Klodserne er tilpasset således, at de vil flugte med betonlagets overkant. På den måde kan fagmanden også bruge dem til at nivellere støbningen efter.
Langs væggene monterer fagmanden en kant af flamingo, som dels modvirker kuldebroer og samtidig er med til at holde på betonen, når den lægges på. Flamingoen er ca. 3 centimeter højere end det kommende betonlag. Med et vaterpas kontrollerer fagmanden nu, at opklodsningen på gulvet har den rette hældning. Her ses det tydeligt, at der er fald ned mod afløbet i brusenichen.
For at beskytte pexrørene, når betonen bæres ind, er der lagt en plade i døråbningen. Nu skal betonen blandes. Det kan du selv gøre med en blanding af cement, grus, vand og 4-8 mm sten. Til en del cement skal du bruge to dele grus og to dele sten, og med vandet skal du regulere betonen, så den bliver forholdsvis tyk og ikke for våd. Du kan også bruge tørbeton og tilsætte sten og vand i det forhold, der står på posen.
Her blander vi betonen i indkørslen og kører den i trillebør ind i entreen, inden den bæres i spande op ad trapperne. Det er hårdt arbejde, så allier dig med en stærk arbejdsmand. Start nu med at lægge betonen ud i et hjørne, og sørg for, at betonen stoppes godt ned langs kanterne. For at der ikke skal komme luftlommer, skal betonen vibreres. Her er det nemmest at gå rundt i den våde beton og på den måde stampe den sammen.I brusenichen gør fagmanden meget ud af udglatningen. Jo bedre han kan lave faldet, jo mindre skal der nemlig spartles efterfølgende. Han jævner ud og glatter med både pudsebræt og murske, mens han løbende kontrollerer, at gulvet har det rette fald mod afløbet. Som det ses, benyttes vaterpasset også til at jævne betonen ud med i forhold til træklodserne, der blev skruet i gulvet tidligere.
Med to brædder markerer han nu, hvor nichen skal være. Han kontrollerer, at kanten er helt i vage, og skraber en smule beton af langs brædderne, retter gulvet op med murskeen og kontrollerer igen.Med en stålvinkel kontrolleres det, at nichen bliver vinkelret på væggen. Med pudsebrættet prøver han nu at skabe det rigtige fald ned mod afløbet.Ved at lade betonen være i niveau med overkanten af brættet uden for nichen og inderkanten inden for nichen sikrer brædderne samtidig, at brusenichen blive forsænket. Jo mere der glattes i betonen, jo mere vand trækkes der op, hvilket gør det nærmest umuligt at arbejde med den. Bruchenichen er færdig, og fagmanden jævner og glatter den øvrige beton jævnt over gulvet med en skovl, pudsebræt og vaterpas. Til slut dækkes gulvet med plastic, så betonen ikke tørrer for hurtigt. Det kan nemlig give sprækker. På meget varme dage er det en god idé at vande betonen en smule. Det kan tage helt op til en måned, inden betonen er gennemhærdet og klar til fliselægning.