Med en mukkert og en mejsel slår mureren et endnu større hul i flisen. Bemærk, at mejslen har beskyttelseshætte, hvilket kan spare dig for mange fingerskader. Husk i øvrigt at bære beskyttelsesbriller under arbejdet, da flisen splintres under arbejdet. Slå helt ud til fugen, men gør det i små bidder ad gangen, så du ikke beskadiger de omkringliggende fliser. Er det inde i en bruseniche, skal du passe på, du ikke ødelægger vådrumssikringen.
Når hele flisen er hugget af, skal fugen også fjernes. Også her skal det gøres med den største forsigtighed, så de andre fliser ikke får skader. Derfor har mureren udskiftet den store mejsel med et gammelt stemmejern. Fej nu alt løs puds væk, så området er helt rent. Stænk hele området med vand, så binder den nye mørtel bedre fast. Sørg for at få vandet godt ind langs flisekanterne. Kontoller lige størrelsen på den nye flise, inden du smører fliseklæber på. Til en lille reparation som denne smøres klæberen ikke på væggen, men direkte på flisen. På den måde sviner du ikke de andre fliser.
Husk at kæmme klæberen op med en tandspartel, og vask så fliseklæberen af flisens sider, før du monterer flisen. Sæt flisen op, og støt den med flisesnor i samme bredde som den gamle fuge. Kontroller, at flisen er trykket nok ind, med vaterpasset – på begge ledder. Nu er det blot at fuge flisen med samme fuge, som resten af fliserne er fuget med.