Specifikationer, dimensioner og priser
Beskrivelse: Vinyl
Vinyl er et plast-produkt, der er slidstærkt og rengøringsvenligt. Meget velegnet i vådrum.
Vinylgulve er meget rengøringsvenlige, bløde og modstandsdygtige over for både vand, slid og spildte væsker mv.
Du kan købe vinyl som selvklæbende fliser eller som klikgulv-paneler. Begge dele er nemme at lægge.
Vinyl fås også i store ruller. Det er en flot løsning, der også kan gøres vådrumssikret, men det kræver både håndelag og specialværktøj at få helt tætte samlinger. Vil du være sikker på et perfekt resultat, anbefaler vi, at du lader fagmanden om at lægge det.
Priseksempel
250-500 kr. pr. kvm
Eksempler:
- Klikpaneler (125x18,7 cm, 4,5 mm tykke): 275 kr. pr. kvm.
- Fliser (91x45, 6 mm tykke): 475 kr. pr. kvm.
Opdateret januar 2025
Priserne herover er eksempler og varierer fra produkt til produkt, Vinylgulve koster 250-500 kroner pr. kvadratmeter.
Hvor bruges: Vinyl
Vinylgulve er særligt velegnede i køkkener og badeværelser.
Vinyl kan lægges i alle rum, men ses ofte i badeværelser og køkkener, fordi den glatte vinyl er meget rengøringsvenlig.
Fordele
- Blødt og fleksibelt
- Nemt at lægge i flise- og panelformat
- Meget slidstærkt
- Meget rengøringsvenligt
- Stort udvalg af farver og mønstre
Ulemper
- Svært at lægge i ruller
- Ikke egnet til vådrum i fliseformat
Styrke
Høj
Vinyl er modstandsdygtigt over for de fleste påvirkninger. Kun ætsende produkter skal du være forsigtig med.
Holdbarhed
25-50 år
Der er store forskelle på kvaliteten af vinylprodukter. Enkelte producenter yder 30 års garanti, så her må holdbarheden forventes at være en del længere.
Vedligeholdelse
Vinyl er smudsafvisende, så ofte vil en støvsugning kunne rengøre gulvet.
Er gulvet særligt beskidt, skal det blot vaskes med vand og sæbe.
Dimensioner
- Paneler: 18,7 x 125 cm
- Fliser: 61 x 30,2 cm
De viste mål er eksempler. Vinylgulve til gør det selv-lægning fås både som gulvpaneler og fliser. Størrelserne varierer fra producent til producent.
Se alternativer til vinylgulv
Princip
Panelerne (gulvbrædderne) eller fliserne lægges på et plant gulv. Tolerancen i forhold til ujævnheder er typisk 2-3 mm. Fliserne eller panelerne klikkes nemt sammen med forskudte samlinger på samme måde som med andre klikgulve.
Hvis vinyl lægges som fliser, enten i klik-ruder eller som tynde fliser, der skal limes, bør du undgå at få strimler, der er mindre end en halv flise i bredden. Det ser pænest ud, særligt hvis du vælger et mønster af flere fliser i flere farver.
Montering
Ingen rum er helt lige, så det er vigtigt at starte med at måle ud, hvordan du får gulvet til at gå bedst muligt op. Det betyder i praksis, at de yderste brædder langs væggen skal skæres til. Kridtstregen her markerer placeringen af første hele bræt.
Der skal ligge et trinlydsdæmpende lag under gulvet. Laget udjævner samtidig millimetersmå forskelle i gulvet.
Brædderne klikkes sammen. De er forsynet med kliksystem på alle fire kanter. Husk at 2-3 mm afstand til væggen, så gulvet har plads til at “arbejde”.
Varianter
Vinyl på ruller: Det klassiske vinylgulv er sat sammen af store baner af tynd vinyl, der rulles ud på gulvet. I mindre rum, hvor rulles bredde rækker fra væg til væg, kan du lægge det løst på. Men skal du samle flere baner, er det en forholdsvis kompleks opgave, som kræver både håndelag og specialværktøj.
Redaktionen anbefaler
Redaktionens anbefalinger til dig, der skal lægge vinylgulv.