Det skal du bruge
Video
Her kan du se, hvordan du nemt løser problemet.
Videoen er på dansk, og den viser hele processen fra start til slut.
Trin for trin
For at kunne fylde hullet ud skal du bruge et stykke træ. Har du gemt et gulvbræt, da du lagde gulvet, er det det bedste valg. Alternativt må du finde noget, der ligner det eksisterende gulv så godt som muligt.
Du kan godt klare reparationen uden en multicutter, men den gør tilpasningen af "lappen" nemmere, hvis du ikke er en mester med et stemmejern.
Skær en reparationslap til
Der er hul i gulvet. Her er der indlagt et tværgående gulvbræt, men tilpasningen lader noget tilbage at ønske.
Tilpas en reparationslap. Find et stykke træ i nogenlunde rette bredde. Det skal skæres lidt til, og tilpasningen skal fordeles, så du skal skære i begge sider. Lappen skal være cirka 10 mm bredere end hullet.
Ret gulvbrædderne til og tilpas lappen
Ret gulvbrædderne til. Lappen er lidt bredere end hullet, så lappens bredde mærkes op på gulvbrædderne i begge sider af hullet.
Skær gulvbrættet til med multicutteren. Det skal skæres skråt ligesom lappen og i nogenlunde samme vinkel.
Tilpas lappen. Først tilpasses den til vinklen langs væggen. Tommestokken bruges til at forskyde stregen, fordi det er for svært blot at lade blyanten følge væggen. Skær lappen til.
Mærk længden op. Lappen passer nu langs væggen og skal tilpasses i længden. Skær den til efter din opmærkning.
Afprøv lappen i hullet. Den passer temmelig sikkert ikke endnu, så du skal finde ud af, hvordan den skal tilpasses.
Tilpas lappen med en skarp hobbykniv. Når der kun skal rettes få millimeter, er kniven god til formålet.
Lim lappen fast
Kom trælim ned langs lappens kanter. Ideen er, at den lille sprække mellem lap og gulvbrædder skal fyldes helt op.
Slib henover lappen. Samtidig med at små ujævnheder jævnes ud, vil slibestøvet blande sig med den våde lim og "farve" den.