Sådan sliber du selv dine knive

Det er nemt nok, og du behøver ikke en masse udstyr. Med 2-5 sten og en håndfuld principper i baghovedet kan du slibe dine knive så skarpe, at skærebrættet skriger. Det vigtigste er, at du husker at holde vinklen.

Skarpe knive skærer bedst. Og heldigvis er det ikke svært at lære, hvordan du sliber dine knive hvinenede skarpe.

Du kan slibe på stort set alle sten, inklusive havefliser og tagtegl, men du får det flotteste resultat, når du bruger rigtige slibesten til formålet. Der findes sten i lige så mange kvaliteter og prislejer, som der findes knive, og der er ingen grund til at købe sig fattig fra starten.

I denne artikel bruger vi fem vådsten fra K600 til K6000 for øvelsens skyld, og de koster fra 200 kr. til 1000 kr. Vi bruger desuden en 20° vinkelguide til at styre hældningen på æggen.

Men du kan komme langt med én halvgrov sten, fx K800, og en finere, fx K2000-3000. For under 1000 kr. i alt.

Klik på overskrifterne for at komme direkte til afsnittet i artiklen.

Sådan skal du lægge trykket

Når du sliber, er det vigtigt, at du lægger trykket på kniven oven på stenen, så stålet trykkes ned imod stenen som vist på billedet her.

I denne artikel holder vi dog fingrene på kniven ved siden af stenen, så det er nemt at se, hvad der sker.

Sådan sliber du

Det er vigtigt, at dine sten er fugtige før brug, og dine sten skal have et ordentligt underlag, så de bliver liggende, når du sliber. Nogle af dine vådsten (ofte de grove) skal trække vand før brug. Andre kan nøjes med at blive vædet lidt efter lidt (ofte de fineste).

I denne artikel starter vi med en relativt grov sten, her K600. Den er passende til en ret slidt klinge, hvor vi ikke kender vinklen og risikerer at skulle slibe en del metal væk for at etablere den vinkel, vi ønsker.

Nøglen til succes er tålmodighed, da arbejdet er monotont og en øvelse i at gentage den samme bevægelse roligt og præcist. Man kan sige, at kniven bliver skarp, i takt med at du laver en lige og ens æg på tværs af klingen, så det gælder om at holde tungen lige i munden og stole på processen.

Slibning af knive: Begynd slibningen ved skærets bund 1

Begynd slibningen ved skærets bund
Stryg kniven over stenen og væk fra dig selv, mens du trykker æggen let ned mod stenen. Når du trækker kniven tilbage, lettes trykket. Sørg for at holde stenen vædet.

Slibning af knive: Slib, til æggen folder 2

Slib, til æggen folder
Tjek løbende dit fremskridt ved at føle på æggen med en finger. Du skal slibe, indtil du kan mærke en fold på æggen. Hvis du ikke mærker en fold eller den er ujævn, må du fortsætte.

Slibning af knive: Styr efter folden 3

Styr efter folden
Når du mærker, at æggen begynder at folde sig, så indikerer det, at den vinkel, du har valgt, ligger helt ud til kanten af klingen. Nu har du fjernet nok metal, og det er tid til at fortsætte.

Slibning af knive: Slib kniven i sektioner af samme bredde som stenen 4

Slib kniven i sektioner af samme bredde som stenen
Bliv ved med at slibe det samme udsnit af klingen, indtil æggen folder (lige meget) i hele stenens bredde, og bevæg dig så videre op ad bladet. Inddelingerne må gerne overlappe lidt, så længe æggen bliver ensartet.

Slibning af knive: Spidsen slibes i en blød bue 5

Spidsen slibes i en blød bue
Helt oppe ved spidsen af kniven, hvor klingen kurver, bliver du nødt til at holde vinklen i hånden og slibe i en blød bue, så hele æggen kommer i kontakt med stenen.

Slibning af knive: Slib modsatte side 6

Slib modsatte side
Gentag processen, indtil æggen folder igen. Husk, at du nu skal trykke æggen mod stenen i modsatte retning. Når æggen er foldet igen, rettes den op med lette strøg på begge sider.

Finere sten giver skarpere knive

Slibning af knive: Finere sten giver skarpere knive

Før slibningen begynder, er det tydeligt for det blotte øje, at knivsæggen er fuld af ridser, hakker og skrammer.

Når du har slebet kniven op på den grove sten, er arbejdet halvt overstået. Du har etableret en ens vinkel på hele æggen, som allerede er mærkbart skarpere.

Herfra skal du blot gentage processen sten for sten.

I takt med at stenene bliver finere, begynder du også at kunne se, at kniven bliver skarpere, da æggen bliver blankere og mere ens i farven.

K600: Stenen er nem at grovforme æggen på, og du får hurtigt fjernet en del stål. Derfor er den egnet til meget sløve og hærgede knive, men unødvendig, hvis kniven vedligeholdes løbende.

K800: På den næste sten kan du se, at æggen bliver markant mindre flosset, og slibesporene ligger i samme retning. Stålet vil også se mere ensfarvet ud.

K1010: Hvis din kniv bare skal vedligeholdes, så kan du tit nøjes med at starte omkring K1010. Stenen efterlader en jævn, men endnu ikke blank æg.

K4000: Der er langt fra K1010 til K4000, og æggen er nu blevet markant blankere og skarpere. Det er ikke længere til at se slibesporene, og du behøver ikke mere.

K6000: Æggen er nu så blank, at det er svært at se forskellen mellem K6000 og K4000. Du er krydset ind i et fetich-territorium, hvor æstetik nok opvejer funktion.

Vedligeholdelse af slibesten

Over tid bliver slibesten udhulede og sværere at bruge. Derfor skal dine sten også slibes jævnligt.

Vedligeholdelse af slibesten 1

Du skal bruge en afrettersten og en stang kridt (eller en bred blyant).

Vedligeholdelse af slibesten 2

Stenen farves helt med kridtet. Farven er ikke vigtig, bare den ses.

Vedligeholdelse af slibesten 3

Derefter slibes slibestenen med afretteren. Støv fjernes jævnligt.

Vedligeholdelse af slibesten 4

Farven forsvinder, i takt med at stenen afrettes.

Vedligeholdelse af slibesten 5

Når kridtfarven er helt væk, er stenen helt jævn og klar til brug igen.