10 ting du skal overveje, inden du bygger skur

Inden du går i gang med at bygge et skur, er der nogle overvejelser, du bør gøre dig. Det øger chancen for, at du får det optimale skur, der bedst muligt opfylder dine behov og ønsker.

Skur

En skydedør er praktisk, hvis du skal have større ting ud og ind af dit skur.

Skal du bygge et skur er det en god ide, at få styr på det grundlæggende omkring byggeriet inden.

Her kan du læse 10 overvejelser du bør gøre dig omkring isolering, vedligeholdelse, lysindfald, placering, tag type mm. til dit optimale skur.

1. Hvilken type dør skal du vælge?

Det er smart at vælge en dør, der passer til skurets formål. Har du fx store ting som plæneklipper, cykler eller havemøbler i skuret, er det nemt at få dem ud og ind, hvis du vælger en skydelåge eller en dobbeltdør. Ønsker du meget dagslys, kan du vælge en dør med et vindue i. Tænk også over, om døren skal kunne låses, og om en hængelås evt. er nok.

2. Er det nødvendigt at isolere skuret?

Hvis du har planer om at opbevare fx maling og alt værktøj på batteri i dit skur, bør du isolere det, da ingen af delene tåler frost. Skal du derimod “bare” have haveredskaber (uden batteri), plæneklipper eller måske cykler, er det ikke nødvendigt at isolere skuret.

3. Hold skadedyr ude

Har du ting i dit skur, der ikke må blive spist af mus, bør du sikre det, så mus og andre skadedyr ikke kan komme ind. Du kan sikre skuret ved fx at sætte fintmasket net op forneden på skuret langs jorden eller mellem strøerne på gulvet i et isoleret skur, så der er lukket af.

4. Få styr på reglerne

Inden du går i gang med at bygge, bør du få styr på reglerne for småbygninger.

Den grundlæggende regel er, at hvis det samlede areal af småbygninger på din grund (drivhus, carport, brændeskur, anneks, hønsehus mv.) er på under 50 kvm, skal du ikke søge om byggetilladelse. Det skal du til gengæld, hvis arealet inkl. det nye skur overstiger 50 kvm. Der er også særlige regler for at bygge i skel. Derudover kan der være specielle regler i din kommune eller grundejerforening, som du skal overholde.

5. Hvor skal skuret placeres?

Tænk over, hvor det vil være bedst at placere dit skur. Skal det primært være til cykler, du bruger dagligt, er det praktisk med en placering tæt på indkørslen til din grund. Vil du bruge skuret til fx haveredskaber og plæneklipper, er det praktisk med en placering tæt på haven. Har du en kedelig plads i haven, du ikke rigtig bruger, er det oplagt at bygge her.

6. Hvor meget lys har du brug for?

Overvej, hvor meget lys du har brug for. Det kan være, du fint kan klare dig med dagslys fra et vindue, der bygges ind i trækonstruktionen. En mulighed kan også være at sætte en dør i med et vindue. Skal skuret bruges som værksted, kræver det elektrisk lys, og så skal du have fat i en elektriker, der kan trække el. Medmindre du kan nøjes med en arbejdslampe og en forlængerledning.

7. Hvilken type tag skal du vælge?

Der er mange muligheder, når det gælder tagmaterialer. Et ståltag er stærkt og nemt at lægge, men fås ikke i klar som et trapeztag i plast. Gennemsigtige plader har den fordel, at det giver naturligt lys i skuret. Trapezplader er også nemme at lægge, men de er ikke så stærke og holdbare som stål.
Du kan også lægge krydsfinerplader på taget og beklæde det med tagpap, enten i baner eller med såkaldte shingles.
Sæt dig ind i, hvilke krav der er til hældning på det tag, du vælger, så den underliggende konstruktion kan tilpasses derefter.

8. Hvilket materiale på facaden?

Du skal gøre op med dig selv, hvor meget tid du vil bruge på at vedligeholde dit skur. Vælger du en træbeklædning, skal den jævnligt males for at holde så lang tid som muligt‚ medmindre du vælger en meget modstandsdygtig træsort som fx mahogni. Har du ikke tid og lyst til at male, kan du vælge et vedligeholdelsesfrit materiale som fx komposit.

9. Husk afstivning

For at skuret holder de rette vinkler – også efter en storm – er det vigtigt, at trækonstruktionen stives af. Det kan du fx gøre ved at fastgøre skråstivere mellem de lodrette stolper eller ved at montere vindtrækbånd i rustfrit stål på skrå mellem stolperne.

10. Hvordan skal skuret stå fast på jorden?

Der er flere måder, du kan fundere dit skur på. Du kan vælge at grave stolper direkte ned i jorden. Det kræver, at de er trykimprægnerede. Du kan undgå direkte jordkontakt ved at placere stolper i stolpesko, der støbes fast i jorden, fx i et plastrør. Jordskruer er også en mulighed som punktfundamenter, der skrues direkte ned i jorden, og stolpen fastgøres ovenpå. Du kan også vælge at støbe et fundament, fx ved at sætte fundablokke i beton i en gravet rende.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Skur