Intro
Vejledning
Støbte gulve har altid små ujævnheder i overfladen, og uanset om du arbejder på et nyt eller gammelt gulv, begynder du med at slibe det med en grov slibesten eller et slibebræt med diamanter.
Ofte må du derefter prime gulvet for at sikre en optimal vedhæftning, og da primeren skal have nogle timer at tørre i, skal du enten tage det før morgenmaden lørdag - eller prime dagen inden.
Derefter skal du have regnet og målt på, hvordan fliserne kommer til at ligge pænest. Ofte forsøger man at lægge dem, så der skæres lige meget af fliserne i begge sider af rummet på begge ledder, men her er det så tæt på at gå op, at vi begynder med en række hele fliser.
Betongulvet renses, slibes og primes. Her kan vi klare os med at rette overfladen af med en slibesten, før vi primer. Maling og større ujævnheder kan du fjerne med en diamantslibeskive sat på en vinkelsliber - eller leje en betonhøvl.
Derefter streger vi op på gulvet - i første omgang for at have noget at prøvelægge fliserne ud fra. Du kan klare det med en lang retskinne og en stor vinkel, men krydslinjelaseren gør det meget lettere at trække to linjer i en ret vinkel at måle ud fra.
Fliseklæberen rører du op i en spand med et piskeris på en kraftig boremaskine. På pakningen står der, hvor meget vand du bør bruge, og det prøver du første gang. Den skal være nem at trække ud, men ikke så tynd, at den flyder ud.
Når du lægger de første fliser, løfter du en flise op og ser, om klæberen rører hele flisen. Har mindre end 80 procent af din flise kontakt med klæberen, er den lidt for hård, og du blander lidt vand i.
Rør ikke for meget klæber op på en gang. Selv om klæberen har godt af at stå lidt efter oprøring, er det dumt at blande så meget, at du ikke når at bruge den.
En passende portion fliseklæber røres op. Den kan røres i hånden, men bliver bedst, når den røres op med piskeris.
TIPS: Hæld det afmålte vand i spanden først, så er der bedre chancer for at få alt pulveret i spanden rørt med fra start.
At lægge fliser er et arbejde, der kræver tålmodighed og præcision. Det er vigtigt at få startet helt rigtigt, små fejl vil nemt brede sig til de næste rækker. Det betaler sig jævnligt at kaste et kritisk blik på sit arbejde, og ligger en flise skævt, må du rette den til eller lægge den om. Dagen efter er det stort set umuligt, og har du først fået øje på en skævhed, ser du den, hver gang du går ind i rummet.
Vi streger her op til hver anden række og lægger så først fliserne ved stregen, derefter fliserne i området mellem den nye række og det foregående arbejde.
Det slider hårdt på blyanten, så køb en hård blyant beregnet til beton.
Fliserne skæres til lidt i forvejen, så du kun undtagelsesvist må skære en flise til et sted, hvor du har lagt klæber ud. Vi bruger en fliseskærer, hvor man ridser flisen i overfladen og derefter knækker den, ligesom du kender det fra glas.
Du fordeler klæberen på et afmålt område med tandspartlen. Vi har streget op til en række hele fliser og holder klæberen 5 mm inden for stregen. Til sidst trækkes spartlen gennem klæberen med kontakt til gulvet og fyldte tænder.
Hold flisen ned til stregen, og vip den blødt ned - ved at slippe den lige over klæberen undgår du at få hænderne smurt ind i klæber. Sæt alle ti fingerspidser på flisen, og tryk den jævnt ned, så den fanger klæberen overalt og ligger pænt.
Ved den tilstødende væg begynder vi med to rækker. Den yderste række er nemlig skåret til, så det er næsten umuligt at få fliseklæberen placeret til den alene. Da stregen er trukket ved yderkanten af fliserne i anden række, lægger vi dem først.
Nu lægger vi to rækker ad gangen. Streger op til yderkanten af yderste række, fordeler klæber til to rækker over et passende stykke og lægger først yderste efter stregen, så inderste række, som rettes ind på øjemål.
Jævnligt sikres, at fliserne flugter i overfladen. Et langt vaterpas eller en helt ret liste holdes ned på fliserne, og hvor en flise ligger for højt, trykkes den ned. Det er ikke sekundlim, og du har rimelig tid til at rette, gerne ved hjælp af en gummihammer.
Søndag morgen er fliseklæberen hærdet, og det er tid at fylde fugerne op med fugemørtel, så gulvet er færdigt.
I forhold til lørdagens udfordring er det et hyggeligt og overskueligt projekt, hvor kunsten er at få fornemmelse af, hvor længe mørtlen skal stå, før du vasker overskydende mørtel af, hvor fugtigt og hvor tungt du må arbejde, og hvornår du kan tørre det sidste slør af gulvet.
Du har heller ikke brug for det vilde udstyr denne dag, men så meget desto mere er der grund til at investere i de få stykker værktøj, du har brug for: et godt flisebræt med gummi, et opskåret flisebræt og en rullespand at rense det på.
Fordel nogle skefulde mørtel på et overskueligt område. Vi arbejder fra hjørnet og udefter, og ligesom da vi lagde fliserne, holder vi os til to rækker, som vi kan række ind over. Mørtlen er rørt op til samme konsistens som klæberen: blød uden at flyde.
Fyld fugerne op ved at trække mørtlen diagonalt hen over dem med flisebrættet med gummi. Du kunne bruge en gummispartel, men med brættet kan du bedre presse mørtel tæt ned i fugen.
