Foretrækker du et blødt og behageligt gulv i køkkenet, eller skal det være blankpolerede og hårdtbrændte fliser? Udvalget, når det gælder gulvbelægning til køkkener, er enormt, og du kan få det, som du vil!
8 gulvbelægninger til køkkenet
Køkkenet er et af husets mest trafikerede rum, og det stiller store krav til gulvet. Det skal være slidstærkt og behageligt at gå på, fordi du opholder dig der så meget. Det skal også være nemt at gøre rent, fordi det let bliver beskidt. Uanset hvilket køkkengulv du vælger, kan det ikke tåle vand i store mængder - det skal vaskes med en klud og straks efter tørres over med en opvredet klud. Derfor anbefaler mange eksperter gulve i baner, der har få samlinger, selvom de er sværere at lægge end fliser. Generelt vil eksperten også anbefale et blødt gulv som linoleum eller vinyl, fordi det er behageligt at gå på, og der findes et stort udvalg.
Du skal overveje, hvor meget tid du er villig til at bruge på vedligeholdelse - nogle gulve kræver en del vedligeholdelse, andre næsten ingen. Et trægulv fx skal overfladebehandles, og det skal holdes ved lige, så der ikke opstår bare pletter, som kan misfarves. Her er olie lettere at vedligeholde end fx lak.
Vi har samlet de 8 mest almindelige og oplagte typer gulve til køkkenet. I artiklen får du en kort beskrivelse af de forskellige typers egenskaber, hvordan de monteres og vedligeholdes, fordele og ulemper, og sidst får du ekspertens anbefaling.
1. Linoleum
En blanding af harpiks, kork og træmel støbt på et net af fx hør. Det er let at montere, så længe det lægges som fliser, og så er det en gulvbelægning, der er blød at gå på.
Vedligehold: Let (vaskes med opvredet klud)
Fastgørelse: Lim (til baner). Fliserne klikkes sammen.
Form: Fliser eller baner
Ekspertens anbefaling: Velegnet (slidstærkt og blødt at gå på)
Montering (sværhedsgrad): Middel/svært (baner er svære, fliser nemmere)
Fordele: God slidstyrke. God modstandskraft. Blødt at gå på, lyddæmpende.
Ulemper: Svært at lægge i baner, lettere som klikfliser.
Pris/m2: Mellem
LÆS OGSÅ: Linoleum - et genialt materiale
2. Vinyl
Her får du et plastikgulv, som er nemt at rengøre og vedligeholde. Gulvbelægningen er let at lægge og billig!
Vedligehold: Meget let (vaskes med opvredet klud)
Fastgørelse: Lim. Tungt boligvinyl kan dog ligge uden lim (bedst til private)
Form: Fliser eller baner
Ekspertens anbefaling: Velegnet (blødt og meget nemt at holde)
Montering (sværhedsgrad): Let/middel (fliser er nemme, baner sværere)
Fordele: Tæt overflade, nem at rengøre. Let at skære til. Blødt, kan følge ujævnt gulv.
Ulemper: Skal skæres til på mål. Ikke miljøvenligt.
Pris/m2: Lav
3. Laminat
MDF-plade med påklæbet plastfilm. En gulvbelægning, der er let at lægge, slidstærk og billig. Til gengæld er det svært at reparere.
Vedligehold: Let (vaskes med opvredet klud)
Fastgørelse: Klikkes sammen
Form: Plader (aflange)
Ekspertens anbefaling: Brugbart (slidstærkt, men hårdt at gå på)
Montering (sværhedsgrad): Let (hurtigt og nemt at lægge plader)
Fordele: Slidstærkt. Fås i mange varianter (både “sten” og “træ” fx).
Ulemper: Svært at reparere. Klaklyd, når man går på gulvet. Kan virke “billigt”.
Pris/m2: Lav
4. Kork
1 mm korklag med gennemsigtigt vinyl for og bag. Ekstremt blødt at gå og stå på, men svært at reparere.
