Værktøjskassen med plads til det hele

Byg en værktøjskasse med plads til det hele – også det lidt længere værktøj som kobenet og fukssvansen – og få samtidig et lille arbejdsbord og et solidt trin at stå oppe og arbejde på.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 weekend
Pris
500 kroner

Intro

Vil du tage din fukssvans, dit koben og vaterpas med ud i sommerhuset eller hen for at hjælpe vennerne, kommer du ikke langt med en almindelig værktøjskasse fra byggemarkedet.

De er ganske enkelt for korte til meget af vores mest benyttede værktøj.

Det problem kommer du ud over ved at bygge denne værktøjskasse, som kan meget mere end at være lang nok. Den beskytter det sarte værktøj som dine stemmejern. Dens hjul gør den nem at trække rundt med. Den fungerer som et lavt arbejdsbord. Og den er så stærk, at du kan stå på den og arbejde.

Og så er den endda bygget så enkelt, som det næsten kan lade sig gøre. Lidt forenklet bygger vi en kasse af 12 mm krydsfinerplader, som vi skærer toppen af - og toppen bruger vi så som låg på kassen, den skal bare sættes på plads med et langt pianohængsel. Kassen deles op med en enkelt skillevæg og udstyres med holdere, hvor det skarpe værktøj kan hænge i sikkerhed.

En afgørende detalje i konstruktionen er, at alt samles med en af de moderne limtyper på basis af MS-polymer. Og når den først har fat, er den stærkere end træet, selv hvor delene gaber en smule.

Kassen har plads til det meste og beskytter de skarpe skær.

Kassen er så stabil, at du kan bruge den som bord og trin.

Hjulene rører først jorden, når kassen vippes op på skrå

Vejledning

01
Kassen samles 3 Trin

1

Vi skærer delene ud med rundsaven. Det går helt fint, og vores lim kan holde, selvom delene ikke bliver helt præcise i samlingerne. Har du dyksav med føringsskinne, er det lettere - og lettest er det at få det hele skåret ud i trælasten.

2

Vi forborer til 2 x 40 mm dykkere i kanten af pladerne. Dykkerne skal først og fremmest holde tingene på plads, til limen er hærdet, men er selvfølgelig altid med til at øge styrken - hvis træet ikke flækker. Derfor skal du forbore.

3

Sider (A), endestykker (C) og top og bund (B) samles med lim og dykkere. MS-limen trykkes ud på limkanten med fugepistol. Dykkerne slås nemt i, når delene er på plads, fordi vi har boret for. Vi samler først siderne med endestykkerne.

02
Hjul og håndtag 3 Trin

1

Rundingen ved hjulene tegner vi op langs en lille tallerken. Rundingen gør, at hjulene - der lige skal mangle nogle millimeter i at nå ned til jorden, mens kassen står på sine sider - tager fat, når kassen vippes op. Hjørnet fjernes med stiksav.

2

Hjulene gøres fast på bunden (B) 2 cm fra siden (A). Vi bruger svingbare hjul, der lettere kan drejes ind under kassen. Faste hjul er billigere og lidt lettere at køre med. Bor for til skruerne, og brug også her lim for at øge styrken.

3

Håndtagene limes og skrues fast. Håndtaget på siden sætter vi 5-6 cm fra overkanten, det bliver til det greb, vi åbner låget med. De to greb i enderne sætter vi lidt over midten. Grebene limes og skrues, så kassen kan løftes i dem.

03
Låget skæres af 3 Trin

Før vi går videre, skal kassen deles med et savsnit hele vejen rundt 10 cm fra oversiden. Den øverste del bliver til låget på kassen, og det hægtes på den med et langt pianohængsel og forsynes med to snaplåse i den modsatte side.

Vi skærer kassen over med en god fukssvans, fordi den er nem at styre og glider hurtigt gennem fineren - men du kan også vælge at dele kassen i to med en rundsav, hvis du er skrap med den.

1

Låget saves af kassen. Vi trækker en streg hele vejen rundt om kassen 10 cm fra oversiden og saver den øverste del fri. TIPS: Pas på ikke at flosse træet på ydersiden - bruger du fukssvansen, skal du undgå at save for tæt på vandret, hellere tæt på lodret.

2

Vi fræser ud til hængslet i den nederste del af kassen. Vi fræser hele hængslets tykkelse, 4 mm, i nederste del. TIPS: For at styre fræseren på den smalle kant spænder vi et bræt (X) på siden, som fræseren støtter på og også fræser ned i.

Den selvbyggede værktøjskasse er lige til at stille ind i bilen med det vigtigste håndværktøj - også de ting, du plejer at tage med ved siden af.

Materialer

12 mm krydsfiner:

  • 2 sidestykker (A) a 44,4 x 72,4 cm
  • 2 top- og bundstykker (B) a 30 x 70 cm
  • 2 endestykker (C) a 37,4 x 30 cm
  • 1 skillevæg (D), 70 x 25 cm
  • 1 bæreliste (E), 70 x 2 cm
  • 2 buer (F) til holdere a 22 x 13 cm

Desuden:

  • 2 svingbare møbelhjul
  • 3 håndtag
  • 2 snaplåse
  • 1 pianohængsel, 50 cm (fra Biltema, art.nr. 86738)
  • 2 børster
  • MS-polymerlim
  • Dykkere: 2 x 40 mm
  • Skruer: 3 x 10 og 4 x 40 mm med rundt hoved

Tidsforbrug

Sætter du en weekend af til projektet, klarer du det i ro og mag.

Pris

Hele herligheden koster ikke over 500 kroner.

Sværhedsgrad

Helt klart en nem opgave. Især hvis du får pladerne skåret ud i trælasten.

Tegning

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Værktøj