1. Støb oven på træbjælker
Vi viser dig her, hvordan du støber et betongulv oven på træbjælker.
Det gamle gulv er fjernet, og der er isoleret. Nu lægges svalehalepladerne på tværs af gulvbjælkerne med min. 1 rilles overlap i siderne og 5 cm for enderne. Slut med en skrue i hvert hjørne af rummet.
Når varmeslangerne er lagt ud og gjort fast med clips, støbes kanter (“ledere”) hele vejen rundt i den højde, betongulvet skal have. De rettes helt lige af efter et langt vaterpas.
Når lederne har sat sig, støbes gulvet 1 meter ad gangen i samme højde som lederne. Betonen fyldes ind under varmeslangerne og stampes godt ned i rillerne i svalehalepladerne.
Gulvet rettes af med en såkaldt retholt (en lang, lige aluskinne, der kan nå på tværs af rummet) fra leder til leder. Skinnen trækkes i zigzag ind imod en selv.
2. Støb med armeringsnet
Herunder kan du se, hvordan du støber betongulv med armeringsnet.
Det gamle gulv er fjernet ned til terrændækket, og der er lagt radon-spærre og isolering i form af terrænbatts. Derefter lægges armeringsnet ud på klodser, så det ligger midt i betonlaget.
Varmeslanger lægges ud og bindes fast til armeringsnettet. Det er smart at bruge en skruemaskine til at binde med - det er mange stykker ståltråd, der skal bruges. Alternativt kan man bruge strips.
Langs væggene støbes betonkanter (ledere), der rettes fuldstændig lige af efter et vaterpas. Hvis lederne får lov at hærde, skal de primes med betonbinder, før resten af gulvet støbes.
Betonen, der skal være grødagtig i konsistensen, fordeles med en skovl. Herefter er en stavvibrator en stor hjælp til at få betonen til at flyde ud og fjerne alle luftbobler.
Betonen lægges ud 1 meter ad gangen. Så trækkes den af i zigzagbevægelser med en retskinne eller et langt, lige bræt, der kan nå fra leder til leder.
3. Betongulv med flydespartel
Læs her, hvordan du får en flot afslutning på dit betongulv med flydespartel.
Hvis man vil have et luksusbetongulv, kan man afslutte med at udlægge nogle centimeter flydende cementspartel. Det er en selvnivellerende spartelmasse, som bliver lige så hård som beton.