Nyt gulv på én dag

Du skal ikke fortvivle over et nedslidt gulv. På én enkelt dag kan du nemlig lave et splinternyt gulv til en overkommelig pris.

Intro

Et flot gulv er virkelig noget, som kan rykke ved indtrykket af en bolig, og derfor kan betydningen af gulvenes stand nærmest ikke overvurderes. Ofte vil en afhøvling gøre underværker, men hvis gulvet er gammelt og har været høvlet af flere gange, kan det være på tide, at du tænker i nye baner.

Du kan selvfølgelig brække gulvbrædderne op og lægge nye oven på de gamle bjælker eller strøer, men det kan være noget af et arbejde – især hvis det, som her, drejer sig om et køkken, hvor det i så fald også ville være nødvendigt at fjerne alle køkkenskabene.

Redaktionen anbefaler: De 8 bedste gulve til køkkenet

Svømmende gulve

I den slags situationer kommer de såkaldte “svømmende gulve” til deres ret – for de lægges oven på det eksisterende gulv. Og på den måde slipper du også for det hårde nedbrydningsarbejde, svineriet og bortskafning af det gamle gulv.

Begrebet “svømmende” betyder, at gulvet skal kunne arbejde – altså give sig nogle millimeter efter temperatur og fugtighed. Derfor er et svømmende gulv ikke fastgjort nogen steder til underlaget, men ligger helt løst ovenpå. Der skal holdes en afstand indtil vægge og sokler på ca. 1-1,5 cm, som så dækkes med en liste, når gulvet er lagt.

Før du lægger gulvet

Det går hurtigt at lægge gulvet, når du først er i gang – en dags tid for dette gulv, der er ca. 22 m2. Der kan dog være forberedelser, der forlænger processen lidt. Gulvet skal være nogenlunde jævnt. Hvis det falder eller stiger mere end 3 mm pr. meter, skal der spartles ud, og spartelmassen skal selvsagt have tid til at tørre.

Vejledning

01
Gør klar til det svømmende gulv 8 Trin

Da vi lægger det nye gulv oven på det gamle, er det selvfølgelig vigtigt, at det ikke er for skævt. Eventuelle skævheder udjævnes med gulvspartel, og når det er tørt, kan underlaget rulles ud, skæres til og tapes sammen.

Underlaget lægges på af hensyn til støj- og støddæmpning. Der findes mange forskellige produkter, men det betaler sig at bruge en type af en god kvalitet - et underlag, der ikke bliver mast sammen med tiden, så den støj- og støddæmpende virkning forsvinder.

1

Start med at brække alle de gamle fejelister af. Der skal være helt frit ind til fodliste/sokkel, så vi senere kan holde øje med afstanden (ca. 1 cm) mellem det nye gulv og fodlisten.

2

Så undersøger vi, om der skal spartles ud. Gulvet må højst falde eller stige 3 mm pr. meter. Det lyder ikke af meget, men i de fleste tilfælde kan man lægge gulvet uden spartling.

3

I dette tilfælde er vi nødt til at spartle et lille område ved døren. Som det ses, er der ca. 1 cm fald lige her.

4

Spartelmassen stryges ud med en spartel og rettes af med et bræt. Gulvet skal muligvis grundes, inden du spartler, det afhænger af typen af spartelmasse. Tjek det.

5

Når spartelmassen er tør, kan den første bane underlag lægges ud. Da det nye gulv ligger oven på et trægulv, skal der ikke bruges dampspærre. Det skal der derimod, hvis gulvet er af beton.

6

Når to baner skæres sammen, behøves ingen skæreunderlag. Vi skærer direkte ned i det gamle gulv, på samme måde, som når man sætter filt op: Vi laver overlæg, skærer og fjerner det.

7

Underlagsbanerne tapes sammen, så vi er helt sikre på, at de bliver liggende, præcis hvor de skal være.

8

Pres underlaget helt ind til fodlisten, og skær det overflødige af. Det kan sagtens gøres på fri hånd med hobbykniv.

02
Pak brædderne ud og mål op 3 Trin

Når underlaget er på plads, er det sådan set bare at gå i gang med gulvlægningen. Først skal rummets længde dog lige måles. For hvis du bare starter ud med et helt bræt, kan du nemlig risikere, at du ender op med en meget lille, uhåndterlig og grim stump i den anden ende.

