Målene på vasken streges op ved hjælp af et vaterpas, og du kan lave vasken i præcis den størrelse, du ønsker. Pladerne er nemme at bearbejde. Her bruger vi en almindelig håndsav, der ubesværet saver sig gennem pladen.
Når der er savet ud til vasken, skal pladen vendes om, så bagsiden vender opad. På hele bagsiden af pladen fuges der en klæbemasse på. Det er en speciel klæbemasse, der købes sammen med pladerne.
Oven på den 10 mm tykke plade lægges der nu en 20 mm plade, der på den måde bliver bund i vasken. Du skal lægge pladen ret præcist med det samme, da den stærke klæber er meget hurtigttørrende. Når de to plader ligger præcist oven i hinanden, presses de godt sammen.
For at få et fald i vasken laver vi fire smalle striber på hver 2 cm. Med så tynde striber bør du skære for med en hobbykniv, inden de saves ud. Så undgår du, at de flosser. Striberne tilpasses, så der kan ligge en liste hele vejen rundt i bunden af vasken.
Den skal fastgøres med samme klæber, som der blev brugt til at lime de to plader sammen med. Når vasken senere bliver spartlet og beklædt med fliser eller mosaikstifter, vil vandet naturligt søge ned mod midten, hvor afløbet skal placeres.
Tømreren benytter et 40 mm kopbor, hvilket passer til de fleste gængse afløb. Som hovedregel skal der altid bores fra begge sider for at opnå et pænt resultat.Vaskebordet er færdigt og skal nu fuges og beklædes med de fliser, man måtte ønske sig.