Forny din bruseniche

Brusenichen var helt slidt ned. Gulvet havde bagfald, og fugerne mellem fliserne sugede fugten til sig. Skærmvæggen var revnet. Alt var kalket til og jordslået – uanset hvor ofte der blev gjort rent. Se, hvor flot badet bliver med nyt gulv, nye fliser og en skærmvæg af glas.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
4 dage
Pris
6000 kroner

Intro

Vi kender det alle sammen: Det fungerer jo, så hvorfor gøre noget ved det. Men pludselig bliver det bare for meget. Sådan var det med brusenichen her. Der var pytter på gulvet efter bad, fordi faldet var lavet forkert, revnede fliser, jordslåede fuger og masser af kalkaflejringer. Og nu skal det være slut!

Brusenichen skal være lækker og indbydende. Derfor skal der laves korrekt fald på gulvet, sættes nye fliser op på både vægge og gulv og monteres en ny skærmvæg af lamineret glas. Den gamle består af en metalramme med mange kanter, hvor vand og skidt kan samle sig, så det er svært at holde rent. Med en ny skærmvæg af ét stort stykke glas bliver der ikke nær så mange kanter at holde rene.

En skærmvæg af lamineret glas kan bestilles hos en glarmester. Når den er lamineret, er den ikke farlig at have, selv om glasset skulle gå i stykker, da det forbliver samlet. Den monteres ved hjælp af en særlig dobbeltklæbende tape. Glasvæggen og de nye fliser får det færdigrenoverede badeværelse til at se ud som et nyt.

Få flere idéer til brusekabiner.

Vejledning

01
Forberedelse 8 Trin

Det kræver en del forberedelse, inden du for alvor kan komme i gang med renoveringen af badeværelset.

Den gamle skærmvæg og armaturet skal fjernes, og ventilerne lukkes. Væggen skal tjekkes for plugs, så de ikke rager ud. Gamle silikonefuger skal fjernes, og fliserne skal gøres grundigt rene, da de nye fliser sættes op uden på de gamle med en vådrumsmembran imellem. For at vådrumsmembranen kan påføres en glat flade, skal fuger og ujævnheder på flisevæggen fyldes ud med et lag multiklæber. Her bliver gulvet også rettet op med et lag spartelmasse, og der laves korrekt fald.

1

Fjern den gamle skærmvæg. Tag den gamle stang til forhænget ned. Løsn alle synlige skruer i skærmvæggen, og bræk den ned. Fjern skinner og beslag.

2

Skrab silikonefugemasse væk. Hvis der har været tætnet med det, skal alle rester fjernes. Brug et stemmejern eller bladet fra en hobbykniv.

3

Demonter blandingsbatteriet. Hvis der sidder kuglehaner (Ballofix) eller ventiler tæt på blandingsbatteriet, må du godt selv demontere det.

4

Tjek væggen for plugs. Alle plugs, der rager ud fra væggen, skal skæres af med et stemmejern eller bankes ind i væggen med en rundstok i samme dimension, så væggen er helt plan.

5

Skrub alle flader med en koncentreret blanding af grundrens. Alle rester af fedt, kalk og sæbe skal fjernes helt. Skrub efter med rent vand.

6

Gulvet rettes op med selvnivellerende spartelmasse. Først smøres gulvet over med primer, så spartelmassen hæfter bedre. Bland spartelmassen op i en lidt fast konsistens, så der kan etableres fald mod gulvafløb.

7

Fuger og ujævnheder i væggen fyldes op med multiklæber, så væggen bliver ensartet og jævn. Træk klæberen på med en stålspartel, der bevæges diagonalt på fliserne.

8

Slib væggen med en betonsten, når klæberen er tør. Det fjerner eventuelle toppe og urenheder. Tryk ikke alt for hårdt - så risikerer du, at klæberen næsten forsvinder.

02
Vådrumsmembran 7 Trin

Nu skal du i gang med at etablere en vådrumsmembran i brusenichen.

Badeværelset her er så gammelt, at der ikke er etableret vådrumsmembran bag fliserne, men det gør vi nu bag de nye fliser, der sættes op uden på de gamle. Det kan lade sig gøre, når gulv og væg er af uorganiske materialer (fx beton, mursten), og der ikke har været konstateret fugtskader i konstruktionen.

Vådrumsmembranen sikrer væggen mod at suge fugt til sig. Den er flydende og rulles på i flere omgange. I hjørner og ved samlinger laves ekstra forstærkninger med armeringsvæv.

1

Stryg væggen med akrylprimer. Den sikrer en god ensartet sugning og god vedhæftning af vådrumsmembranen.

2

Tryk armeringsvæv fast i hjørnet i den flydende membran. Brug fingrene, og vær omhyggelig med at trykke vævet helt ind i hjørnet. Der skal stikke lige meget ud på begge vægge. Tryk luftlommer væk med en tør pensel.

