Bambus-shelter med flotte detaljer

Måske kan du allerede høre Stillehavet bruse i dine ører, når du kigger på billedet. Dette håndbyggede bambusshelter, som er bygget med traditionelle teknikker og enkelte moderne detaljer, står dog i Danmark med udsigt til marker og bøgetræer.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
14 dage
Pris
8.000 kroner

Intro

Shelteret her er bygget med teknikker og bambus importeret fra Bali tilsat en lille moderne tagrygning i stål og et par poser stolpebeton.

I denne artikel giver vi dig et indblik i, hvordan konstruktionen er samlet uden andet end lim, stiftsøm og et par enkelte skruer i toppen, hvor tagrygningen er spændt fast. Ud over at være en sjov fortolkning af et simpelt shelter er bygningen også et studie i, hvad bambus kan.

Et ægte gds-materiale

Bambus egner sig godt til gør det selv-folket. Det er nemlig både stærkt, fleksibelt og let at arbejde med, også alene. Tilsat en stærk plan betyder det, at du kan bygge let, men holdbart.

Vejledning

01
Sådan laver du samlinger i bambus 14 Trin

I denne artikel vises flere typer samlinger. I de fleste tilfælde hviler et bambusrør på et andet ved hjælp af en halvmåneudskæring. I andre tilfælde er der boret hul i et rør, som passer til, at et andet kan føres ind.

1

Den simpleste samling laves ved at lave en halvmåneformet udskæring med en hulsav, tværs gennem et bambusrør. Et andet rør med samme diameter som hulsaven kan nu hvile i udskæringen.

2

Rene overflader giver gode samlinger. Den halvmåneformede udboring skal renses med en kniv eller en fil, så overfladen bliver jævn. Det gør både samlingen pænere og tættere.

3

Enkelte steder, fx under tagrygningen, består bambussamlingerne af rør, som er skåret over på 45 grader, så de mødes i en spids. Bambusrør, som er skåret spidse i enden, er samtidig nemmere at få på plads i hulsamlinger end rør, der er skåret vinkelret.

4

Samlingerne overlapper tit. I mange tilfælde er der flere bambussamlinger tæt på hinanden. Hvis samlingerne er veludførte, styrker de hinanden.

5

Samlingerne kan låses. Når to stykker bambus skal låses sammen, så gøres det med en tynd bambuspind på størrelse med en spisepind. Pinden smøres ind i snedkerlim og stikkes gennem begge bambusrør i et forboret hul.

6

Beton i bunden. For at shelteret kan stå fast i baghaven, er det nederste led på hver af de fire ben blevet fyldt med beton, der holder fast om et stykke armeringsstål, der efterfølgende kan støbes fast i græsplænen med en pose stolpebeton.

Sådan bygger du en stærk trækonstruktion

Trekanter, trekanter og flere trekanter. Det gennemgående konstruktionsprincip er ældgammelt og effektivt. Shelteret er bygget af en samling af større og mindre trekanter, som tilsammen er enormt stærke og stabile.

Det smarte ved trekanter er nemlig, at de modsat figurer med flere sider og vinkler ikke kan ændre form, uden at mindst en af siderne ændrer længde. Det sker ikke uden videre, da bambusrør hverken er nemme at komprimere eller strække. Faktisk er bambus enormt stærkt og i øvrigt fleksibelt. Shelteret består grundlæggende af to store trekanter i Ø 11-13 cm bambus, som udgør bygningens gavle. Gavlene er forbundet af flere vandrette bambusprofiler i form af gulvrammen og toplægten, som ligger under tagrygningen.

Forbindelsesstykkerne er også lavet i Ø 11-13 cm. Imellem de to gavle er bygningen inddelt i mindre trekanter lavet i Ø 5-7 cm bambus.

Efter at gavlene er rejst, skal de første underinddelinger udføres. Bagsiden på shelteret er inddelt i fire mindre trekanter, som beklædes med splintved.

På indersiden ses det tydeligt, hvordan den lukkede bagside er opdelt. De lodrette og vandrette stykker bruges primært til at skyde splintvedsbeklædningen fast på.

Gavlen er bomstærk, da den lille trekant forstærker den store trekants sider indefra.

Sådan bygger du taget

I toppen er shelteret forstærket med en tagrygning i stål, som har flere funktioner. For det første lukker den samlingen i toppen af shelteret. Desuden sørger tagrygningen for, at regnvand bliver fordelt jævnt over hele taget, og så refererer tagrygningen til et skandinavisk materialevalg, som står fint i kontrast til bambuskonstruktionen.

De store tagflader ud under rygningen, er lavet i 3 cm brede bambuslister, lavet af splittede bambusrør. Listerne er skudt fast på den underliggende bambus med en stiftpistol.

Der indgår meget få skruer i bambusbygningen, men tagrygningen er dog skruet fast til bambusrørene på gavlen.

Der er spændt montagelister på siden af de bambusrør, der opdeler tagfladen i trekanter. Tagdækningen er skudt fast på listerne.

Sådan ser samlingerne ud indeni

Når vi fjerner de helt små bambusstykker, som er brugt til at beklæde shelteret med, så står der en meget let konstruktion tilbage, som udmærker sig ved fraværet af vinkelbeslag, store skruer og andre fremmedelementer. Prisen for den rene profil er en masse arbejde med skjulte og snedige samlinger.

1

Under tagrygningen er bambusrørene skåret i smig, så de mødes rent. Rygningen holdes fast af to gavlplader, som er skruet fast i bambusrørene.

2

På forsiden kan tagfladen drejes om et hængsel, så shelteret åbnes op, og siden bliver til et halvtag. Hængslet er simpelt og lavet ved at bore hul i de skrå gavlstolper, så det vandrette rør i toppen af den vipbare væg passer ind i gavlstolpen og drejer om sig selv.

3

På udvalgte steder er bambussamlingerne låst med tynde stykker bambus, som stikkes igennem flere bambuselementer, der allerede låser hinanden i de øvrige retninger.

Materialer

Ø 11-13 cm bambus

  • Ca. 12 meter

Ø 5-7 cm bambus

  • Ca. 30-35 meter

3 cm bredt bambussplintved

  • Ca. 100 meter

Diverse

  • Stolpebeton
  • Ø 10 mm armeringsjern
  • 2 meter metaltagrygning

Specialværktøj

  • Stiftpistol til at skyde beklædningsstykker på rammerne
  • Snedkerlim
  • Rustfri skruer, 4 x 40 mm

Tidsforbrug

Omtrent 14 dage.

Pris

Ca. 8.000 kr.

Sværhedsgrad

Det kræver en indsats at lære at lave lækre bambussamlinger.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Shelter