Sådan indretter du drivhuset

Uanset om du vil have flisebelægning, bar jord eller dyrke dit drivhus i forskellige beholdere, kan det betale sig at tænke lidt over indretningen. Dit behov er individuelt, og det afhænger selvfølgelig helt af, hvad du vil dyrke i dit drivhus.

Der er masser af gode og brugbare indretningsting i handlen, men er du til det mere simple og hjemmegjorte, kan du komme meget langt med det, du måske har derhjemme i forvejen. På denne dvd demonstrerer vi forskellige muligheder.

Derfor indretter vi et lille hjørne i et større gartneri. Arealet svarer nogenlunde til et hobbydrivhus af en pæn størrelse. På et mindre stykke af gulvet lægger vi fliser. Flisebelægningen er nem gøre ren, og det er ganske praktisk, hvis du dyrker i plantesække og eventuelt vil bruge selvvandingskasser til dyrkningen.

Du kan også bare lægge plantesækkene på jorden eller plante direkte i drivhusjorden. Derfor bruger vi kun et lille areal til fliserne.Der hænger allerede et par hyldeknægte på nogle af stolperne.

Det er altid en god idé at have lidt afsætningsplads til diverse sager, du løbende bruger i drivhuset. Derfor er det oplagt at sørge for nogle hylder til formålet. I dette drivhus er der desuden højt til loftet, så det gælder om at udnytte pladsen – også i højden.

Her bliver det til cirka fem hyldemeter plads i alt, og det skal vi nok få brug for. Et lille arbejdsbord er også svært at undvære. Men har du ikke plads, kan du selvfølgelig placere det uden for drivhuset. Hylderne tager Annika i brug med det samme.

Ekstra småpotter, planteskilte, opbindingssnor, sakse, skriveredskaber og andre småting får plads på hylderne. Så ved hun, hvor hun har sit grej, og skal ikke bruge tiden på at lede efter det, når hun skal bruge det.

Resten af indretningen foretager hun løbende, når der er kommet planter ind – og de efterhånden vokser til.

LÆS OGSÅ: Byg selv et lækkert vægdrivhus

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Drivhus og orangeri