Tykkelseshøvl – fast inventar i snedkerens værksted
Du kan sikkert godt klare dig uden en tykkelseshøvl. Det er en specialist, og med mindre du bygger virkelig mange plankeborde, er behovet for en tykkelseshøvl nok begrænset.
Men det betyder ikke, at du ikke kan drømme om at have sådan en maskine stående i dit værksted – det er nemlig en potent kraftkarl.
Tykkelseshøvl eller afretter?
Kært barn har som bekendt flere navne, og tykkelseshøvlen kaldes også en afretter. Navnet afslører også maskinens formål, nemlig at høvle træ ned til en bestemt tykkelse.
Selvom du køber fire planker i den samme tykkelse, så er de ikke lige tykke, da der altid vil være små udsving i tykkelsen. Det er her, afretteren er guld værd. Den høvler nemlig træet helt præcist til, så det får den rette tykkelse.
Afretter til planker
Skal du lægge et plankegulv, bygge en terrasse eller samle et plankebord, vil du få glæde af en tykkelseshøvl, så du er sikret samme tykkelse og form på alt træ. Er der skader på en planke, kan afretteren også fjerne det uønskede. Snedkere og tømrere bruger ofte afretteren, og der findes heldigvis også masser af modeller til gør det selv-folket.
Priserne på tykkelseshøvle varierer
Hvad koster så sådan en vidunderlig maskine som tykkelseshøvlen? Ja, det varierer en del. En tykkelseshøvl som den, snedkeren har stående i sit værksted, er rigtig dyr, også for dyr for de fleste almindelige gør det selv-folk.
Tykkelseshøvle til amatørbrug koster fra cirka 2000 kroner og opefter. Det er selvfølgelig værd at bemærke, at høvlede brædder er dyrere end ru brædder i byggemarkedet, så du sparer selvfølgelig noget ved selv af høvle træet med en afretter.
Voldsom maskine – pas på at fingrene ikke bliver afrettet
Når du arbejder med elværktøj, skal du altid passe på, at hænder og fingre ikke kan komme i klemme. En tykkelseshøvl er udstyret med skarpe knive, som let høvler et bræt til den rette tykkelse, men som også sagtens kan koste en finger. Brug derfor en skubbepind til at styre træet sikkert gennem høvlen.