
1
Temperaturgrebet bruger du til at indstille brusevandets temperatur. Du kan som regel vælge temperaturer mellem 10 og 55 grader i batterier til private boliger.
2
Antiskoldningsknappen får grebet til at stoppe på behagelige 38 grader, lige over vores normale kropstemperatur. Ønsker du varmere vand, trykker du knappen ned, før grebet kan drejes videre. Det sparer energi, og børn brænder sig ikke på skoldhedt vand.
3
Reguleringsmøtrikken bag kappen bruger du til at justere termostatgrebet ind. Termostaten er indstillet til et vandtryk på 3 bar og temperaturer på hhv. 10 og 55 grader for det kolde og varme vand. Når du har sat batteriet op, justerer du indstillingen. Med et termometer måler du temperaturen på det vand, der kommer ud, mens du drejer på håndtagets aksel. Når termometeret viser 38 grader, monterer du håndtaget, så dets markering peger på 38.
4
Termostaten blander vandet til den valgte temperatur ved først at lukke op for det varme vand og derefter tilføje koldt vand efter behov – styret af føleren.
5
Føleren kontrollerer det blandede vand. Den indeholder grafitvoks, som er ekstremt følsomt for skiftende temperatur. Ved den mindste ændring skubber føleren til termostaten, så den med det samme tager mere koldt eller varmt vand ind. I dette batteri fra Grohe justeres temperaturen på plads på bare 0,2 sekunder, når trykket eller temperaturen på tilløbene ændres.
6
Cooltouchprincippet forhindrer i mange nye termostatbatterier, at de bliver brandvarme at røre ved. Det varme vand blandes med det kolde, før det når at afgive varme til metaloverfladen.
7
Udløbet til bruseren fyldes af vand med præcis den temperatur, du har valgt. Termostatbatteriet sørger for, at du kan nyde badet uden at bekymre dig om ændringer i vandtryk eller indløbstemperatur.
8
Blandingsbatteriet gøres fast på rørene med koldt og varmt vand i væggen. Afstanden mellem blandingsbatteriets kolde og varme indløb er normalt standardmålet i Danmark, nemlig 15 cm. Er afstanden mellem udløbene i væggen en anden, kan du klare problemet ved at sætte S-formede tilslutningsrør ind mellem batteri og væg – nogle batterier er født med justeringsmuligheden indbygget i det skjulte.
9
Rørene med koldt og varmt vand kan være byttet om, hvis håndværkeren har sovet under arbejdet. Problemet kan du klare ved at vælge et blandingsbatteri, der kan leveres med “omvendt” termostat.
10
Mængdegrebet bestemmer, hvor meget tryk der kommer på vandet i bruseren – og derved hvor meget vand der kommer ud.
11
Øko-knappen stopper mængdegrebet cirka midtvejs for at begrænse vandforbruget. Trykkes økoknappen ned, kan grebet drejes videre, typisk helt op til den dobbelte vandmængde i bruseren – og den dobbelte vandregning.