Specifikationer, dimensioner og priser
Beskrivelse: Keramisk
Keramiske fliser består af hårdtbrændt ler, oftest i rektangulær eller kvadratisk form.
Keramiske fliser fås fra små mosaikstifter på få centimeter på hver led til kæmpefliser, der kan måle helt op til tre meter på den ene led.
Priseksempel
- Keramisk flise (hvid), 15 x 15 cm: ca. 110 kr. pr. kvm
- Keramisk flise (Metro i hvid): 10 x 20 cm, 325 kr. pr. kvm.
- Keramisk flise (mønstret), 120 x 278 cm: ca. 800 pr. kvm
Opdateret januar 2025
Priserne her er bare eksempler på, at de varierer en del afhængig af størrelse og udseende.
Hvor bruges: Keramisk
Keramiske fliser er almindelige i alle rum, men ses oftest i vådrum, køkkener og entreer.
Keramiske fliser er typisk inddelt i inden- og udendørs fliser. Indendørs fliser er som udgangspunkt ikke frostsikre.
Keramiske fliser kan i princippet bruges i alle rum. På vægge er de mest almindelige i køkkener og badeværelser, fordi de er meget rengøringsvenlige. På gulve er keramiske fliser almindelige i alle rum, men ses oftest i vådrum og entreer.
Fordele
- Meget robuste og slidstærke
- Rengøringsvenlige
- Fås i et utal af farver og mønstre
- Fås ned til meget lave priser
- Fås også med “marmor-look” og “granit-look”
Ulemper
- Meget hårdt at gå og stå på
- Fugerne er relativt sårbare ift. spildte væsker mv.
Styrke
Meget høj
Langt de fleste keramiske fliser kan tåle stort slid. Der er forskel på gulvflisers slidstyrke, men den vil oftest være ganske høj.
Mange keramiske fliser er så stærke, at de både kan bruges på gulv og væg, men hvis en flise sælges med betegnelsen vægflise, er den sandsynligvis ikke stærk nok til at ligge på gulvet. Så vil du have samme flise på gulv og væg, skal du holde øje med styrken.
Holdbarhed
30- 60 år
Fliser er meget slidstærke og vil i de fleste rum kunne holde, indtil du selv vælger at skifte dem ud. Mørtelfugen mellem fliserne er den mest sårbare del af et flisegulv, og det er mere sandsynligt, at det er fugen, der ender med at give op (blive meget snavset eller knække) efter nogle årtier.
Vedligeholdelse
Kræver kun almindelig rengøring.
Keramiske fliser kan rengøres med allround-rengøringsmiddel.
Dimensioner
- Længde: 2,5 - 320 cm
- Bredde: 2,5 - 160 cm
- Tykkelse: 6 - 10 mm
Se alternativer til keramiske fliser
Princip
Montering på gulv
Starter du ved en skæv væg, vil du få et skævt resultat. Derfor kan det være en god idé at dele større rum op med lægter, der ligger vinkelret på hinanden. På denne måde kan du styre, hvor eventuelt skævt tilskårne fliser ender.
Ret lægterne ind, så du ikke skal skære små strimler flise til langs væggene, men altid har minimum en halv flisebredde som det smalleste. Det bliver langt det pæneste.
Når fliserne skal klæbes fast, så skal der kun fliseklæber på et lille stykke (fx to rækker) ad gangen. Ellers vil klæberen nemt tørre, inden du er klar med fliserne. For at sikre en ensartet fuge er det vigtigt at bruge flisekryds eller afstandsbrikker.
Husk jævnligt at kontrollere, at fliserne ligger plant i forhold til hinanden. Hvis fliseklæberen er rettet til med en tandspartel, kan du presse en for høj flise lidt ned.
Fliser, der skal deles, kan du skære og knække på en manuel fliseskærer. Den kan lejes eller købes relativt billigt i byggemarkedet.
Når fliseklæberen er tør efter et lille døgns tid (ved stuetemperatur) kan du fuge fliserne. Den opblandede fuge trækkes diagonalt på fugerne, så de fyldes op.
Når alle fuger er fyldt, er det tid til at vaske af overskydende fugemasse af med et skumbræt, der ofte skylles i vand og trykkes, så det blot er fugtigt. Kør igen diagonalt på fugerne.
Montering på væg
Fliseklæberen skal fordeles på væggen, når den er rørt op, og herefter skal den køres igennem med en tandspartel. Kom kun klæber på et lille stykke væg ad gangen, så klæberen ikke tørrer for tidligt.
Fliserne står på en tynd liste, så der er plads til en fuge ned mod gulvet (eller bordet). Når fliserne trykkes ind mod væggen, vil striberne af fliseklæber fordele sig jævnt på flisens bagside.
Du kan styre flisernes indbyrdes afstand med flisekryds eller afstandsbrikker, men på en væg kan en flisesnor også bruges til de vandrette fuger.
Fliser, der skal deles, kan du skære og knække på en manuel fliseskærer. Den kan lejes eller købes relativt billigt i byggemarkedet.
Varianter
Keramiske fliser fås i utallige farver og mønstre. Endda også varianter, der ligner marmor eller granit.
Keramiske fliser fås også med både blank, mat og skridsikker overflade.
Store fliser: Keramiske fliser fås i store formater. De største af dem er man nødt til at være to personer om at lægge.
Redaktionen anbefaler
Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med fliser til gulv og væg.