Det plejer at være god latin, at man skal begynde fra en ende af. Det er helt sikkert også rigtigt, hvis man maler plankeværker eller sliber gulve eller vil spadsere til verdens ende.
Men når du sætter fliser op på væggen, lægger planker på gulvet, beklæder huset med brædder eller lægger store fliser i indkørslen, så er det bedste næsten altid at begynde i midten. I første omgang under planlægningen og i mange tilfælde også, når planerne føres ud i livet i praksis.
Den første synlige gevinst ved at arbejde indefra og ud er, at flader typisk bliver pænere og mere harmoniske ved at være symmetriske. Jo større dine fliser eller planker er, jo mere betyder det for udseendet, at de sidder symmetrisk - eller følger andre markante linjer midt i rummet, fx vinduer, døre eller skabe.
Den anden synlige gevinst ved at begynde i midten er, at du ikke pludselig må slutte af med en smal strimmel af fliser eller brædder i den sidste ende. Den slags smalle strimler fremhæver enhver skævhed og er sjældent kønne.
Her gennemgår vi de mest almindelige fejl og viser, hvordan du får det bedste resultat ved at begynde i midten.