processen, fordi det sprutter og sviner rigtig meget. Men hvis du bare vil have tingene til at sidde sammen og ikke er så optaget af det kosmetiske, så er gasfri svejsning løsningen.
Pris: Under 2.000 kr. for et godt svejseværk
Fordele:
- Let at komme i gang.
- Det er billigt.
- Svejser i op til 10 mm jern.
Ulemper:
- Sviner meget.
- Svært at se, hvad man laver, fordi det sprutter meget.
- Svært at svejse i tynd plade.
Gasfri svejsning er lidt en krydsning mellem CO₂-svejsning og elektrodesvejsning. Ligesom med CO₂-svejseren bruger man et håndtag, som slutter strømmen til, og som svejsetråden kommer ud af.
Inde i tråden er der et flusmiddel, som frigøres, når tråden smelter. Det er flusmidlet, der holder ilten væk fra svejsestedet. Processen efterlader en slagge oven på svejsesømmen, som skal slås af med en spids hammer.
Øverst: 6 mm jern. Det klarer den uden problemer.
Midt: 3 mm jern. Her er det lidt sværere at styre, og der kommer nemt huller i svejsesømmen.
Nederst: 1,4 mm tynd plade. Her er det virkelig svært at få det til at blive pænt.