Vedligehold: Let (vaskes med opvredet klud).
Fastgørelse: Klikkes sammen
Form: Fliser
Ekspertens anbefaling: Brugbart (blødt, men svært at reparere)
Montering (sværhedsgrad): Let (hurtigt og nemt at lægge klikfliser)
Fordele: God slidstyrke. Blødt at stå og gå på. Lyddæmpende.
Ulemper: Svært at reparere
Pris/m2: Mellem
5. Plankegulv
Træplanker, typisk lagt med fer og not, nemt at vedligeholde (kan fx slibes), men kræver en større operation, når det lægges.
Vedligehold: Middel (kræver overfladebehandling med fx lak, lud eller olie)
Fastgørelse: Søm eller som “svømmende gulv” på undergulv.
Form: Planker
Ekspertens anbefaling: Brugbart (mange varianter, men kræver pleje)
Montering (sværhedsgrad): Middel/svært (fordi køkkenet skal ryddes)
Fordele: Kan slibes flere gange. Mange varianter og muligheder for overflader (lak, lud, olie osv.)
Ulemper: Kræver, at gammelt gulv fjernes og køkkenet ryddes. Kræver meget vedligeholdelse.
Pris/m2: Lav/høj
LÆS OGSÅ: Plankegulv - Det skal du vide!
6. Mosaikparket
Træstave limet på net. Flot løsning, men kræver overfladebehandling. Det største minus er, at det er meget fugtfølsomt, og derfor måske ikke det oplagte valg til gulvbelægning i dit køkken.
Vedligehold: Middel (kræver overfladebehandling med fx lak, lud eller olie).
Fastgørelse: Lim
Form: Stave på net
Ekspertens anbefaling: Ikke velegnet (billigt trægulv, men fugtfølsomt).
Montering (sværhedsgrad): Middel/svært (svært at lægge præcist).
Fordele: Billigt
Ulemper: Tidskrævende og kompliceret montering. Mange revner, fugtfølsomt.
Pris/m2: Lav
7. Lamelparket
Hårdt gulv, som ikke kan tåle vand i ret lang tid ad gangen (taber du noget, skal det tørres grundigt op med det samme!). Nem montering.
Vedligehold: Middel (kræver overfladebehandling med fx lak, lud eller olie)
Fastgørelse: Klikkes sammen
Form: Plader (aflange)
Ekspertens anbefaling: Ikke velegnet (billigt trægulv, men fugtfølsomt).
Montering (sværhedsgrad): Let (hurtigt og nemt at lægge plader).
Fordele: Mange muligheder for overflader (lak, lud, olie osv.)
Ulemper: Følsomt over for vand, kan ikke tåle, at der står vand.
Pris/m2: Lav/mellem
8. Fliser
Flot løsning, men ikke specielt praktisk i et køkken. Det er hårdt at gå på, og alt glas/keramik der tabes på gulvet, smadrer med det samme.
Vedligehold: Let (vaskes med opvredet klud)
Fastgørelse: Lim
Form: Fliser
Ekspertens anbefaling: Ikke velegnet (hårde og “larmende” at gå på).
Montering (sværhedsgrad): Middel (kræver stor omhu at få helt plant)
Fordele: Meget slidstærkt gulv. Mulighed for mange mønstre og farver.
Ulemper: Hårdt og koldt at gå på. Tabte ting går let i stykker. Lægges bedst på støbt gulv.
Pris/m2: Mellem/høj
VIDEO: Fliser på væg og gulv Inddel flader i felter.
Så er der styr på linjerne
Oplever du at noget af vores indhold er blokeret, kan det skyldes dine cookieindstillinger.
VIDEO: Fugning af fliser
Arbejd diagonalt på fliserne, så bliver fugerne flot fyldte
Oplever du at noget af vores indhold er blokeret, kan det skyldes dine cookieindstillinger.