1. Skabelon til skabs -og skuffegreb
Når det nye køkken er sat op og grebene skal sættes på fronterne, kan du enten måle hver enkelt skruehul omhyggeligt ud - eller du kan gøre det én gang for alle - på en skabelon.
SÅDAN LAVER DU SKABELONEN:
Skær et stykke plade, min. 6 mm, noget længere end grebene. Bor to huller på langsiden og ét på den korte. Sæt trædyvler i hullerne, så de stikker halvt ud på begge sider. Nu har du en plade som kan støtte stabilt på et hjørne. Beslut, hvor langt grebene skal sidde fra hjørner og kanter. Vi valgte 35 mm, som er bredden på en tømrervinkel. Streg op langs de to vinkelrette linier. Bor nu ét 3 mm hul i skæringspunktet og ét i grebets skruebredde fra det første.
Der skal streges op, så de egentlige skabelon-huller kan bores på rette plads.
SÅDAN BRUGER DU SKABELONEN:
Nu kan du lægge skabelonen på hjørnet af lågen og helt præcist forbore for grebet. Hold en klods på bagsiden. Fordi dyvlerne er gennemgående, kan skabelonen spejlvendes og derfor bruges på både venstre- og højrehængte låger. Når du skal sætte skuffegreb på, fjerner du endedyvlen, så de to på langsiden glider på overkanten. Hér måler du midten af skuffen ud og flugter den med en midtermarkering på skabelonen.
2. Papir- og papskabeloner
Nogle gange gør forholdene det svært at måle noget præcist ud. Kringelkroge og skæve hjørner kan ikke altid afkodes med vinkel og tommestok. Her er almindeligt pap og papir en stor hjælp.
SÅDAN LAVER DU SKABELONEN:
Skal du fx have ny belægning på kvartsvingstrappen, kan du ”tage et aftryk” ved at lægge et stykke papir på trinnet og omhyggeligt trykke en fold langs alle kanter. Folden kan evt trækkes op med en blyant. Nu kan omridset klippes eller skæres ud og du har en præcis skabelon til at lave trinnet efter.
Tip: Skal skabelonen være stiv, klæbes papiret fast på karton/pap, inden begge lag skæres til med en hobbykniv.
Skal du fx sætte en hylde op i et skævt hjørne, er det en god idé at lave en skabelon, i stedet for at prøve sig frem med træet. Tag et stykke kraftigt karton og skub det ind i hjørnet. Streg nu op med en blyant, så konturerne af væggen overføres til pappet. Klip eller skær nu skabelonen ud, og kontrollér, at den passer. Så er det ligetil at strege hylden op.
3. Skrå toppe i massevis
Stolpeenderne på dit nye hegn kan du desværre ikke skære til på forhånd - med mindre du bruger rigtig meget tid på at sætte dem i præcis højde. Men med en skabelon kan du nemmere skære dem til, når de er sat fast, og du har haft en snor på til at markere den ønskede højde.
SÅDAN LAVER DU SKABELONEN:
Skær enderne af to stumper bræt, eller tykt krydsfiner, i den ønskede vinkel og på hver sin led - gerne med kapsaven, så bliver det helt præcist. Saml de to dele med et par skruer, så du har et hjørne.
4. Fræseskabelon
En overfræser er værkstedets multikunstner, og med en skabelon kan du ”masseproducere”.
SÅDAN BRUGER DU SKABELONEN:
Nogle fræsejern er udstyret med et lille kuglestyr** i bunden. Det betyder, at du kan fræse en nøjagtig kopi af en hvilken som helst kontur, som du har liggende under emnet, du skal fræse i.
5. Skabelonen er din ven, når du skal samle flere dele
Af og til har man bare ikke hænder nok til at holde styr på det hele. Hvis du skal have samlet mange dele præcist og måske endda flere gange, er det en god idé at lave en skabelon - en ”jig”.
I sin simpleste udformning, kan det bare være et par stykker lægte, som du skruer fast til et plant underlag, så de er i perfekt vinkel. Nu kan du lægge emnerne til rette, evt. med afstandsklodser imellem, inden du sætter det hele sammen i ro og mag.
Skabelonen kan du selvfølgelig udforme præcis efter den opgave, du skal lave.
SÅDAN LAVER DU SKABELONEN:
Tegn en snittegning på en plade og sæt støttelægter, der kan holde emnet, på.
6. Samme afstand hver gang
Hvis du skal bruge det samme mål gang på gang, så lav en skabelon eller flere, i stedet for at slide tommestok og blyant op. Lav skabelonen i form af en afstandsholder mellem to emner, som gør livet nemmere, når du fx skal montere taglægter, lave hegn eller bygge espalier.
SÅDAN LAVER DU SKABELONEN:
Du måler nøjagtig op en gang for alle. Overfør målet til en liste og skær den til. Herefter skruer/limer du en lidt længere liste fast oven på.
SÅDAN BRUGER DU SKABELONEN:
Tryk emnerne helt hen til skabelonens sider, så har du den rette afstand og kan montere helt ens.
En meget simpel skabelon, der består af to stykker liste, der er sat sammen.