Intet vedligehold. Ukrudtsdugen holder arealet rent. Du skal blot rette skærverne lidt til en gang imellem.

Problem

Jeg har et lille stykke græsplæne i min have, som jeg er træt af. Det er besværligt at slå, og vi bruger det aldrig. Kan jeg lave det om til et nogenlunde vedligeholdelsesfrit areal?

Løsning

Hvis du kun skal bruge arealet til at gå og sidde på, behøver du kun at grave græsset af og køre det væk. Så kan du jævne jorden med en rive, lægge en kraftig ukrudtsdug ud, køre stenskærver på og jævne dem ud.

Det er en meget nem og tilmed ret billig måde at lave en pæn belægning på.

Skal belægningen bruges i en indkørsel, hvor belastningen er meget større, skal underlaget laves, som hvis der skulle lægges fliser, med 15 cm stabilgrus og 10 cm grus, inden skærverne lægges.