Intro
Vejledning
01
Skinnerne til vognen med cykler
5
Trin
Skinnerne leder vognen sikkert ind og ud af garagen. Jeg har bygget den lille bane af jatoba-terrasseplanker til svellerne og med spor af et par kraftige aluminiumsvinkler.
De 145 mm brede planker deles på langs, så svellerne er godt 7 cm brede og ikke bliver for klodsede.
To af svellerne er længere end de øvrige, så de kan holde sammen på garagens sider ved åbningen og den lukkede gavl. Det er med til at sikre, at tingene ikke nemt kan skilles ad, hvis nogen vil bryde ind.
Terrassebrædderne deles på langs i midterlinjen med en rundsav og skæres op til sveller (T) og styreklodser (U).
Styreklodserne (U), der skal holde skinnerne, skæres ud og bores for. Der bores to huller i hver, og som så ofte går det lettere, hvis du laver dig en lille skabelon (X) at bore gennem. Alle huller forsænkes.
Svellerne (T) forsynes hver med to styreklodser (U). Skinnerne (V) skal skrues ind i træklodserne, ikke ned i svellerne.
Skinnerne (V) skæres ud. Vinkelprofilet, som måler 40 x 40 mm og er bygget af 4 mm aluminium, saves op til to skinner på hver 4 meter. Snittet afrundes med en fil.
02
Garagen som vognen køres ind i
10
Trin
Garagens faste del bygger jeg op over tre rammer, en til gavlen og to til siderne. Rammerne samles af 45 x 45 mm høvlede lister med runde kanter - de kaldes reglar i trælasten - med trykimprægnerede 95 x 45 mm reglar, hvor der er kontakt med jorden.
En enkelt tagkrydsfinerplade er nok til taget, men der er heller ikke meget tilovers. Den beskyttes med tagpap og aluinddækninger. Det er lidt af et puslespil, hvor du skal holde styr på, at vandet hele tiden føres videre ned.
Sav alle reglar til rammerne ud, og skær ud til bladsamlinger i hjørnerne. Vinklen på taget er cirka 7 grader.
Rammerne samles hver for sig med skruer og evt. lim. Jeg sikrer mig, at delene ligger præcist i forhold til hinanden, ved at spænde dem op på en plade imens.
Skru hjørnerne sammen, når alle 4 sider er savet ud, og de passer. Et stykke vinkeljern forstærker samlingen.
Kompositbrædderne sættes på. Skru først det yderste bræt fast i hver side, så det rækker 55 mm ud over rammen, og beregn så afstanden mellem brædderne til 1 på 2-beklædning. Overlap mindst 2,5 cm.
Alle brædder fastgøres en smule ud over rammen og skæres til sidst af samlet med en dyksav med føringsskinne. Brug en billig klinge, og sav udendørs med støvmaske. Støvet fejes straks af.
De beklædte sider samles med 5 x 80 mm skruer. Der bores for i endestykket. Fortil samles garagen midlertidigt med et bræt foroven og forneden.
Tjek, at alle garagens hjørner er vinkelrette ved at måle på begge diagonaler. Er de to mål lige lange, er huset i vinkel.
Tagpladen (J) saves ud og gøres fast på væggene. Taget forstærkes midtvejs og i kanten med reglar (G og H), der skrues på fra oversiden. Overkanten på den forreste forstærkning (H) saves skråt af i 7 grader.
Inddækningerne sømmes fast i kanten. Først sømmes tagfoden fast, og derefter vindskederne på de andre sider. Brug korte galvaniserede papsøm. Hjørnerne klippes til med en pladesaks og foldes på plads.
03
Vognen til cykler bygges op
8
Trin
Vognen, der kører på skinnerne ind og ud af garagen, bygges op, så den er helt åben at komme til, når den er trukket ud. Bunden af krydsfinerplade dækker jeg med et kunststoftæppe, inden delene samles, og både gavlen og siden maler jeg også, før vognen samles.
Fronten beklæder jeg som garagen med komposit brædder. Her må jeg skære et par brædder til i siderne for at få tingene til at gå op. De smalle stykker monteres i siderne og oven på børstelisten i hele dørens højde.
Hjulene skrues fast på bunden (K), så de sidder 2 cm fra endekanten og 12 cm fra siden. Det sidste mål tilpasses afstanden mellem skinnerne (T). Bor for til de rustfrie skruer. Deres spids skæres af på oversiden.
Når hjulene er på, skal bunden naturligvis testes. Hjulene skal køre midt på skinnerne. Vognen skal præcis røre ved børsterne.
