Find de rigtige sten og fliser til din belægning

Sten, fliser eller skærver. Belægninger kommer i mange forskellige former. Vi viser dig de 12 mest almindelige belægninger til terrassen, indkørslen eller havegangen.

Uanset om det er en terrasse, din indkørsel eller en sti ned gennem haven, så kan du anlægge den med fliser eller sten. Men før du begynder, skal du have fundet ud af, hvilken belægning du vil have. Det hjælper vi dig med at finde ud af.

1. Brosten

Firkantede sten kløvet af granit findes som regel i målene 12 x 20 eller 15 x 25 cm. Fås i mange nuancer af sort, grå og rød, både nye og gamle.

De gamle, som har ligget på gader og pladser i over 100 år, er slidt blanke på oversiden og væsentligt dyrere end de nye. Du kan være heldig at købe dem, når du ser, de bliver taget op i forbindelse med offentlige bygge- og anlægsprojekter.

Bruges til indkørsler, terrasser, trapper, kanter og meget mere. De er svære at lægge, da de ikke er lige dybe, og kræver et tykt gruslag at stå i, før du vibrerer dem sammen.

Materiale: Kløvet granit

Terrasse: Ja - men giver dog en noget ujævn overflade

Indkørsel: Ja

Havegang: Ja

Prisniveau pr. m2: 500-1200 kroner. Brugte sten: 1700 kroner

2. Chaussésten & mosaiksten

Terninger kløvet af granit. Chaussésten måler op til 10 x 12 cm, mens mosaikstenene ligger på 4 x 4 til 6 x 6 cm. Fås som andre granitsten i mange grå, sorte og røde farver.

De gamle blankslidte er svære at skaffe og derfor dyre. Men der sælges rigtig mange nye, importeret fra Kina, til rimelige priser.

Kan bruges til terrasser og indkørsler, mellem fliser og langs kanter. Hvis du vælger at lægge en hel terrasse eller indkørsel med disse små sten, skal de lægges i mønstre (fx påfuglemønster), da det låser belægningen.

Materiale: Kløvet granit

Terrasse: Ja

Indkørsel: Ja

Havegang: Ja

Prisniveau pr. m2: 300-700 kroner. Brugte sten: 1000 kroner

3. Skærver

Små granitsten, som knuses af affaldet fra kløvning af bl.a. brosten. Har uregelmæssige former og skarpe kanter, der kiler sig sammen til en temmelig homogen masse.

Fås i flere størrelser fra 2 mm til 25 mm. Skærverne findes i mange forskellige farver fra gråsort til rød, blå, grøn og hvid.

Du kan bruge dem som bunddække i bede, så skal du lægge fiberdug ud på jorden og 5 cm skærver oven på.

Lægger du skærver, hvor der skal være trafik, skal der ikke dug under, men bunden skal bygges op som til fliser.

Materiale: Knust granitaffald

Terrasse: Nej

Indkørsel: Ja

Havegang: Ja

Prisniveau pr. m2: 40-150 kroner

4. Piksten

Piksten kendes også som toppede brosten. Runde og aflange natursten/granitsten, som er mellem 7 og 14 cm store. Blev tidligere brugt på gårdspladser, men bruges i dag mest som pynt mellem anden belægning. Bruges også som et bælte under tagudhæng for at hindre opsprøjt på husfacaden. Er også flotte rundt om træer i græsplænen og på trappetrin, hvor de lægges i beton. Kender du en landmand, kan du sikkert få lov at samle fra en af hans stenbunker efter harvningen. Ellers kan du købe dem hos vognmænd, anlægsgartnere og i grusgrave.

Materiale: Uforarbejdede granitsten

Terrasse: Nej

Indkørsel: Ja

Havegang: Ja

Prisniveau pr. m2: 75-300 kroner

5. Formstøbte sten

Belægningssten støbt i beton kunne tidligere fås i mange forskellige faconer - formet som store S’er, som fisk, som sekskanter eller blot firkantede.

I dag ses mest de rektangulære sten, som laves i grå, sorte og røde nuancer. Fælles for dem alle er, at de typisk er støbt med en kant, der giver plads til fugen.

Disse betonsten låser sig sammen, og i kraft af tykkelsen er de utroligt stærke.

De egner sig til terrasser og indkørsler, men ikke til tung trafik, som kan køre stenene op og gøre færdsel til fods lidt for spændende.

Materiale: Beton

Terrasse: Ja

Indkørsel: Ja - men ikke tung trafik

Havegang: Ja

Prisniveau pr. m2: Fra 70 kroner

6. Støbte flader

Har du mod på det, kan du støbe kæmpestore “fliser” på stedet. Flader på 120 x 120 cm adskilt af brædder af teaktræ er en superflot løsning, som ligner en million.

Kæmpefliserne, som bør armeres med indstøbte jernstænger eller -net, kan lægges på gangarealer, terrasser og kørebaner/indkørsler. Og afhængigt af hvor meget du gør ud af bundsikringen, kan de tåle rigtig tung trafik. Bortset fra teaklisterne er det en teknik, som anvendes til motorveje og landingsbaner.

