Toilettet, armaturerne, radiatoren, bordet og skabene skal udskiftes, så de skal afmonteres. Hvis det som her ikke er muligt at lukke for vandet på en kuglehane, skal arbejdet udføres af en autoriseret fagmand.
Vores murer, som i øvrigt også er uddannet tømrer, starter med at fjerne indfatningerne omkring døren. Når indfatningerne er fjernet, kan han se, at væggen er beklædt med pvc, der fungerer som vådrumssikring.
Og så er det i gang med mukkerten. Det lyder ikke hult, når mureren slår på fliserne. Det betyder, at fliserne stadig sidder ganske godt fast.Det nemmeste er at banke fliserne af med en bred mejsel.
Starter du i kanten og så arbejder ind på væggen, går det ganske nemt. Arbejdet larmer, ligesom der nemt kan springe splinter og skår fra fliserne. Derfor anbefales det at benytte såvel høreværn som beskyttelsesbriller.
Alle fliserne er nede, og omkring brusearmaturet kan man se på pvc-beklædningen, at vandet er trængt gennem fugerne omkring fliserne. Heldigvis har det ikke kunnet trænge dybere ind i væggen.Inden arbejdet kan fortsætte, skal al den gamle fliseklæber fjernes. Det kan gøres med en murerhammer eller en slaghammer med fladmejsel eller spidsmejsel.
Da der skal lægges varme i det nye gulv, skal den gamle gulvbelægning også fjernes. Det er en kraftig gammel linoleum, der sidder uhyre godt fast. Så du kan med fordel bruge en flisetang eller en almindelig knibtang til at hive i belægningen med.
Omkring afløbet ser der noget mørkt ud, hvilket tyder på, at belægningen ikke har været helt tæt. Indtrykket forstærkes af de rustne sømhoveder i overgangen mellem gulv og væg. Under linoleumsgulvet ligger resterne af den elektriske gulvvarme, som dog ikke har virket de sidste 10 år. Nu viser det sig, at der også ligger gulvplader. For at komme helt i bund skal de også fjernes.
Mureren borer et par huller ned gennem træpladen for at være sikker på, at han ikke saver de underliggende gulvstrøer over, når han begynder at skære pladen op med sin stiksav.Når først mureren har fået hul på pladen, kan han begynde at brække den op med et koben, så han helt præcist kan se, hvor strøerne løber. Der skæres nu langs alle strøer, så krydsfinérpladerne kan fjernes.
Nu er hele gulvet fjernet, og der er åbent til lægter og isolering. Der viser sig flere vandskader. Både omkring gulvafløbet og omkring et tæret vandrør er trækonstruktionen rådden. Skaderne skal udbedres, inden arbejdet kan fortsætte.
REDAKTIONEN ANBEFALER: 3 grunde til at vælge væghængt toilet