Intro
Vejledning
01
Fundamentet bygges
En støbejernsbrændeovn, et omfangsrigt muret sildebensgulv og til sidst en flot brændemur (plus et halvt ton brænde oveni) kræver et solidt fundament at stå på. Derfor er det vigtigt, at du udfører dit underlag helt rigtigt.
Der findes mange forskellige slags konstruktioner, du kan møde, når først du går i gang med at save gennem gulvet. Visse gulve ligger direkte på et betonfundament, mens andre ligger på strøer eller bjælker.
I vores eksempel tager vi udgangspunkt i en bjælkekonstruktion, som ligger på hårdtstampet jord. Her er lecablokke en ideel løsning som fundament. Lecablokkene kan tåle belastningen og er nemme at arbejde med. Det eneste, de kræver, er et plant underlag og fliseklæb.
Da der netop findes mange forskellige undergulve, og vi i sagens natur ikke ved, hvordan det ser ud hjemme hos dig, viser vi i stedet, hvordan vi endte med at lave vores fundament til din inspiration.
Vores bræddegulv lå på en dampspærre og to bjælkelag. For at få plads til lecablokkene fjernede vi gulvbrædderne, isoleringen, bjælkerne og trådnettet og gravede ned i en passende dybde. HUSK, du ikke må save bjælker (og strøer) over, før de er understøttet!
02
Understøt gulvet!
3
Trin
Er dit gulv bygget på bjælker, ligesom vores var, vil du sandsynligvis skulle flytte en eller flere af dem for at få plads til lecablokkene. Det er yderst vigtigt, at du klodser bjælkerne (eller strøerne) rigtigt op, så gulvet ikke braser sammen under dig. Her kan du se, hvordan vi lavede vores understøtning. Er du det mindste i tvivl om, hvordan du skal gøre, må du tilkalde professionel hjælp.
Vi lagde det første lag lecablokke, før vi understøttede gulvet. Den inderste bjælke op mod muren kunne uden videre saves over. Bjælkestumpen, som var tilbage, klodsede vi op på to betonfliser med murpap på og klemte ind under de to øverste bjælker, helt ind under gulvkanten.
Da konstruktionen var understøttet, kunne den sidste bjælke saves over. Herefter tog vi den nyafskårne bjælkestump, skubbede den nogle cm ind under gulvet og klodsede den op.
03
Mål op og sav hul
3
Trin
Første skridt på vejen mod det nye sildebensgulv er at måle ud på gulvet, præcis hvor det skal ligge. Vores brændeovn stod på en dråbeformet jernplade på trægulvet, og her passer det bedst med et sildebensgulv på 85 x 143 cm. Når målene er streget op, skal du bruge en dyksav eller rundsav til at save igennem gulvbrædderne med, inden du til sidst lirker dem op med et koben.
04
Sildebensgulvet lægges
5
Trin
Fundamentet er på plads, og nu kommer det sjove, kreative og udfordrende: sildebensgulvet.
Uanset om du har flere års erfaring som murer eller er helt ny i faget, skal du lave en prøveudlægning. Her kan du eksperimentere dig frem til den pæneste placering af murstenene samt finde den optimale fugebredde, som i vores tilfælde endte på 12 mm. For at skabe en ø, som brændeovnen kan stå på, skal sildebensgulvet slutte 15 mm over trægulvets højde.
Start med at lave en prøveudlægning. På den måde får du vished for, at stenene passer, og du kan eksperimentere dig frem til den bedste fugebredde. Et godt tip er at tage et billede, når udlægningen er perfekt.
For at få alle murstenene placeret 15 mm over trægulvet har du brug for noget at måle efter. Vi placerer en støbeplade som leder i hver side af gulvet og bruger vaterpasset flittigt til at styre højden med.
Sæt 8 sten i et tykt lag mørtel, og sørg for, at stenene er i vater (tryk dem ned til “lederne” med vaterpasset). Fug de første 4 sten, sæt 4 sten til, og gentag processen, så du hele tiden er 4 sten foran.
Fugningen foregår ved at lægge en stribe mørtel oven på fugen og derefter trække murerskeen lodret ned gennem mørtlen med en savende bevægelse. Dette vil stille og roligt fylde fugen op.
Tjek, at kanterne flugter, og at de er vinkelrette på hullets kant, inden du begynder på næste række mursten. Det er nemlig den første række, der bestemmer, hvor præcist resten kommer til at ligge. Når du er færdig med sildebensgulvet, skal du vaske det af med en svamp, inden du lader det hærde i et døgn. Vær opmærksom på, at gulvet skal hærde i tre uger, inden du sætter brændeovnen på det.
05
Brændevæggen mures op
7
Trin
Sildebensgulvet er lagt, og når det har fået lov til at hærde i et døgns tid, kan det betrædes varsomt, og næste del af projektet kan påbegyndes: den murede væg, som skal holde en brændestabel.
Hvis du, ligesom os, bygger væggen 16 skifter høj, altså 16 lag mursten oven på hinanden, og to mursten lang, får du brug for 16 halve sten, som du skal starte med at skære med en vinkelsliber. Husk høreværn, sikkerhedsbriller og støvmaske.
Mærk murens bredde lodret op på væggen og vinkelret ud mod gulvet. Et tip er at placere en plade eller et pudsebræt på hver side af muren, så den overskydende mørtel ikke lander på det nymurede gulv.
Læg en tyk klat mørtel på gulvet. Brug et par af de 12 mm afstandsklodser, du også brugte til sildebensgulvet, til at opnå en ensartet 12 mm fugetykkelse under den første mursten, du lægger.
Den anden mursten sættes også i rigelig mørtel, og så styrer vi den ned i niveau til den første mursten med vaterpasset. Nu skal du blot fortsætte med at mure deropad!
Efter de 4 første skifter skal muren forankres til væggen. En 120 mm betonskrue uden hoved (karmskrue) skrues ind i et forboret hul. Bor hullet allerede efter 3. skifte, så er det nemmere at komme til. Skruen placeres i fugen mellem 4. og 5. skifte og skal stikke omkring 5 cm ud fra væggen. Du skal forankre muren for hvert 4. skifte.
Vær omhyggelig med at fylde fugerne godt op. Det er nemmere at fjerne overskydende mørtel end at fylde halvfyldte fuger op bagefter. Når muren er færdig, skal du vaske den over med vand på en svamp.
Muren og gulvet afsyres efter endnu et døgns tørretid. Fugt først det hele op på ny med vand på svampen. Det skal være så vådt, at det ikke suger syren til sig, men blot lader den arbejde i overfladen.
Materialer
- Mursten, 120 stk.
- Lecablokke, 15 stk. 33 x 19 x 49 cm, 9 stk. 29 x 19 x 49 cm
- Færdigblandet opmuringsmørtel, 7 sække a 18 kg
- 4 x 120 mm betonskruer uden hoveder
- 20 kg. afretningsgrus
Specialværktøj
- Rundsav/dyksav med retskinne
Tidsforbrug
4 dage til gulv og mur (inkl. tørretid) + 3 uger til hærdning af gulv.
Pris
Omkring 2.500 kroner for lecablokke, fliseklæber, mørtel og mursten til ca. 1,2 m² sildebensgulv + mur.
Sværhedsgrad
Sildebensgulvet kan måske virke afskrækkende, men det er faktisk slet ikke så svært at lægge.