Flot gulv med rustikke fliser

Den antikke kalksten travertin er flot og rustik, når den fuges med en kontrastfarve. Lad fugemassen fylde huller og skævheder i harmoni med travertinflisens grove struktur.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 dage
Pris
350 kr./m2

Det tynde hvide slør efter fugemassen fjernes med tørre bomuldsklude, inden overfladen mættes med fx sæbespåner.

Intro

Travertinfliser fås med næsten lige kanter og næsten helt glat overflade. Men du kan også købe dem, som de findes i naturen: hullede og åbne, med skæve og buede kanter. De er ganske vist lidt sværere at lægge og fuge, men du får et utrolig flot gulv med varierende farvenuancer og fugebredde.

Variationen bliver mest markant, hvis fliserne fuges med mørtel i en kontrastfarve – den er som regel hvid. Mørtlen skal arbejdes godt ned i fugerne, og den fylder også de små huller eller lunker, der er i travertinens overflade.

Travertin er blødere end granit, og fliserne skal overfladebehandles for at afvise smuds og fugt. Det kan fx gøres med en tyk grød af sæbespåner.

Vejledning

01
Læg flisegulvet 5 Trin

De rustikke travertinfliser er sværere at lægge end andre fliser, fordi kanterne er så skæve. Derfor skal fliserne lægges på øjemål - flisesnor eller flisekryds er ingen hjælp. I stedet bør du bruge et retholt flittigt.

Det kræver også lidt mere arbejde at fylde fugerne. Fugemørtlen skal røres op, så den har konsistens som flødeskum, og den skal trykkes godt ned.

En fugebredde på 4-5 mm er normal, men nogle steder kan fugen på disse fliser blive op til 1 til 1,5 cm, så du undgår ikke at skulle efterfylde nogle fuger.

1

Træk fliseklæber ud på et mindre stykke af gulvet. Brug en fintandet tandspartel, når du arbejder med små fliser. Husk at grunde gulvet først med en primer, hvis gulvet er sugende (fx et betongulv).

2

Fliserne lægges på øjemål uden fugesnor eller -kryds. Størrelsen er her 10 x 10 cm, og vi lægger dem med en fugebredde på 5 mm. Brug et retholt - fx en lang lige liste - flittigt, men du arbejder.

3

Dagen efter er gulvet klar til at blive fuget. Fugemassen røres op med piskeris. Den presses først ned i fugerne diagonalt og “skures” så i cirklende bevægelser, indtil fugerne er helt fyldt.

4

En blød flisesvamp fugtes og trækkes over fliserne. Svampen bruges til at glatte fugemassen og fjerne alt overskydende med. Derefter bruges flisesvampen, der er med i Evers-sættet, på samme måde, indtil fliserne ser helt rene ud.

5

Når fugemassen er hvidtør (efter cirka en halv time), fjernes fugeslør ved at tørre gulvet over med bomuldsklude. Fugeslør viser sig som et tyndt hvidt lag på fliserne. Derefter skal gulvet tørre 2-3 døgn, før det kan overfladebehandles.

Materialer

  • Travertinfliser, 10 x 10 cm
  • Alfix Universalfix (fliseklæber)
  • Alfix Cerafill (fugemateriale)

Specialværktøj

  • Fintandet tandspartel
  • Fliseske
  • Boremaskine med piskeris
  • Evers fugebræt
  • Evers fugesæt med spand og svamp (velegnet til travertinfliser)
  • Bomuldsklude

Tidsforbrug

Et badeværelse i normal størrelse kan klares på et par dage.

Pris

Cirka 350 kroner pr. m2

Sværhedsgrad

Rustikke fliser er sværere at lægge end keramiske fliser. Men hvis du giver dig god tid og er omhyggelig med fugningen, får du et flot gulv.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Gulv