TIPS: Inde ved væggen er en fugeske god.
Når fugerne er helt fyldt, skraber du efter med flisebrættet en sidste gang med et fast tryk, så du fjerner det meste mørtel fra fliserne og huler fugerne lidt, så du ikke skal vaske for meget klæber af i næste arbejdsgang.
Den overskydende mørtel fjernes med vaskebrættet med en opskåret svamp. Mørtlen skal inden da have tid til at tørre og blive godt fast, en halv time eller så. Brættet skal kun være lige netop så fugtigt, at et ganske tyndt lag mørtel blødes op.
Vaskebrættet skylles og trykkes tilpas tørt med korte mellemrum efter hvert eller hvert andet strøg. Det går meget hurtigere med den specielle rensespand med to ruller, end hvis du prøver at klare dig med en almindelig spand.
Skift vandet ofte, så du arbejder med en ren svamp hele tiden. Nu er du færdig - næsten. Når fugerne har fået nogle timer at hærde i, ses et tyndt kalkslør på fliserne. Det polerer du af med en tør klud eller svamp, mens fugerne glattes.
Materialer
- Betonprimer fra LIP
- Multifliseklæber, grå fra LIP
- Fugemørtel, grå, 2-20 mm, fra LIP (primer, klæber og fugemørtel købes af samme mærke, så du ved, at de arbejder godt sammen)
- Fliser (her 32,7 x 32,7 cm)
Specialværktøj
- Fliseskærer
- Vinkelsliber med skæreskive
- Grov slibesten eller diamantbræt
- Tandspartel 6 mm. Tandstørrelsen Tandspartel 6 mm. Tandstørrelsen afhænger af fliserne
- Gummihammer
- Flisebræt med gummi
- Flisebræt med svamp
- Rensespand med ruller
Tidsforbrug
Færdig på en weekend
Pris
Cirka 300 kroner pr. kvadratmeter her - det afhænger af prisen på fliserne
Tips & Tricks
Flisekrydsene bruger vi kun til at måle op med
Flisekryds hjælper dig til at finde den bredde fuger, gulvet bliver pænest med, men undgå at bruge dem, når du klæber fliserne fast. Her vil de nemlig ofte føre alle skævheder videre.

Læg op uden klæber
Prøveoplægningen hjælper dig til at se, hvordan fliserne går bedst op. Du kan nøjes med en række i hver retning, men jo flere fliser du lægger op, jo bedre ser du, fx hvilken fugebredde der vil blive pænest.
Fliserne skæres ud i god tid før du skal bruge dem
Inden du trækker fliseklæberen ud på et felt, skærer du alle fliser i området til, så du ikke bruger tid på det, mens klæberen tørrer, og du får klæber i fliseskæreren. Men skær ikke alle fliserne til på forhånd, der sker altid lidt forskydninger på vejen. Brug vinkelsliberen ved indhak.
Tandspartlen vælges efter størrelsen på fliserne
Jo større fliser du vil lægge, jo tykkere et lag klæber har du brug for for at kunne justere alle fliserne ned i samme niveau. Tykkelsen styrer du med tand spartlen, som efterlader en helt bestemt mængde mørtel, når du holder den i samme vinkel og trækker den, så tænderne rører underlaget. Til fliserne her bruger vi tænder på 6 mm.
Skær plads til flisen
Har du indfatninger ved døre eller andet, der står ned på betonen, får du det pæneste resultat ved at skære plads til de nye fliser under dem frem for at skære fliserne til. Multiskæreren er genial til arbejdet, men du kan også skære til med en håndsav.
Søndag går meget af tiden med at vente. Fugemørtlen skal have tid til at blive fast, før overskydende mørtel vaskes væk, og den skal være helt hård, før du kan polere det tynde fugeslør af til sidst.
Gummibrættet trækker mørtlen godt ned i fugen
Vi bruger et bræt med en fast gummibelægning til at trække fugemørtlen hen over fliserne og ned i fugerne. Du kan også bruge en gummispartel, men brættet er godt til at trykke mørtlen ned på plads i fugerne.
Den opskårne svamp er skabt til fugearbejdet
Flisebrættet med en svamp, der er skåret op i tern, er perfekt til at fjerne den overskydende fugemørtel med. Du kan også bruge en grov svamp, men snittene i specialværktøjet gør det lettere at få fat i mørtlen.
Bløde bomuldsklude runder arbejdet af
En stak rene bomuldsklude er det bedste at have i baghånden, når fliserne sidst på dagen poleres skinnende rene. De bruges helt tørre, og først når fugerne er så faste, at de samtidig kan poleres fine og tætte.
Tag forskud på rengøringen
Når du har tørret fugesløret af fliserne, er dit nye gulv klar til brug, men du kan lette den fremtidige rengøring ved at behandle fliser og fuger med klinkeolie og fugeforsegler. For en sikkerheds skyld med produkter fra samme sted.
Det betyder ikke, at gulvet aldrig skal vaskes, men kan både udskyde og lette arbejdet og modvirke, at især fugerne suger farve til sig.
Daglig rengøring klarer du fint med almindelige rengøringsmidler, og når det bliver nødvendigt med en ekstra indsats, bruger du grundrens og følger op med fliseolie og fugeforsegler igen.
Magasin-artikel
Hent magasin-artikel
Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.