Bundpladen (K) dækkes med et solidt tæppe i kunststof. Gør først tæppet fast langs den ene langside med hæftepistol. Så strammes ud på siden overfor, og derefter hæftes de andre sider.
Rammen til den beklædte gavl samles og skrues fast på bunden nedefra. Først fikseres den med tvinger. Bor for, og gør fast med 4 skruer på 4,5 x 60 mm.
Væggen (L) skrues på med 4,5 x 50 mm skruer. Inden gavlen (M) skrues på, borer jeg en række 3 mm huller i undervognen 10 mm fra kanten til skruerne.
Gavlen (M) gøres fast. Væggen (L) holdes i vinkel med et stykke malertape, mens jeg tager det sidste mål til tilpasningen af det 35 cm brede endestykke. Gavlen (M) kortes af og skrues fast ind i væggen (L).
04
Vognen indrettes og stilles op
7
Trin
Vognen indretter du helt efter behov og ønsker. Jeg gør den klar til at tage imod cykler og tilbehøret til dem som hjelme, pumper og lygter. Måske har du mere brug for en plads til barnevognen og klapvognen, måske er det haveværktøjet, du gerne vil kunne stille tørt og bag lås og slå.
Låsegrebet er tiltænkt carporte og godkendt som en sikker aflåsning i forhold til forsikringen.
Præcis midt i lågen bores hul til et car-portbeslag. Hullet er 25 mm i diameter, og det fineste hul får du med et hulbor.
På bagsiden fastgøres carportbeslaget med forsænkede bolte og specialkramper, som giver mulighed for, at låsestangen kan bevæge sig frit frem og tilbage.
Jeg stabiliserer vognen med en vinkel, en standard hyldebærer fra fx Biltema. Hvis du indretter din vogn anderledes, har du måske ikke brug for den.
Mellem vognens endestykker sætter jeg en lang jernstang i et par træklodser. Dem kan cyklerne stå op ad, evt. sikret mod at vælte med en elastik.
Hele herligheden kan hurtigt skilles ad og samles igen. Det er lettest at begynde med skinnen, når garagen skal stilles op.
Materialer
Garagen
45 x 45 mm reglar:
- 4 korte hjørner (A) a 114 cm
- 2 lange hjørner (B) a 140 cm
- 2 øvre lister (C) a 222 cm
- 2 mellemlister (D) a 211 cm
- 3 gavllister (G) a 104 cm
- 1 gavlliste (G1), 95 cm
45 x 95 mm trykimp. reglar:
- 2 bundlister (E) a 220 cm
- 1 gavlliste (F), 104 cm
- 1 tagfront (H), 104 cm
18 mm tagkrydsfiner:
- Skrå afstivninger (N) a 40 x 16 cm
- Tag (J), 119 x 229 cm
I øvrigt:
- 250 sorte facadeskruer
- 16 stk. 19 mm kompo sit - brædder, 360 cm lange
- 1 rulle tagpap (Topsafe, 1 x 7 m) med lim og søm
- 2 børsteliste med 1,5 cm børster a 139 cm
- 2 tagfødder a 1 m
- 7 vindskeder a 1 m
Vognen
45 x 45 mm reglar:
- 2 sider (P) a 116,5 cm
- Top og bund (R), 101,5 cm
- 1 afstiver (S), 92,5 cm
21 mm krydsfiner:
- 1 bund (K), 210,5 x 101 cm
18 mm krydsfiner:
- 1 væg (L), 83 x 210,5 cm
- 1 gavl (M), 135 x 35 cm
I øvrigt:
- Gulvtæppe af gråt filt
- Kantforstærkning, 2 m (rest fra skinne)
- 6 hjul
- Hyldeknægt
- Knager, galvaniseret rør, klodser, rørisolering o.l. til indretning af vognen
- Lukkebeslag til garageport
- Lukkehåndtag
Sporene
21 x 145 mm terrasseplanker i jatoba:
- 8 sveller (T) a 96 cm
- 2 sveller (T1) a 104 cm
- 20 styreklodser (U) a 5 cm
I øvrigt:
- 2 skinner (V) a 4 m (40 x 40 mm aluvinkel)
Tidsforbrug
En god uge.
Pris
Prisen er 7.600 kr. Du kan spare 1.500 kr. ved at beklæde garagen med rillet krydsfiner i stedet for kompositbrædder.
Sværhedsgrad
De enkelte elementer er ret enkle, men der er mange af dem. Og så forudsætter beskrivelsen her, at du har god erfaring og fx selv finder og vælger de rigtige skruer osv.
Tegning
3D-model
Cykelskur