Intro
Vejledning
01
Sav delene ud
2
Trin
Det er nemmest at save delene ud med en dyksav, men du kan også bruge en stiksav eller en fukssvans. Husk at vende den pæne side nedad, når du saver, for savsnittet bliver renest nederst. Sav sider og døre ud, så træets årer er på den lange led, og regnvandet lettere kan ledes væk. Byggemarkedet kan også save pladerne ud, hvis du har en skæreplan. Så tager det kun et par timer at samle skuret.
Hvis du gerne vil skære op selv, men ikke kan have de 122 cm brede plader i bilen, kan du nøjes med at få byggemarkedet til at skære en strimmel på 40 cm på langs af begge plader - så er pladerne maksimalt ca. 82 cm brede, hvilket kan være i de fleste biler.
Lav et skråt snit på sider og midterstykke (A). Mærk af 15 cm ned fra toppen på siderne (A), og sav den skrå vinkel af. Husk at vende stykkerne, så den pæne side kommer til at vende udad.
02
Delene samles
8
Trin
Inden du samler skuret, skal du måle op til hylderne. Det er meget lettere at gøre, mens delene endnu er løse.
Skuret her samles med 50 mm lange skruer, og det er en god idé at bore for til dem. Krydsfineren er ikke slem til at flække, hvis du skruer mere end 5 cm fra kanten, men det letter samlingen, når du kan holde med den ene hånd og skrue skruer i, der allerede er sat løst i de rigtige steder, med den anden hånd.
Når du skal sætte hylderne fast, er det en god hjælp at bruge skruetvinger. Det gør det lidt nemmere at finjustere.
Mærk op til hyldernes underkant på indersiden af venstre side og midterstykket 40, 70 og 100 cm fra bunden. Læg dem, så siderne støder sammen. Så kan du mærke dem begge op samtidigt, og hylderne kommer til at sidde lige.
Saml de to yderste sider (A) med bundpladen (B). Bor for i siderne, inden du skruer delene sammen. Det er lettest at samle delene, hvis du stiller ydersiderne på højkant på et bord og skruer bundpladen fast i sidernes bund.
Skru det nederste bagstykke (C) fast til sider (A) og bundstykke (B). Skruerne placeres med ca. 8 cm’s afstand.
Skru det øverste bagstykke (C) fast. Det skal trækkes et par millimeter ned fra den øverste kant af siderne (A), så tagpladen kommer til at slutte helt tæt til siderne (A).
Sæt nu midterstykket (A) i. Vend først skuret om på bagsiden. Læg evt. en hylde (D) ind mellem side og midterstykket, så det kan presses ind mod hylden for at få den rigtige afstand. Skru bunden fast til midterstykket.
Sæt hylderne (D) i en efter en. Placer skruerne løst i de forborede huller, og sæt hylden, så dens underkant flugter stregen. Spænd evt. siderne let sammen med en skruetvinge, mens du justerer placeringen. Skru så skruerne i.
Fastgør midterstykket (A) til bagstykkerne (C) både foroven og forneden, så det sidder ordentligt fast.
03
Dørene
3
Trin
Monter hængslerne. Læg skabet ned, og placer dørene (F). Mærk op til tre hængsler. De fordeles og placeres, så de flugter med dørens forside. Bor for med 3 mm bor, og skru fast med 40 mm skruer til døren, til siderne bruges 15 mm skruer.
Lav evt. en dørholder, der kan holde dørene lukkede. Sav et stykke ud på 3 x 8 cm, og skru det fast i midten af forstykket (E). Rund evt. kanterne indad mod dørene, så holderen glider let. Du kan også bruge magneter eller dørholdere.
04
Taget
4
Trin
Nu mangler vi blot taget. Det laver vi af krydsfiner, der beklædes med tagpap.
Læg tagpap på taget efter fabrikantens anvisninger. Her er brugt selvklæbende baner, der egentlig er beregnet til tagrygge. Hvis du har en stump tagpap tilovers, kan du også bruge det.
Hvis du bruger flere stykker som her, så skal der være et ordentligt overlap. Det er vigtigt, at det øverste stykke går ud over det nederste på taget, så vandet kan blive ledt væk.
Sæt pap på tagpladen (G). Det første stykke placeres nederst, så det stikker 5 cm ud hele vejen rundt. Vend pladen om, og skær vinkelret ud fra begge hjørner, så du kan fjerne en firkant. Det gør det lettere at bukke tagpappet rundt om pladen.
Buk tagpappet rundt om kanten, og søm det fast på bagsiden med papsøm. Du kan slå let på det stive pap med en hammer for at få det til at bukke.
Læg den øverste bane på, så den lapper over den nederste og vandet kan løbe væk. Søm den fast på samme måde som den nederste. Skru til sidst taget fast til siderne - skråt op nedefra med korte skruer. Pas på, tagpappet ikke brydes.
Materialer
15 mm tagkrydsfiner:
• 3 sider/midterstykke (A) a 40 x 160 cm
• 1 bund (B), 40 x 80 cm
• 2 bagstykker (C) a 10 x 77 cm
• 3 hylder (D) a 38 x 40 cm
• 1 forstykke (E), 5 x 80 cm
• 2 døre (F) a 40 x 135,5 cm
• 1 tag (G), 55 x 100 cm
Desuden:
• Skruer, 3 x 15, 4 x 40 og 4 x 50 mm
• Evt. lidt længere/kraftigere skruer til ophænget
• Godt ½ m² selvklæbende tagpap
• Tagpapsøm
• 6 hængsler inkl. skruer
• 2 dørhåndtag
• Grundingsolie og træbeskyttelse
Tidsforbrug
1 dag
Pris
Cirka 1000 kroner plus tagpap og træbeskyttelse
Sværhedsgrad
Det er ganske ligetil at lave dette skur.