Havesti - på den nemme måde

En havesti med afstand mellem trædefliserne er rigtig let at lægge. Du har hverken brug for pladevibrator eller præcis nivellering af underlaget. Se, hvordan du gør.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
1500 kroner

Intro

Går du også lidt kold ved udsigten til et større udgravningsarbejde, at skulle leje en pladevibrator og at skulle ligge og nivellere grus langs vandrør? Hvis ja, er der faktisk en nem genvej, hvis dit projekt er blot at lave en sti til at spadsere på.

Vi viser her en klassisk havesti, men løsningen kan også sagtens bruges som indgangsparti foran en hoveddør. Drømmer du eksempelvis om et mere grønt og mere luftigt udtryk end de klassiske tætliggende fliser, er en løsning med trædesten oplagt. Og så er der den fine sidegevinst, at du jo heller ikke skal luge mellem fliserne: Du kører bare lige hen over med plæneklipperen!

Endelig er denne havesti som designet til kraftige regnskyl, da vandet har meget lettere ved at sive ned i jorden.

Vejledning

01
Sådan gør du 7 Trin

Når du laver en havesti med mellemrum mellem fliserne, er du ret frit stillet i forhold til sving og kurver. Du lægger bare fliserne ud og flytter dem rundt, indtil det ser godt ud. Når du er tilfreds, kan du gå lige til at stikke ud med spaden omkring fliserne. Nu ved du, hvor der skal graves af, og du kan fjerne fliserne.

Hullerne graves, så de er 3-5 cm dybere end flisens tykkelse, så der er plads til gruset. Så lægges gruset i hullet, og hvis du har lavet en skabelon af flisen, retter du gruset af ved hjælp af den. Alternativt må du klare dig med tommestok og vaterpas og leve med, at flisen nok skal op og ned et par gange.

1

Læg fliserne på græsset, hvor du vil have stien. Sørg for, at der er pæne kurver, hvis din sti buer: Synsmæssigt skal der være lige stor afstand imellem fliserne for at få et flot forløb.

2

Stik ud med spaden omkring fliserne, før du flytter dem. Så har du det nøjagtige mål på, hvor de skal ligge. Sørg dog for, at der er et par centimeter ekstra omkring siderne.

3

Grav hullerne ud, så de passer til flisens tykkelse - plus grus. Her er flisen 10 cm tyk, grav 3-5 cm ekstra af til gruset. Det vigtigste er at få muldlaget væk, da det forskyder sig mest i frostvejr, og at grave hullet jævnt og lige i bunden.

4

Fyld op med afretningsgrus, stamp, og ret af, så flisen kommer til at ligge i den ønskede højde. Det er i øvrigt her en god idé at lægge flisen 1-2 cm højere end græsplænen, da denne med tiden vil vokse lidt i højden.

5

Har du lavet en skabelon af flisen, bruger du den til at tjekke højden og afrette gruset. Flisen her er 30 x 90 x 10 cm og vejer præcis 62 kg. Det er en del, når den sandsynligvis skal op og ned et par gange. Så her kommer en skabelon til sin ret.

6

Få hjælp fra en makker, når de tunge fliser skal på plads. Find dit eget system, og pas på ryggen! Her har vi selv svejset en lille løfteanordning, som kan hænge på en løftestang (et vandrør).

7

Til sidst fylder du op med grus omkring flisernes kanter og trykker det godt til. I løbet af nogle uger vil græsset slutte helt tæt op ad flisen, og den nyanlagte havesti vil hurtigt ligne noget, som altid har ligget lige der.

Materialer

• Bordurfliser IBF 30 x 90 x 10 cm
• Grus til afretning

Værktøj
• Spade og vaterpas

Tidsforbrug

Denne sti er lavet på en dag.

Pris

Beregn ca. 115 kr. pr. stk. for 30 x 90 x 10 cm bordurfliser – plus afrettergrus.

Sværhedsgrad

Teknisk set er det meget let at lave en havesti med trædesten. Det er dog en god idé at have en hjælper, især hvis du som her bruger sten, som vejer over 60 kg pr. stk.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Belægning