Materiale: Beton

Terrasse: Ja

Indkørsel: Ja

Havegang: Ja

Prisniveau pr. m2: 400-500 kroner

7. Betonfliser

Nok den mest anvendte form for belægning til terrasser, havegange og indkørsler.

Fås i mange størrelser og farver, men mest almindelige er de grå 40 x 40 cm og 50 x 50 cm. Og det er synd, da der findes et væld af forskellige typer, som er udviklet i de senere år.

Du kan få dem i mange flere størrelser, også i nogle meget store, nærmest uhåndterlige formater, som er svære at lægge, hvis du skal gøre det alene. Til gengæld ser de flotte ud, når de ligger der.

Fliser fås i forskellig tykkelse, de tykkeste til tung belastning.

Materiale: Beton

Terrasse: Ja

Indkørsel: Ja - men ikke de tyndeste udgaver

Havegang: Ja

Prisniveau pr. m2: Fra 70 kroner

8. Coatede betonfliser

I stedet for de traditionelle grå betonfliser kan du købe fliser, som ganske vist er lavet af beton, men ligner alt andet.

Du kan købe fliser, som ser ud som granit, men til en brøkdel af prisen. Og du kan få fliser, som ligner sandsten eller marmor, men som i modsætning til disse kan tåle både frost og sne. En stor fordel ved disse fliser er, at de er coatede - det vil sige overfladebehandlede, så de ikke er så modtagelige for alger og mos, som almindelige fliser er.

Du skal dog huske, at de ikke har godt af at få en tur med højtryksrenseren.

Materiale: Overfladebehandlet beton

Terrasse: Ja

Indkørsel: Ja

Havegang: Ja

Prisniveau pr. m2: Fra 250 kroner

9. Græsarmeringssten

En særlig afart af betonfliserne er de armerede græssten. De består af betonfliser med huller i, som der kan gro græs op af. På den måde kan du anlægge en parkeringsplads, som ikke bare er en grå betonflade, men holder sig fint grøn hele sommeren.

Stenene fås, så den flade, de ligger på, kan rumme mere eller mindre græs. Fra 35 % til 50 og 75 %. En fordel ved disse sten, ud over det rent æstetiske, er, at de tillader regnvandet at sive ned i undergrunden i stedet for at blive ledt ud i kloaksystemet. Det kan modvirke oversvømmelser.

Materiale: Støbt beton

Terrasse: Nej

Indkørsel: Ja

Havegang: Nej

Prisniveau pr. m2: 200-300 kroner

10. Keramiske fliser

Havegangen, terrassen og trappen er steder, hvor du vil have rigtig gavn af keramiske fliser. De fås i masser af farver og størrelser, og fælles for dem er, at de er så tykke og brændt så hårdt, at de kan tåle hård frost, sne, grus og salt uden at blive grimme.

I modsætning til betonfliser og natursten er overfladen på de keramiske fliser lukket, så de ikke optager fugt. Det gør dem både frostsikre og modstandsdygtige over for alger og mos.

Vælg ikke fliser, der er alt for glatte i overfladen, de bør have en istøbt struktur, som gør dem sikre at gå på.

Materiale: Hårdbrændt ler

Terrasse: Ja

Indkørsel: Ja

Havegang: Ja

Prisniveau pr. m2: 300-500 kroner

11. Hårdbrændte klinker

Ligner almindelige mursten noget, men er brændt meget hårdt, så de er fantastisk hårde og vejrbestandige, selvom der i længere tid ligger vand, is eller sne på dem. Lette at rengøre og holde fri for sne, hvis de er lagt omhyggeligt. Er dog lidt uvenner med en sneskraber.

Anvendes på terrasser og havegange, hvor de kan lægges fladt og på højkant efter eget valg. I indkørsler skal de lægges på højkant for at opnå en stabil belægning. Husk, at alle sten og fliser skal lægges med min. 2 mm’s fugeafstand.

Materiale: Hårdbrændt ler

Terrasse: Ja

Indkørsel: Ja -på højkant

Havegang: Ja

Prisniveau pr. m2: 200-800 kroner

12. Natursten

Du kan købe fliser lavet af forskellige slags natursten, men du skal huske på, at vores klima med meget vand og indimellem frost og sne kan slide voldsomt på visse af stenene.

Sandsten, marmor og skifer har det ikke så godt med at blive våde og udsat for frost. De springer i flager eller knækker. Du kan dog uden risiko bruge basalt og granit udendørs.

Fliser af disse stentyper er meget hårde og fås i mange farvenuancer. De er også dyre, men de holder en evighed. Nærmest bogstaveligt.

Materiale: Tilhugget basalt, granit, marmor, kvartsit, skifer m.fl.

Terrasse: Ja

Indkørsel: Ja - nogle typer

Havegang: Ja

Prisniveau pr. m2: Fra 2000 kroner

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Belægning