Endelig anbefaler vi, at du lægger det nye gulv på tværs af det gamle, for at det ikke skal følge de gamle brædders “bølgegang”. Gulvet bliver simpelthen bedre understøttet på bølgetoppene end ved at følge bølgedalene.

1

Vi starter med at åbne tre kasser med gulvbrædder. Det gør vi for at få den bedste variation i gulvets mønster ved skiftevis at tage et bræt fra hver kasse.

2

Ved at strege bredden på nogle brædder op på en liste bliver det lettere at måle ud, hvor vi ender i den anden side/ ende, og beregne, hvor meget de yderste brædder skal skæres til.

3

Brædderne saves hurtigt og nemt til med en kap/geringssav, men de kan også sagtens saves i hånden.

03
Læg gulvet - klik for klik 5 Trin

Da det nye gulv skal kunne bevæge sig, er det meget vigtigt, at der er plads langs alle vægge og sokler. Det sikrer vi ved hjælp af kiler, mens de nye brædder stødes/ trækkes sammen med henholdsvis et trækjern og en hård træklods med not.

I dette køkken har vi valgt at lægge brædderne op til fodlisten og så efter­ følgende dække af med en fejeliste, hvil­ ket går hurtigst. Men du kan også vælge at tage fodlisterne af, lægge brædderne mod væggen (1 cm fra væg) og herefter montere fodlisten ovenpå.

1

Der skal beregnes 1-1,5 cm sprække langs alle vægge, sokler m.v. Brug kiler eller listestumper til at holde afstanden med.

2

Gulvet klikkes nemt sammen. Brættet sættes på plads i noten og sænkes langsomt, så suger gulvbrædderne sig nærmest sammen.

3

Med et såkaldt trækjern bankes brædder, der sidder op til fodlisten, på plads. Lad være med at prøve med et koben. Du kan praktisk talt ikke undgå at sætte mærker på fodlisten!

4

En klods af hårdt træ med not til at slå på er også et godt værktøj, der hvor du kan komme til at svinge hammeren. I byggemarkedet kan delene købes enkeltvis eller som et sæt til gulvlægning.

5

Så kører gulvlægningen derudad. De gennemgående brædder lægges på meget kort tid. Det stykke, der skæres af i den ene ende, starter du med i den anden ende for at få mindst muligt spild og for at få forskudte samlinger.

Materialer

• Parador Trendtime 6 lærk, hvidolieret. Pris: 289 kr. pr. m2
• Gulvunderlag, Ewifoam Universol akustikmåtte. Pris: 60 kr. pr. m2
• Tape (bred pakketape)
• Spartelmasse

Værktøj

• Hobbykniv
• Kap/geringssav
• Stiksav
• Trækjern/træklods med not (kan købes enkeltvis eller i sæt)
• Spartel
• Koben
• Hammer
• Stemmejern
• Knibtang

Tips & Tricks

Læg gulvet uden om forhindringerne

Da det svømmende gulv skal kunne bevæge sig, må du ikke stille indbyggede skabe eller andre faste installationer ovenpå. Det gælder selvfølgelig også for en køkkenø, og løsningen er derfor at lægge det nye gulv uden om soklen - i en passende afstand.

En fordel ved svømmende gulve er, at du kan lade skabe og lignende stå og skære gulvbrædderne til rundt om.

Når du fx støder på en køkkenø, måler du ud til næste bræt ved at spænde en snor op. Mål fra afstandslisten ud til snoren ...

... og afsæt målet på det bræt, der skal skæres til.

Usynlige samlinger omkring rør

Når du lægger det svømmende gulv omkring rør, gælder selvsagt de helt samme regler som ved de andre kanter: Der skal være lidt plads til, at gulvet kan udvide sig og trække sig sammen igen.

Derfor bores hullerne også lige lidt større end rørdiameteren. Herefter saves to snit på ca. 45° som vist på billedet. Så skal der limes, og her skal du sørge for ikke at komme til at lime gulvbrættet fast til røret. Mens limen hærder, holdes udskæringen fast med kiler.

Smør kun lim på kanten af udskæringen, hvor der er en kontaktflade til gulvbrættet.

Sæt udskæringen på plads, og kil den mod gulvbrættet, mens limen tørrer.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...