Støb gulv uden beton

Erstat betongulvet med det nye letvægtsmateriale Thermodyn, som vejer en tredjedel, støver mindre og kan lægges direkte på vandfast krydsfiner. Vi viser dig teknikken.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 dage
Pris
3.200 kroner
Thermodyn er en blanding af vinylgranulat og pimpsten – og så er det nemt at forme.

Thermodyn er en blanding af vinylgranulat og pimpsten – og så er det nemt at forme.

Intro

Der har længe været tradition for at støbe betongulve i badeværelser, bryggerser og køkkener som underlag for eksempelvis fliser – og med god grund. Beton er nemlig både stærkt, billigt og holdbart. Men det er også tungt og støvende, og så skal det gerne tørre i op til 28 dage.

Vi har derfor støbt 10 m2 badeværelsesgulv i Thermodyn. Det nye materiale vejer ca. en tredjedel af et klassisk betongulv, det støver minimalt, og så er det allerede tørt efter 12-24 timer. Vægten gør materialet til et oplagt alternativ til beton, hvis du fx skal lave gulv i et badeværelse på første sal.

En anden stor fordel er, at Thermodyn lægges direkte på vandfast krydsfiner, som er billigere og nemmere at arbejde med end traditionelle svalehaleplader i metal.

LÆS OGSÅ: Støb selv gulvet i badeværelset

Derfor er thermodyn et genialt byggemateriale

Thermodyn består af små sorte pimpsten med farvet vinylgranulat. Det er let at arbejde med og har en konsistens som fugtigt sand. Granulatet kan formes efter behov med et pudsebræt og kan lægges på både beton, svalehaleplader og trækonstruktioner. Du kan lægge fliser direkte på granulatet, eller du kan tilføre gulvet et lag gulvspartelmasse, som vi gør. En liter Thermodyn rækker ca. til et areal på en kva-dratmeter med en lagtykkelse på 1 mm.

Sådan støber du med Thermodyn

I denne gør det selv-vejledning kan du se, hvordan du støber et gulv med Thermodyn. Alle kan lægge gulv med det smarte materiale, men det er afgørende at afsætte den helt rigtige højde og dække grundigt af.

Vi viser, hvordan du:

  • fordeler granulatet
  • lukker overfladen med selvnivellerende gulvspartelmasse

Vejledning

01
Fordel granulatet 4 Trin

Det første, du skal gøre, er at beslutte dig for en sluthøjde på dit gulv - her er en krydslaser en god hjælp. Derefter er det bare at blande granulat og bindemiddel grundigt og derefter fordele det i et så jævnt lag som muligt. Det vigtigste er, at der ikke er toppe eller andre ujævnheder, der rager op over din sluthøjde.

1

Kom hele posens indhold i en stor murerspand. Posen indeholder også en flaske bindemiddel og en brugsanvisning. Bland kun en pose ad gangen, da det hærder hurtigt. Tilsæt herefter hele flaskens indhold, og rør, indtil granulatet glinser.

2

Bestem dig for en sluthøjde på gulvet. Brug evt. en krydslaser til at kontrollere højden. Hvis der er lige langt fra et givent tal på din tommestok og ned til granulatet, så ved du, at sluthøjden er korrekt.

3

Læg pudsebrættet på granulatet, og placér tommestokken på toppen af brættet. Tjek, at krydslaserens stråle peger på den samme højde på tommestokken, når du flytter rundt på pudsebrættet. Ved at følge denne metode kan du sikre dig, at gulvet er plant, og at laget på gulvspartelmassen vil være lig med tykkelsen på pudsebrættet.

4

Lad granulatet hærde i 12-24 timer. Når det er helt gennemhærdet, lukkes overfladen med selvnivellerende gulvspartelmasse.

02
Luk overfladen 4 Trin

Thermodyn består af granulat og er derfor ganske luftig i sin konsistens. For at lukke disse lufthuller vælger vi at give gulvet to lag selvnivellerende gulvspartelmasse.

Det første lag spartles jævnt ud over granulatet. Blandingen skal have en konsistens som tyk grød, da den skal lægge sig oven på granulatet og ikke bare sive ned i det. Konsistensen af det næste lag skal være væsentlig tyndere, så det nemt kan løbe sammen. Fordel det fx med en løvrive og en pigrulle.

1

Første lag gulvspartelmasse skal være forholdsvis tykt, da granulatet suger som en svamp. Bliver blandingen for tynd, forsvinder den bare ned i granulatet.

2

Hæld gulvspartelmassen ud, og gå straks i gang med at fordele den med en bred spartel eller et glittebræt.

3

Den tykke blanding spartles ud, så den lukker overfladen på granulatet. Laget forhindrer dermed det næste lag gulvspartelmasse i at løbe gennem granulatet.

4

Overfladen må gerne fremstå lidt rustik efter første lag gulvspartelmasse. Det vigtigste er, at overfladen lukkes. Gulvet flyder med andre ord først sammen, når næste lag påføres.

03
Sidste lag 4 Trin

Nu giver vi gulvet endnu et lag selvnivellerende gulvspartelmasse. Denne gang skal blandingen være væsentlig tyndere - gerne med konsistens som en tynd grød, så den rigtig kan flyde sammen.

Det gode ved selvnivellerende spartelmasse er, at den langt hen ad vejen selv flyder sammen. Det kan dog betale sig at fordele spartelmassen med en rive og senere en pigrulle, så den kommer ud i alle kroge af gulvet.

1

Sørg for at blande den samlede mængde gulvspartelmasse på én gang. Spartelmassen begynder at tørre efter ca. 20 minutter, så det er vigtigt at få hældt det hele ud, mens det er helt flydende.

2

Sørg for, at afløb og de områder, som ikke skal have gulvspartelmasse, dækkes grundigt af. Spartelmassen er nemlig meget flydende.

3

Hop i et par gummistøvler, og fordel i raskt tempo gulvspartelmassen. Vi bruger en ganske almindelig løvrive.

4

Med en pigrulle kan du “rulle” de områder sammen, som ikke er løbet helt sammen endnu. De lange pigge gør, at gulvspartelmassen ikke hænger ved, som den ville have gjort på en almindelig malerrulle. Pigruller fås i de fleste større byggemarkeder.

Materialer

  • 8 poser Thermodyn a 35 liter
  • 8 poser gulvspartelmasse a 20 kg

Specialværktøj

  • Krydslaser
  • pigrulle
  • røreværk

Tidsforbrug

Et par dage til 10 m2.

Pris

3.200 kroner.

Sværhedsgrad

Alle kan lægge Thermodyn. Det er dog afgørende at afsætte den helt rigtige højde og dække grundigt af.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Gulv