Det skal du vide, før du renoverer badeværelse

Skal du renovere badeværelse? Så skal du tænke dig grundigt om. For i husets måske dyreste rum er det fornuftigt at vide præcis, hvad man vil, inden man går i gang.

Det skal du vide, før du renoverer badeværelse

Badeværelset er et af husets absolut dyreste rum at bygge op eller renovere ... eller det kan det være. For prisen afhænger helt af dine valg: Vil du have store, dyre fliser, væghængt toilet med eksklusivt designet toiletkumme og designer-trykknapper? Eller skal du blot have sat det gamle badeværelse i stand med budgetvenlige løsninger, der kan holde de næste par år?

De billige quick fix-løsninger vender vi tilbage til. For de helt store beslutninger skal træffes, når du vil totalrenovere badeværelset: Nye fliser på gulv og vægge, nyt (væghængt) toilet, ny håndvask, armaturer, bruseafskærmning – og måske nyt afløb. Det hele skal passe sammen, alt skal laves korrekt, og prisen bliver med sikkerhed høj. Men du kan selvfølgelig spare rigtigt mange penge ved at gøre det selv.

Det skal du overveje:

Fliser

  • Skal der fliser på hele gulvet? Skal der fliser på alle vægge, eller evt. kun i bruseområdet?
  • Store eller små fliser? Store fliser er meget populære, men de kræver plads, og de er sværere at sætte op end mindre fliser.
  • Hvilken farve skal fliserne have? Går du efter det, der er moderne lige nu, eller noget langtidsholdbart i "tidløst design"?
  • Hvilken farve skal fugen have? En lys fuge kan være flot, men den er også meget sårbar. En grå fuge kan holde til det meste.

Toilet

  • Væghængt eller ej? Det væghængte toilet er absolut det mest stilrene og rengøringsvenlige, men det kræver en indbygget cisterne.
  • Skal toiletkummen være standard eller specialdesignet, fx af Philip Stark? Og skal det være med eller uden skyllekant?
  • Skal toilettet have ekstra funktioner som vask og tørring? Eller et kulfilter, der fjerner dårlig lugt?

Bruseniche

  • Skal brusenichen bygges op med afskærmning i solide vægge (letbeton) og et bruseforhæng, eller skal det være med glasafskærmning?
  • Skal der være én eller måske to brusere?
  • Skal der være en hylde til shampoo mv.?
  • Skal der være en bænk, man kan sidde på?
  • Skal afløbet sidde midt i gulvet, eller ude langs den ene væg, så der kun skal laves fald på gulvet i én retning?

Håndvask og skabe

  • Vil du have en fritstående håndvask, eller skal den bygges ind i et vaskeskab?
  • Skal du have én eller måske to håndvaske? Eller en lang håndvask?
  • Skal dit vaskeskab passe sammen med andre møbler i rummet?

Lys og stikkontakter

  • Spots i loftet eller lamper? I bruseområdet skal du overveje, om lamperne er designet til vådrum.
  • Lys ved spejlet eller måske i selv spejlet? Der findes masser af lamper til netop dette formål.
  • Du skal bruge kontakter til hårtørrer, barbermaskine o.l. – men måske også til en højttaler eller en håndklædetørrer?

Husk at følge reglerne

Vådrumsreglementet bestemmer, hvordan et badeværelse må bygges op. Her er der fx krav til vådrumssikring, fald på gulv mod afløb og opsætningen af fliser. De regler skal du sætte dig ind i, både for din egen skyld og for ikke at lave skader på huset. Konsekvenserne af sjusk kan være katastrofale, for vand, der løber ind i husets konstruktioner, kan forvolde voldsomme skader. Du får derfor også svært ved at sælge et hus, hvor der er sjusket med et af husets dyreste rum.

Få styr på reglerne for vådrumssikring her

Påføring af vådrumsmembran

Køb altid en samlet løsning. Så er der garanti for, at de forskellige dele arbejder sammen. Med en pensel kan du presse vævet helt ind i samlingerne og trykke luftblærer og folder ud. Til de fleste systemer findes der særlige hjørnearmeringer, hvis du vil være på den sikre side. Sidste lag skal tørre ca. 6 timer, inden du kan fortsætte arbejdet.

Vådrumsmembran ved rør

Med specialkraver bliver det helt tæt.

Du kan lave – næsten – alting selv

Langt det meste af arbejdet med at renovere badeværelse kan du selv lave. Men du får sandsynligvis brug for en VVS'er, hvis du skal ændre på vandtilførslen og ikke kan lukke for vandet med en ballofix / kuglehane, der er monteret umiddelbart inden armaturet.

Du skal også have en autoriseret kloakmester med, hvis du ændrer afgørende på afløb. Og så selvfølgelig en elektriker, hvis der skal trækkes strøm til lys og kontakter.

Hvis du vil renovere badeværelse billigst muligt

Du kan sagtens friske et badeværelse op uden at ofre en formue. Du kommer langt med et nyt spejl, et nyt toilet (stående på gulvet), ny vask og vaskeskab og måske nye armaturer.
Er der lidt flere penge i budgettet, kan du lave et væghængt toilet, spartle kedelige fliser over eller måske blot skifte fliser i brusenichen.

Og vil du totalrenovere, kan du naturligvis også holde prisen nede ved at finde fliser på tilbud og måske leve med et pænt, moderne toilet, der står på gulvet, frem for en dyrere væghængt model.
Du sparer under alle omstændigheder masser af penge ved at gøre det selv.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Badeværelse