Hvordan lægger jeg trædefliser?

Hvordan lægger jeg trædefliserne?

Til trædefliser med begrænset belastning kan du snyde lidt på vægten og lave en simpel fundering oven på muldlaget.

Problem:

Jeg skal lægge en række trædefliser i min græsplæne. Jeg har nogle 40 x 40-fliser liggende og ville egentlig blot grave græsset af og lægge dem direkte ned, men nu er jeg i tvivl om, om det er godt nok?

Løsning:

Der er meget begrænset belastning på sådanne trædefliser, og eftersom de ikke ligger op ad hinanden, vil man heller ikke kunne se, om de sætter sig lidt eller kommer til at ligge lidt skævt med tiden.

Men at lægge dem direkte på muldlaget er nok at gamble for meget, hvis de skal ligge der i flere år fremover. Der er en risiko for, at de bliver skæve at se på, fordi underlaget af ren muldjord ikke er stabilt.

Et fornuftigt kompromis vil være at grave cirka 20 cm ned, lægge 12 cm stabilgrus og komprimere det med en lille pladevibrator (eller en brolæggerjomfru/stamper). Oven på det lægger du 3 cm afretningsgrus (finere end stabilgruset) og herpå trædefliserne.

Sørg for, at fliserne ligger 2-3 cm højere end græsplænen, hvis al muld ikke er gravet væk, for de vil uvægerligt sætte sig lidt, når der ligger muld neden under bærelaget af stabilgrus.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Brolægger