Intro
Vejledning
01
Opmåling og prøveoplægning
3
Trin
Før du kan gå i gang for alvor, skal du lave en prøveoplægning, som afslører, hvordan gulvet skal ligge for at blive pænest muligt.
Du skal bruge to typer brædder: A og B. De købes i hver sin pakke, så du skal sørge for at få nok af begge typer. I prøveoplægningen her bruger vi desuden B-brædder som hjælpebrædder, der sikrer, at brædderne samles helt lige kant mod kant.
Brædderne er udstyret med kliksystem på alle fire kanter. På den ene kortside og den ene langside er der en slids (en not). På de to øvrige sider er der et fremspring (en fer), der passer ind i noten. For at kunne holde styr på det hele vender vi noterne ind mod den væg, vi starter fra. Vi har i opstillingen her markeret tre af ”væggene” med lægter.
Markér midten af rummet. Tjek, at din midterstreg er i vinkel med den væg, du har som udgangspunkt. Når du starter oplægningen, skal midten enten ramme en spids eller en bund i sildebensmønstret.
Læg de første stave. Brættet B skærer vi med et 45-graders snit i not-enden. Langsidens not vender nu fremad mod udgangsvæggen. Vip brættet A fast på enden af B. Også noten på A-brættets langside vender mod væggen.
02
Først skal der planlægges
3
Trin
Nu skal vi have gulvet til at ligge præcist og pænt i forhold til væggene.
Det er ikke en forudsætning for at kunne lægge gulvet, at du måler så præcist op, som vi gør her, men det sikrer, at afskæringerne i begge sider af rummet bliver nøjagtig lige store. Det giver det pænest mulige resultat, og det koster ikke ret mange minutter.
Husk, at gulvet, ligesom alle andre svømmende gulve, skal holde afstand til væggene. Ellers risikerer du, at det udvider sig og ender med at stå op i en bue, fordi der ikke er plads til det mellem væggene. Det er nemt at sikre afstanden med små plastbrikker, som du kan købe i byggemarkedet eller der, hvor du køber gulvet.
Målet, som vi tog i forrige afsnit, viste, at gulvet skal forskydes 2 cm, for at spidsen rammer midterlinjen.
Streg op 2 cm fra enden af brættet B. Det er de 2 cm, vi skal have flyttet vores gulv mod venstre. Husk at sætte afstandsklodsen mellem gulv og væg, så der er cirka 1 cm’s luft.
Gulvet kan skubbes på plads, når brættet B er savet til efter opmærkning. Så ender vores mønsters spids lige på midterlinjen (2 cm mod venstre).
03
Nu skal første stykke samles
2
Trin
Nu er der styr på retning og fordeling, og du kan komme i gang med at klikke alle gulvbrædderne sammen.
Du har ikke brug for flere hjælpebrædder, for nu støtter brædderne hinanden. Men sørg for hele tiden at få klikket brædderne ordentligt sammen, og følg midterlinjen, så det ikke skrider. Når du har samlet en halv meter gulv, skal du stoppe.
Mønstret passer og skal nu blot fortsættes. De løse brædder skal skubbes og klikkes på plads, og så kan du fortsætte mønstret. Husk afstandsklodserne ud mod væggene.
04
Hvis der ikke er plads til at klikke
3
Trin
Når du skal passe et bræt til op mod en væg, er der ikke altid plads til, at du kan klikke det på plads. Så må du skære det til i længden, fjerne ”klikket” og lime brædderne sammen.
Hvis et bræt ikke kan klikkes på plads, må du fjerne halvdelen af ende-notens udhæng. Så skal brædderne ikke løftes på plads i klikket for at passe sammen, men blot skubbes sammen.
05
Afslut lægningen op mod den første væg
3
Trin
Den nemmeste måde at afslutte gulvet mod væggen er ved at skære det over, så det passer.
Det virker lidt voldsomt at skære det stykke gulv, du lige har samlet, midtover. Men det er den nemmeste måde at komme videre på. Alternativet - at mærke alle brædder op med numre, skille gulvet ad, skære alle brædder til enkeltvis for til sidst at samle det hele igen - er alt for bøvlet. Så brug en dyksav på skinne, suppleret med en stiksav, der kan save de sidste brædder over. Dem kan dyksaven nemlig ikke nå, fordi den støder imod væggen.
Sav gulvet igennem med en dyksav. Ved at save spidserne af passer gulvet ind mod væggen. Det er lettere end alternativet, som er at passe en masse små stumper til op mod væggen.
Løft de sidste brædder op. Dyksaven kan ikke komme helt tæt på væggen, så de yderste brædder må tages op og skæres til for sig selv med en stiksav.
06
Resten af gulvet lægges og afsluttes
5
Trin
Nu bliver det nemt: Du skal blot fortsætte mønstret, som du allerede har startet.
Husk at holde øje med, at du hele tiden følger midterlinjen, og at du får klikket alle samlinger 100 % tæt sammen, særligt i enderne. Ellers skrider mønstret for dig.
Når du nærmer dig afslutningen ved den modstående væg, skal du måle de spidser, du skar af før. Dele af dem kan givet bruges til afslutningen.
Når gulvet er lagt, kan du efterbehandle det (hvis det er parket) eller blot tørre det af med en fugtig klud (hvis det er laminat).
Fortsæt lægningen, når du har skubbet det over savede gulv op mod væggen. Fremgangsmåden er præcis den samme som hidtil. Sørg for, at alle brædder klikker tæt sammen.
Mål op til de sidste brædder, når du når ned til den modstående væg. Mål gerne to gange, for det kan være lidt svært.
Brug de spidser, du skar af, hvis det går op. Her går det helt tilfældigt præcist op. Normalt vil du kun kunne bruge dele af spidserne til afslutningen.
Materialer
- Klikgulv (Berry Alloc fra Garant)
- Trindæmpende underlag
- Afstandsbrikker
- Trælim
Specialværktøj
- Kapsav
- Dyksav med skinne
Tidsforbrug
Sæt god tid af. Regn med et par dage til 20 kvm.
Pris
320 kr. pr. kvm for laminat-udgaven, ca. 700 kr. pr. kvm i 4 mm egeparket. I begge tilfælde skal der tilkøbes et underlag.
Sværhedsgrad
Dette er den letteste måde at lægge sildebensgulv på, men det er ikke nemt. Det kræver erfaring, præcision og tålmodighed.