3

Giv nu hjørnet endnu et lag flydende membran som afslutning. Smør rigeligt på, så vævet bliver dækket udefra. Der må ikke være luftblærer under vævet. Tryk evt. luftblærer ud med penslen.

4

Mellem væg og gulv forstærkes med armeringsvæv på samme måde som i hjørnet. Klip banerne spidse i hjørnet, så der ikke bliver for mange lag. Brug evt. færdige hjørneforstærkninger. De fås til både ind- og udadgående hjørner.

5

Sæt rørmanchetter på rørstudsene til blandingsbatteriet. Stryg først rigeligt med vådrumsmembran omkring studsene. Hvis du ikke kan få fat i færdige rørmanchetter, klipper du et par stykker armeringsvæv til.

6

Påfør nu to lag af den flydende membran med malerrulle. Membranen skal være ca. 1 mm tyk. Tørretiden mellem lagene er et par timer.

7

Monter også armeringsvæv mellem gulvet og opkanten, både på indersiden og ydersiden. Derefter rulles membran på gulvet.

03
Fliserne 8 Trin

Når du skal sætte fliser op i en brusenichen, skal du starte med dem på gulvet og dernæst sætte dem på væggen op. Her er valgt fliser på 10 x 10 cm, der er samlet i “ark” på ni, så de er hurtige at montere.

Her er der en kant rundt om bruseren, så det bliver pænest, at anden række af fliserne på væggen starter lige oven for kanten. Derfor stilles de på en liste, og der arbejdes op ad væggen. Den nederste fliserække skæres til, og fliserne her sættes op som de sidste.

Til sidst monteres en ny skærmvæg af lamineret glas. Den består af to stykker glas, der er limet sammen med plastfilm imellem. Hvis uheldet er ude, vil glasset revne, men skærmen forbliver hel.

1

Påfør fliseklæber med en tandspartel på gulvet i brusenichen. Læg fliserne i et mønster, så de kommer til at “gå op” med gulvafløbet.

2

Sæt en liste op på væggen, som anden række af fliser kan “stilles” på. Her er listen placeret, så den flugter med toppen af kanten, og der kommer en pæn lige kant forneden.

3

Sæt fliser op på væggen. Dæk af på gulvet, inden du går i gang. Træk multiklæber på væggene med et stålbræt til en række ad gangen. Træk en tandspartel gennem klæberen. Hold den i en vinkel på ca. 45 grader i forhold til væggen.

4

Tryk fliserne fast i klæberen med et let tryk. Brug en flisesnor mellem fliserne, så fugebredden bliver den samme. Tryk fliserne fast med et stort gummibræt, når du er færdig med en række.

5

Tjek, om fliserækkerne sidder på linje med jævne mellemrum, både vandret og lodret. Gør de ikke det, skal de ”skubbes” på plads.

6

Til sidst sætter du nederste række af fliser op. Når du er nået op til loftet med fliserne på væggen, kan du fjerne listen forneden. Skær så en flise til ad gangen, kom klæber på bagsiden, tryk den fast, og fikser den med tape.

7

Dagen efter kan du fuge mellem fliserne. Bland fugemørtel, og pres det ind i fugerne med diagonale bevægelser, så de bliver helt fyldt op. Til sidst, efter en halv times tørretid, poleres “sløret” af fliserne med en tør bomuldsklud.

8

Monter glasvæggen, når fugerne er helt tørre. Glasvæggen har en særlig dobbeltklæbende tape på kanterne, som den fastgøres til gulv og væg med. Bagefter fuges der på begge sider mod væg og gulv med silikonefugemasse.

Materialer

Materialer fra Lip:

  • Multiklæber
  • 220 Gulvspartelmasse og Primer 54
  • Akrylprimer (til væggene)
  • VS 30 Vandtætningsmembran
  • Armeringsvæv
  • Evt. rørmanchetter
  • Evt. hjørnevæv

Materialer fra glarmester:

  • 10 mm lamineret glas (skærmvæg)
  • Dobbeltklæbende specialtape
  • Silikonefugemasse
  • Stangbeslag

Desuden:

  • Grundrens
  • Fugesnor
  • Træliste og afstandsbrikker
  • Fliser (her 10 x 10 cm)
  • Fugemørtel
  • Nyt blandingsbatteri/bruser
  • Ny ramme/rist til gulvafløbet
  • Klar imprægnering

Tidsforbrug

3-4 dage plus tørretider.

Pris

Vådrumsmembran og fliser koster fra cirka 150 kroner pr. kvadratmeter. Skærmvæggen i lamineret glas koster cirka 5500 kroner – med mønstret film på koster skærmvæggen cirka 6100 kroner.

Sværhedsgrad

Det kræver lidt præcision at opnå et flot reultat, men har du prøvet det før, er det ikke svært.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...