Afretningsgrus

Afretningsgrus (brolæggergrus) er helt afgørende, når du skal lægge fliser eller sten som belægning. Derfor skal du være meget omhyggelig med netop dette lag.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Afretningsgrus

Afretningsgrus er grus med korn op til 4 mm. Afretningsgrus bruges til at rette underlaget for sten og fliser op, så belægningen bliver helt plan.

Når du skal lave en sten- eller flisebelægning, bygger du underlaget op af flere lag grus. Det sidste og øverste lag er afretningsgruset, der er meget fint. Med det kan du – ved hjælp af ledere – rette gruslaget fuldkommen plant til, så dine fliser kommer til at ligge plant og præcist.

Fliserne vibreres efterfølgende, så de sætter sig i afretningsgruset. Derfor må du heller ALDRIG lægge fiberdug mellem afretningslag og fliser.

Priseksempel

1 ton (0,6 kubikmeter): ca. 900 kroner

Opdateret januar 2025

Priserne inkl. levering varierer en del. Transporten er langt den dyreste del af prisen, så prisen bør kun stige ganske lidt ved større mængder (gælder løst aflæsset eller grabbet).

Hvor bruges: Afretningsgrus

Afretningsgrus bruges som øverste lag i et underlag for belægninger af sten eller fliser.

Fordele

  • Giver meget præcis afretning
  • Nemt at skovle
  • Overskud kan bruges til havebrug

Ulemper

  • Dyrt i små mængder (transporten koster meget)

Vægtfylde

  • 1,65 ton pr. kubikmeter (0,61 kubikmeter svarer til ét ton)

Dimensioner

  • 0-4 mm

Afretningsgrus er fint grus med korn op til 4-5 mm.

Se alternativer til afretningsgrus

Vi har samlet byggematerialer i grupper. Her kan du sammenligne flere lignende materialer i et overskueligt skema og få inspiration til og overblik over dine muligheder.

Du kan blandt andet se priser, fordele og ulemper på tværs, så du kan vælge det materiale, der passer bedst til dit projekt.

Afretningsgrus er med i disse grupper:

Princip

Afretningslaget lægges som en del af en belægning. Er der tale om en terrasse eller en havesti, hvor færdslen med tung trafik er begrænset, kan underlaget bygges op af 10 cm stabilgrus og et lag 2-3 cm afretningsgrus direkte på kompakt jord (muldlaget skal fjernes).
I indkørsler eller andre steder med biltrafik, anbefales et lag af bundsikringsgrus og et 15-20 cm tykt lag af stabilgrus, og endelig 3-5 cm afretningsgrus, inden der lægges fliser.

Montering

Tricket til at få rettet afretningsgruset helt plant af, er ledere; jernrør, som du lægger ned i gruset, så rørenes overkant markerer underkanten af dine kommende fliser.

Husk, at din belægning skal have et let fald (1-2 cm pr. meter) så vandet kan løbe af. Derfor skal dine ledere også ligge med fald.

Du kan fordele gruset med en rive, eller endnu bedre med en rive med et påskruet bræt. Så kan du jævne gruslaget ud, så det netop dækker lederne (rørene).

Når du skal trække gruset af ovenpå rørene, gøres det bedst med et langt, lige bræt eller en retskinne. Så bliver dit gruslag helt plant, så du kan lægge fliser på.

Når du har rettet af og taget rørene op, kan du forsigtigt fylde renderne med afretningsgrus.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med afretningsgrus.

FAQ